Skip til primært indhold

Fem minutters ultralyd i stedet for timelang scanning

På Øre-Næse-Halsafdelingen på Odense Universitetshospital sparer de patienter med en forstørret biskjoldbruskkirtel for en hel dag på sygehuset, og samtidig undgår patienterne radioaktiv bestråling. Nu kan patienterne i mange tilfælde nøjes med at blive ultralydsscannet i fem minutter.

Kvindelig læge scanner patient på halsen.

Sanne Høxbroe Michaelsens ph.d.-projekt har resulteret i, at patienter med forstørret biskjoldbruskkirtel i langt de fleste tilfælde kan nøjes med at blive scannet i fem minutter i stedet for en timelang scanning.

Ville du helst ligge bumstille i en stor scanner i over en time eller undersøges i cirka fem minutter med en ultralydsscanning?

Svaret giver næsten sig selv, og helt konkret er de patienter på Øre-Næse-Halsafdelingen på OUH, som har en syg biskjoldbruskkirtel, meget glade for kun at skulle scannes i fem minutter.

Ud fra en blodprøve ved man, at patienten er syg, og så skal øre-næse-halslægerne finde ud af, hvilke af deres fire biskjoldbruskkirtler der er blevet hyperaktive og har vokset sig for store og skal fjernes.

Kirurgerne har brug for præcise scanningsbilleder, fordi placeringen af den syge kirtel, der skal fjernes, varierer fra patient til patient. Det har indtil nu krævet en omfattende og langvarig undersøgelse, hvor patienten blev scannet i over en time, fik radioaktiv kontrast sprøjtet ind i blodet og ikke måtte bevæge sig i scanneren. Derefter skulle man vente på, at scanningen blev beskrevet, inden patienten på en separat dag kunne komme op til kirurgerne på Øre-Næse-Halsafdelingen, så de kunne planlægge operationen.

- Når patienterne kommer til os, ultralydsscanner vi deres hals. Det tager cirka et par minutter, og vi kan i mange tilfælde hurtigt se den syge kirtel, forklarer læge og ph.d.-studerende Sanne Høxbroe Michaelsen.

Træls og langvarig scanning

Hun og hendes kolleger oplevede, at når de sagde ”du har jo fået lavet en scanning af halsen” til patienterne, så svarede patienterne ofte ”ja, er du gal, jeg har fået lavet en scanning af halsen,” fordi de syntes, den var træls og langvarig.

- Det gav os lyst til at undersøge, om vi kunne undvære den her langvarige radioaktive scanning og bare lave ultralyd i stedet for, forklarer Sanne Høxbroe Michaelsen og fortsætter:

- Det har vi så undersøgt på afdelingen på 172 patienter, og vi fandt ud af, at ultralydsscanningen fint kan måle sig med den lange scanning.

Sparer patienten for en hel dag på sygehuset

Så kort sagt er de gået fra at lave en langvarig scanning, hvor patienten skulle ligge stille i et åbent rør og fik radioaktiv bestråling, til at lave en ultralydsscanning, som tager få minutter og på ingen måde er ubehagelig for patienten.

- Det sparer patienten for en hel dag på sygehuset, og så undgår patienten også den radioaktive bestråling. Vi sparer speciallægetid. Så det er win-win for alle, siger Sanne Høxbroe Michaelsen.

For år tilbage var ultralydsmaskinerne ikke lige så gode. Det var det noget grynet noget, lægerne så på skærmen, og det, de kigger efter, er noget, der er så småt som cirka 5 millimeter og så vokser sig større, alt efter hvor syg man er. Det er først inden for de seneste par år, at ultralydsscannerne er blevet så gode, at man ofte kan se de syge kirtler.

Hvis ultralyden ikke er nok, kan lægerne fortsat supplere med en radioaktiv scanning.  

Fakta om forstørret biskjoldbruskkirtel

I Danmark bliver cirka 900 patienter om året opereret for en forstørret biskjoldbruskkirtel.

En forstørret biskjoldbruskkirtel får mængden af kalk i blodet til at løbe løbsk, og uden behandling giver det et hav af forskellige symptomer, bl.a. knogleskørhed, nyreforkalkning og nyresten.

Op til 300 patienter med en forstørret biskjoldbruskkirtel opereres hvert år af specialister på Odense Universitetshospital.

APPFWU01V