Skip til primært indhold

Organdonoren efterlader sorg, stolthed og liv

Når en organdonor ender med at donere sine organer, sker det ofte på baggrund af et kort, akut sygdomsforløb. De pårørende er fyldt med sorg over at miste deres kære, men overlæge Sune Munthe oplever også, at de efterfølgende bliver fyldt med stolthed over, at personens organer har givet livet videre til andre.

Overlæge Sune Munthe i hvid kittel på Odense Universitetshospital

Overlæge Sune Munthe er en del af det team på Neurokirurgisk Afdeling på OUH. Han opfordrer alle til at tage snakken med sin familie om organdonation.

Det er sorgen, der fylder mest for de efterladte. Sorgen over pludseligt at have mistet en, der stod dem nær, en af deres kære.

Men midt i sorgen dukker der hen ad vejen ofte en anden følelse op hos dem, der er pårørende til en organdonor: Stolthed.

- Når vi har opfølgende samtaler med familierne til en organdonor, så taler vi forløbet igennem. Vi taler også om organerne, der er givet videre, hvor de er kommet hen, og hvordan det er gået modtageren. Man kan se, at den tilbagemelding ofte gør familierne både glade og stolte. Mange siger, at det har givet en lille smule mening for dem alligevel, siger overlæge på Neurokirurgisk Afdeling på OUH Sune Munthe, som er en del af et team, der står til rådighed som en slags konsulenter ved organdonationsforløb.

Ubehagelig beslutning midt i sorgen

Selvom Sune Munthe oplever, at organdonation ofte kan give familien en følelse af stolthed senere hen, så oplever han lige så ofte, at spørgsmålet om organdonation kan være en stor belastning for den familie, der står midt i en tragedie.

- Vi ser ofte tilfælde, hvor en person får en hjerneblødning og ret hurtigt ender med at blive hjernedød. Hvis de ikke selv har tilmeldt sig som organdonor, så står familien i en meget svær situation: De skal håndtere sorgen over pludseligt at have mistet et familiemedlem, men de skal også tage stilling til, om personens organer skal doneres. Hvad ville personen have ønsket? Det kan være en ubehagelig beslutning at tage, hvis man ikke er helt sikker på, hvad den syge eller døende selv ville have valgt, fortæller Sune Munthe.

Klar opfordring: Tag snakken

Hans opfordring er derfor også helt klar: Man skal tage snakken med sine familiemedlemmer. Både de gamle og de unge.

- Hvis man har haft snakken åbent derhjemme, så bliver det nemmere for alle. Døden kan være svær at snakke om, men der er ikke andet for end at åbne munden og tage den snak, der skal til. Tager man snakken nu, så risikerer man ikke at stå i en situation, hvor man skal tage beslutningen for et familiemedlem, der er kommet galt afsted. Så kan man være i den krise uden at skulle bekymre sig om at tage en beslutning, der går imod det, ens kære reelt ville ønske. Alder har ikke noget at sige ved organdonation, så tag snakken både med de unge og de gamle, siger Sune Munthe.

APPFWU02V