Skip til primært indhold

Sådan forebygger du stress

Du kan selv gøre meget for at forebygge langvarig stress - både i privatlivet og på arbejde. Her får du en række gode råd til at forebygge stress.

Sådan forebygger du stress

Hvad sker der, når man bliver stresset?  

Under en akut stressreaktion sættes kroppen øjeblikkeligt i alarmberedskab og gør klar til kamp eller flugt. Hormonet adrenalin frigives i store mængder, og det medfører, at blodtrykket og hjertefrekvensen stiger, og musklerne gør sig klar til at yde det optimale.

Også hormonet kortisol udskilles i en stresstilstand. Kortisol gør blandt andet, at man kan vågne om morgenen og falde i søvn om aftenen og gør kroppen i stand til at bekæmpe infektioner.

Hvis man igennem længere tid har et forhøjet adrenalin- og kortisolniveau, svækkes immunforsvaret, samtidig med at den høje puls og det stigende blodtryk øger risikoen for åreforkalkning og blodpropper. Ophobet kortisol reducerer også evne til at huske, fordi bestemte områder i hjernen skrumper.

Når kroppen for en tid udskiller ekstraordinært meget adrenalin og kortisol, er det vigtigt, at det overskydende hormon omdannes i hjernen ved for eksempel hvile, motion og pauser.

(Kilde: Psykiatrifonden)

Forebyg stress

Du kan gøre meget for at forebygge langvarig stress – både i privatlivet og på arbejde.

Forebyg stress i dit privatliv

  • Indret dit liv, så dine ambitioner er realistiske. Lav fx en plan for, hvad du skal nå i løbet af dagen, og husk at indlægge pauser, der kan give ny energi.
  • Brug fritiden på noget, der giver dig glæde. Det kan fx være en hobby, at lege med dine børn eller at gå en tur.
  • Sørg for at få motion ofte.
  • Få gode og stabile søvnvaner.
  • Overvej, om du kan have glæde af meditation eller afspænding. Det kan for nogle give en indre ro.
  • Brug tid med dine venner og familie.
  • Prioriter det, som er vigtigt for dig, og lad dig ikke gå på af mindre vigtige fejl og ærgrelser.
  • Øv dig i at sige nej, sige fra og sige pyt!

Forebyg stress på dit arbejde

  • Planlæg og strukturer din dag med luft til det uventede. Det kan give ro at skrive det ned, så du ikke skal have det hele oppe i hovedet. Læg også en plan for, hvad du vil nå på længere sigt.
  • Prioriter dine opgaver og sig fra, hvis du ikke har den nødvendige faglige viden eller tid til det.
  • Plej dit netværk på arbejdet og brug kolleger som en støtte.
  • Hold pauser og brug også tiden til at tale med kolleger om andet end arbejde.
  • Fokuser på det, du nåede, frem for det, du ikke nåede.
  • Sørg for, at du kan tale med din leder og få tilrettelagt arbejdet, så det ikke stresser dig. Få afstemt jeres forventninger til hinanden.
  • Tal evt. med din tillids- eller sikkerhedsrepræsentant. De har ofte værktøjer, der kan hjælpe dig.

(Kilde: sundhed.dk)

 

APPFWU01V