"Albina, du har det ikke så godt - jeg ringer 112"
For øjnene af sine kolleger fik Albina Jessen en blodprop i hjernen. Hun mærkede det ikke selv. Hun undrede sig blot over, at kollegaen i telefonen ikke kunne forstå, hvad hun sagde, og at hun ikke kunne styre sin mus.
Mandag den 15. april begynder som en helt almindelig mandag for 60-årige Albina Jessen. Hun møder ind på sit arbejde i en softwarevirksomhed i det centrale Odense.
Efter et møde ringer hun til en kollega, som pludselig siger til hende, at han ikke kan forstå, hvad hun siger. Albina kan huske, at hun tænker, at der må være noget galt med hendes headset.
Hun undrer sig også over, at hun pludselig ikke kan styre sin mus.
- Jeg griber om min mus, men rammer min anden hånd med den, og det er sådan lidt mærkeligt. Jeg tænker slet ikke, at det kan være mit hoved, der er noget galt med. Jeg undrer mig bare over, at der både er noget galt med mit headset og min mus, fortæller Albina Jessen.
Hendes kollega gennem mange år, som sidder lige over for hende, kommer over til Albina og siger ”du har det ikke så godt”.
- Jeg kan huske, at jeg sagde til hende, hvad hun mente med det. Men jeg kunne jo heller ikke se, at mit ansigt hang i den ene side. Det kunne hun og ringede 112.
På intet tidspunkt tænker Albina over, at hun sidder dér en mandag morgen og har fået en blodprop. Men det er præcis dét, hun har.
Nabo til ambulancestationen
Albina kalder det en ”mirakelhistorie”, at hun fik den alvorlige blodprop i hjernen omgivet af sine kolleger, og ikke mindst at deres arbejdsplads ligger nærmest dør om dør med ambulancestationen i Odense.
- Der går kun få minutter, fra mine kolleger har ringet 112, til ambulanceredderne står der. Jeg kan faktisk ikke huske så meget derefter. Kun mine kollegers og ambulancereddernes stemmer, og at det føltes, som om det ikke var mig, der lå der, fortæller Albina.
Lynhurtig operation
Allerede i ambulancen scanner de Albina og giver hende blodfortyndende medicin, mens de ringer til Neurologisk Afdeling på OUH og forbereder dem på, at de er på vej.
- Jeg kan huske, at de siger, at jeg skal opereres, og at jeg siger ja til det, men kun hvis de ringer til min mand først. Det gør de. Så husker jeg ikke mere, før jeg vågner efter operationen, fortæller Albina Jessen.
Som et tegn på, hvor hurtigt det hele er gået, husker Albina, at hun vågner i sit eget tøj efter operationen. Den store blodprop blev fjernet ved den type operation, som kaldes trombektomi, hvor blodproppen suges ud med et kateter, som føres op i hjernen via lysken (læs mere på side 9).
Efter halvandet døgn på sygehuset kommer Albina hjem.
- De testede min motorik ved at bede mig om at lave kaffe. Det kunne jeg gøre uden problemer. Det viser dem, om man kan gøre tingene i den rigtige rækkefølge, og så selvfølgelig om motorikken er på plads, fortæller Albina.
Mentalt medtaget
Albina har været sygemeldt siden blodproppen og har været meget træt. Men ellers har hun ikke nogen fysiske mén efter blodproppen, udover at hendes stemme er lavere og mere hæs, end den plejer at være. Hun skal i gang med et genoptræningsforløb, hvor der også er tilknyttet en talepædagog, som hun håber kan hjælpe hende med at få styr på stemmen. For som det er nu, anstrenger hun sig meget for at tale.
Albina er vant til at træne flere gange om ugen og holde sig i form, men hun er i tvivl om, hvor meget hun må belaste sin krop, så hun ser frem til at komme i gang med at træne under kontrollerede forhold i genoptræningscentret, hvor der også er en fysioterapeut.
Tager den med ro derhjemme
Men psykisk er Albina stadig temmelig medtaget, og angsten for, om det kan ske igen, fylder meget.
- Jeg går og venter på, at jeg skal have undersøgt mit hjerte. Lægerne mistænker, at jeg har en defekt på en hjerteklap, og at det måske er årsagen til blodproppen, forklarer Albina.
Tankerne kredser meget om, hvor heldig hun var, at hun var omgivet af sine kollegaer, da hun fik blodproppen. Men også om, hvordan det ville være gået, hvis hun havde arbejdet hjemme, som hun faktisk havde overvejet den mandag, fordi hun havde haft noget hjertebanken i dagene op til.
- Jeg er da selvfølgelig bekymret. Jeg må ikke køre bil i tre måneder, fordi jeg får blodfortyndende medicin. Så jeg tager den med ro herhjemme og er også begyndt at cykle nogle små ture, men ellers har jeg aflyst alt, hvad vi havde af planer, fortæller Albina.
Reagér på symptomer
Taknemmeligheden over for sine kolleger, ambulanceredderne og lægerne fylder meget hos Albina. Hun føler sig heldig. For det var en stor blodprop, som kunne havde fået meget værre følger for hende.
Natten til den mandag, hvor Albina fik en blodprop, var hun vågnet med hjertebanken og havde svært ved at trække vejret. Hun satte sig ned i stuen, fordi hun ikke ville vække sin mand.
- Jeg sad et stykke tid, og så gik det over igen. Men jeg var da lidt urolig og begyndte at læse på nettet, hvad det kunne være tegn på, fortæller Albina.
Men hun ringede ikke til lægen. I stedet bestilte hun en tid online til om fredagen. Og så tog hun på arbejde.
- Jeg skal lære at lytte bedre til min krop og mine symptomer. Det har jeg da lært af det her. Man skal ikke bare vente på, at det går over, men reagere med det samme, understreger Albina.