Skip til primært indhold

Under havets overflade

Projektet havde til formål at styrke elevernes kendskab til og interesse for økosystemer og bæredygtig fødevareproduktion, herunder havets. Dette skulle føre til en øget interesse for STEM-fagene og videre uddannelsesmuligheder på området. Derudover skulle projektet give eleverne en større indsigt i bæredygtig udvikling og handlekompetence til at tage ansvar for at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Projektets indsats


I projektet har Alssundgymnasiet udnyttet sit maritime nærmiljø til at udvikle et eksperimentelt undervisningsforløb, der tager udgangspunkt i undersøgelser af livet under havets overflade. Den primære elevrettede indsats bestod af et undervisningsforløb, hvor eleverne iført snorkeludstyr skulle med ned under havets overflade for at opleve havets liv på nærmeste hold. Her skulle eleverne opsamle emner såsom alger og blåmuslinger, som de skulle anvende i efterfølgende laboratorieforsøg. Laboratorieforsøgene bestod bl.a. af dyrkning af alger og filtrationsforsøg med blåmuslinger, ligesom eleverne på Biologi A skulle anvende matematik i databehandlingen. Derudover er der i projektet blevet opbygget et brobygningssamarbejde med lokale folkeskoler, hvor gymnasieelever formidler viden om økosystemer mv. til udskolingselever.

Udvalgte resultater


Projektet har opnået sit mål om, at 30 procent flere elever skulle vælge Biologi på B-niveau. Derudover har gymnasiet oplevet en stigning i antallet af elever, der valgte Biologi på A-niveau. Endeligt har projektet indfriet sit mål om, at 18 procent flere elever skulle skrive SRP inden for et STEM-fag. Denne udvikling blev imidlertid primært drevet af en fremgang i antallet af elever, der skrev SRP i Biologi. Projektlederne erfarede desuden, at eleverne på Biologi A fik større erfaring med at anvende matematik i databehandling, hvilket gav eleverne en forståelse for fagets anvendelighed. Det har ikke været muligt at trække tal på, hvor mange elever, der efterfølgende har søgt ind på en videregående STEM-uddannelse, men projektlederne erfarede, at en større andel end tidligere gav udtryk for en interesse heri.        

Parter

  • Alssundgymnasiet Sønderborg
  • Naturvejlederne Sønderborg
  • Humlehøjskolen
  • Sønderskovskolen

 

Projektperiode

Projektet blev gennemført i perioden 1. januar 2020 til 30. juni 2023 og fik den 16. december 2019 tilsagn fra regionsrådet om støtte på 271.695,00 kr.

Stine Liengaard Jensen

Udviklingskonsulent

Uddannelse og mobilitet


+45 40315069
APPFWU01V