Skip til primært indhold

Behandling af rygsmerter

Hvad skal der til for at få rygsmerterne til at få væk? Og er det overhovedet muligt?

Mange oplever, at når først de har haft ondt i ryggen én gang, så vender smerterne tilbage igen og igen. I nogle tilfælde ender smerterne med at påvirke hverdagen i så høj grad, at de ikke længere kan leve det liv, de gerne vil.

Tidligere var det helt normalt, at mennesker med ondt i ryggen blev røntgenfotograferet eller scannet for at finde ud af, hvad der var galt med ryggen.

I dag ved man, at det i langt de fleste tilfælde ikke er muligt at se forskel på en ryg, der gør ondt, og én, der ikke gør. Røntgenbilleder eller scanninger gør med andre ord ikke fagfolkene klogere på, hvad der skal til for at fjerne smerterne.

Til gengæld ved man nu, at de tilbagevendende smerter kan stamme fra et overbelastet nervesystem.

Behandlingstilbud

Noget af det vigtigste man kan gøre, når man har tilbagevendende rygsmerter, er at forblive aktiv og forsøge at dæmpe bekymringerne for smerterne, for bekymringer kan være med til at forstærke smerterne.

Læs mere om, hvad du selv kan gøre ved rygsmerter.

Derudover er der forskellige mulige behandlingstilbud:

Behandling hos kiropraktor eller fysioterapeut

Manuel behandling som for eksempel mobilisering, manipulation og massage hos en kiropraktor eller fysioterapeut kan reducere smerterne og gør dig mere mobil.

Behandleren kan samtidig give dig relevante fysiske øvelser, som du kan gennemføre hjemme, samt råd og vejledning til, hvordan du bedst muligt holder dig i gang og undgår, at smerterne blusser op igen.

Udredning og behandling på sygehuset

Hvis din praktiserende læge eller en anden behandler vurdere, at der kan være andet galt med din ryg end muskelsmerter, så får du en henvisning til regionens rygcenter. Her vil en læge, kiropraktor eller videreuddannet fysioterapeut lave en forundersøgelse, der skal afgøre, om du skal udredes nærmere.

Jeg har slidgigt i ryggen, er det alvorligt?

Det er helt normalt at have slidgigt i ryggen eller en diskusprolaps. Også hos folk, der ikke har ondt i ryggen. Hør tidligere cheflæge på Rygcenter Syddanmark Jakob Blaabjerg Espesen fortælle, hvorfor scanning af ryggen for det meste ikke giver mening.  

APPFWU01V