For Emma Pram var højskoleopholdet ikke kun en stor oplevelse i sig selv. Opholdet markerede i høj grad også, hvor langt hun er kommet i behandlingen af sin spiseforstyrrelse. For her fik hun mulighed for at være kreativ og bruge sin hjerne til ting, som ganske enkelt ikke var muligt tidligere, fortæller hun:

- Jeg elsker at være kreativ. Det er også den måde, jeg får tankerne over på noget andet i stedet for kun at tænke på spisning. Da jeg var indlagt, var jeg slet ikke et sted, hvor jeg kunne det. Og jeg kunne slet ikke tage på højskole. Der handlede det bare om at overleve. Så det er virkelig stort, at jeg er nået hertil. 

Et par kilo blev til livsfare 

Spiseforstyrrelsen begyndte for Emma i 8. klasse. Hun gik i en sportsklasse, hvor der var stort fokus på kroppen, og hvor hun oplevede, at man blev målt og vejet ud fra sit udseende. Da hendes krop naturligt begyndte at ændre sig og få former, blev det for meget:

- Det, synes jeg, var svært at være i, og så tænkte jeg, ”ej du kan bare lige tabe dig, måske bare lige to kilo-agtigt”. Og så tog det ligesom bare overhånd. Jeg tænkte hele tiden, at hvis jeg ikke spiste så meget til det her måltid, så kunne jeg spise mere til næste måltid. Men det måltid, hvor man kunne spise mere, det kom bare aldrig.

Manglende næring og hård motion tærede på kroppen, og Emma måtte blandt andet opgive at dyrke gymnastik, som hun ellers plejede at gøre. Hun havde ikke længere styrken til det. I perioder blev det dog bedre, men lidelsen vendte altid tilbage, når hun blev presset: 

- Når der er noget, jeg synes, der har været svært, så har det været nemt at søge tilbage til spisning. For det har jeg følt, at jeg kunne styre. Jeg kunne ikke styre, hvordan en eksamen ville gå. Men jeg kunne styre, hvad jeg spiste.

Da Emma blev student, og skolens strukturerede hverdag var væk, blev spiseforstyrrelsen så alvorlig, at hun blev indlagt. Hun fortæller:

- Det var virkelig godt, at jeg blev indlagt, for ellers havde jeg ikke været her. Det var det, jeg fik at vide. For de kunne ikke finde min puls, da jeg kom ind. Jeg var til stede, men mit hjerte slog så langsomt, at de ikke kunne måle min hjertefrekvens. Så det var lige ved at gå helt galt. 

Det handler om hovedet og ikke om maden

I dag husker Emma ikke meget, fra da hun blev indlagt, bortset fra hvor træt hun var:

- Det er sådan helt sløret for mig, fordi jeg var så langt nede. Jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke løfte dynen, jeg havde nærmest ikke kræfter til at gå, og jeg sov bare hele tiden. Jeg var så udmattet.

Udmattelsen betød, at hun i en periode fik fred for spiseforstyrrelsens tanker. Men som behandlingen med ernæring begyndte at virke, og hun fik kræfterne tilbage, kom tankerne igen.

- Da jeg begyndte at få mere næring til kroppen, begyndte hjernen også at fungere igen, og alle tankerne kom tilbage. Så det var rigtig godt, at jeg var indlagt i så lang tid, som jeg var. For hvis jeg var kommet hjem, lige da det begyndte at gå bedre, så havde det været så nemt at gå tilbage i det gamle spor, fordi jeg ikke kunne overskue tankerne, fortæller Emma.

Hun fortsætter:

- Det er ikke bare det at spise. For hvis det bare handlede om at spise, så havde jeg selvfølgelig gjort det. Men der er så meget i hovedet, der kører rundt, og som er svært at håndtere. 

Indlæggelsen, som varede i flere måneder, blev startskuddet til, at Emma stille og roligt har fået det meget bedre.

Har det rigtig godt, men er stadig ikke rask

Selvom Emma i dag har det væsentligt bedre end tidligere, har hun stor respekt for, at spiseforstyrrelsen stadig hænger ved:

- Jeg er virkelig det bedste sted lige nu, men jeg er stadigvæk ikke rask. Jeg tror, at der altid vil være noget af spiseforstyrrelsen i mig, fordi den har været der i otte år. Men jeg er bare nået til et sted, hvor jeg bedre kan tackle det og håndtere det. 

Emmas familie og venner har været en stor støtte i processen. Hun er især glad for, at hun har kunnet dele de dårlige dage uden omsvøb, så hun ikke skal gå med det hele selv. Hun forklarer:

- Jeg har mange fantastiske mennesker omkring mig, som er gode til at lægge en hånd på min skulder og sige til mig, at det er okay. Og jeg ved, at man har gode og dårlige perioder. Sådan er det bare, og det skal man lære at leve med. Men man kan komme ud på den anden side, og det er jeg sikker på, at jeg nok også skal komme. Jeg er ikke rask, men jeg er godt på vej.

Emma er i dag tilknyttet det udkørende team under Center for Spiseforstyrrelser, som kommer hjem til hende, i stedet for at hun skal møde op på sygehuset til konsultationer. Derudover får hun også hjælp af en psykolog, som har hjulpet hende med redskaber til at tackle spiseforstyrrelsen og finde motivationen til at kæmpe videre.

- Når jeg får lyst til at springe et måltid over, fordi jeg har de her tanker, så hjælper det at vide, hvad det er, jeg kæmper for. Det er for, at jeg kan være sammen med mine veninder og kan have energi til være ung. Jeg vil gerne have energi til at leve og til at opleve verden. 

Nu er drømmen at flytte til København og læse til designteknolog. En drøm, som Emma ved, er realistisk på sigt.