Skip til primært indhold

Hjælp dit barn af med hovedpinen

Døjer dit barn med hovedpine? Her får du børnelægens råd til, hvordan du kan hjælpe barnet.

Nina Szomlaiski har i årevis arbejdet med netop børn, unge og hovedpine og har som den indtil videre eneste børnelæge i landet en master i hovedpinesygdomme. Hun er læge på Børne- og Ungeafdelingen på Sygehus Lillebælt Kolding, og det er hendes erfaring, at rigtig mange børn og unge kan komme af med hovedpinen, hvis de følger nogle simple råd.

Vigtigt med søvn

Det er meget vigtigt, at børn og unge får sovet godt og længe. Også i weekenderne.

Nok at spise og drikke

Barnet skal have nok mad og drikke for at trives. Børn skal gerne drikke mellem halvanden og to liter væske om dagen, og hvis de er meget aktive, så gerne mere.

Nul skærm før sengetid

Det er ikke godt for søvnen, og dermed trivslen, hvis barnet eller den unge sidder ved en skærm inden sengetid.

Væk med stress og pres

Børn og unge kan også have for meget at se til og føle sig stressede og pressede. Det er ikke godt for deres trivsel og kan give ondt i hovedet.

Gå ud og leg

Når børn og unge bevæger sig, bliver de naturligt trætte, og en god søvn er vigtig for at undgå hovedpine.

Hvordan ved du, at dit barn har hovedpine?

Det er ikke altid, at mindre børn kan sætte ord på det at have hovedpine. Læge Nina Szomlaiski fra Børne- og Ungeafdelingen på Sygehus Lillebælt Kolding giver her nogle råd om, hvordan man kan se, om ens barn har hovedpine.

  • Det er meget sandsynligt, at barnet har hovedpine, hvis barnet trækker sig, går ind i sengen, trækker gardinerne for, ikke vil have larm i nærheden og heller ikke har lyst til mad.
  • Er der tale om et lille barn, så kan det være tegn på hovedpine, hvis barnet tager sig til hovedet, bliver ked af det og siger ”av”.

Vidste du at ...

  • man har brug for 8-11 timers søvn helt op til 24-årsalderen. Voksne skal gerne have 8 timers søvn. Mindre børn har langt større søvnbehov – et- til treårige op til 14 timer.
  • På sundhed.dk kan du læse mere om børn og søvn.
  • I USA har man lavet et forsøg med børn, søvn og præstationsevne. En gruppe 6. klasser kom en time senere i seng igennem en måned. Det betød, at de præsterede på 4. klasses-niveau – altså et fald på hele to klassetrin efter to måneder, hvor de ikke havde fået den søvn, de skulle have.
APPFWU02V