HPV-hjemmetest
Sammen med 2. påmindelse om screening kan du vælge mellem at få taget prøven ved din egen læge eller at bestille et HPV-prøvesæt, så du kan tage prøven derhjemme. Du får link til bestilling tilsendt sammen med 2. påmindelse.
Om HPV-hjemmetest
En HPV-hjemmetest er lige så god til at teste for HPV som en test taget hos egen læge.
Når laboratoriet har undersøgt din HPV-hjemmetest, får du svar inden for 10 dage, efter vi har modtaget testen. Du får dit svar tilsendt i mit.dk eller e-Boks. Du kan også læse svaret på sundhed.dk, og vi sender yderligere en kopi af svaret til din egen læge. Har du ikke mulighed for at læse svaret elektronisk, sender vi det til dig per brev.
Hvis din test er negativ for HPV, skal du ikke gøre yderligere. Du bliver inviteret til screening for livmoderhalskræft efter 3 år, hvis du er mellem 23 og 49 eller efter 5 år, hvis du er mellem 50 og 64.
Viser testen, at du er smittet med HPV, anbefaler vi en opfølgende undersøgelse hos egen læge.
Sådan tager du en HPV-hjemmetest
En HPV-hjemmetest består af en lille blød plastikbørste, der minder om en tampon med indføringshylster. Med børsten udtages cellemateriale fra slimhinden i livmoderhalsen. Dette cellemateriale bliver analyseret for HPV. Børsten er let og enkel at bruge, og analysen viser med stor sikkerhed, om du har en HPV-infektion eller ej.
Vær opmærksom på, at børsten kun må bruges én gang, da genbrug kan medføre infektioner og/eller forkerte diagnoser.
Undgå andre vaginalprodukter i mindst 2 dage før brug af HPV-hjemmetesten. Præventionsmidler og vandbaseret glidecreme må bruges som normalt.
Videovejledning til at foretage en HPV-hjemmetest (video fra Region Hovedstaden)
Kort om HPV og livmoderhalskræft
- Hvert år får cirka 15.000 danske kvinder konstateret celleforandringer, og hvert år får 300 danske kvinder livmoderhalskræft – mere end halvdelen er under 50 år.
- Livmoderhalskræft skyldes Human Papillomavirus (HPV).
- Næsten alle seksuelt aktive har været smittet med HPV en eller flere gange.
- Hos de fleste forsvinder infektionen af sig selv, men hos nogle få bliver infektionen kronisk. Kvinder med en kronisk HPV infektion har øget risiko for at udvikle forstadier til livmoderhalskræft eller i værste fald livmoderhalskræft.
- HPV giver ikke symptomer. Det er derfor vigtigt at blive testet.
- Det er ikke muligt at behandle en HPV-infektion, men man kan behandle forstadier til livmoderhalskræft.
- Med regelmæssig screening kan man opdage forstadierne tidligt, før de bliver til kræft.
- Regelmæssig screening nedsætter risikoen for livmoderhalskræft med op til 80 %.
- Det er vigtigt at blive screenet, selvom du er HPV-vaccineret, da vaccinen ikke dækker alle de HPV-typer, som kan give livmoderhalskræft.
Sådan får du svar på HPV-hjemmetest
- Log ind på sundhed.dk med MitID.
- Vælg rubrikken "Sundhedsjournalen" og derefter vælg "Laboratoriesvar".
- Under "Patologisvar", som står på midten af siden til venstre, vælges "Vis alle svar".
- Nu vises en liste over alle dine patologisvar.
- Vælg den dato, der stemmer overens med dit seneste patologisvar og tryk dette svar.
- Svaret på din prøve vil nu vises.
Har du ikke mulighed for at læse svaret elektronisk, sender vi det til dig per brev.
Ofte stillede spørgsmål
HPV-hjemmetesten kan du tage i dit eget hjem. Undersøgelsen hos din læge kræver en gynækologisk undersøgelse, hvor der tages et celleskrab. Celleskrabet undersøges for celleforandringer og i nogle tilfælde også for HPV, hvorimod HPV-hjemmetesten kun analyseres for, om du har HPV.
Viser en HPV-hjemmetest at du har HPV, anbefaler vi dig at få taget en ny prøve hos din læge. Er HPV hjemmetesten negativ, bliver du indkaldt til screening igen om 3 år hvis du er mellem 23 og 49 år eller om 5 år hvis du er mellem 50 og 64 år.
Ja, en HPV-hjemmetest er ligeså sikker som en prøve taget af lægen.
Det er forskelligt, hvordan kvinder oplever at bruge en HPV hjemmetest. For nogle kan det virke ubehageligt.
Ja, HPV-vaccinen dækker kun nogle af de HPV-typer, der giver øget risiko for livmoderhalskræft. Det er derfor vigtigt at følge de regelmæssige screeningsundersøgelser, selvom du er vaccineret.
Hvis testen viser, at du har HPV, anbefaler vi, at du bliver undersøgt for celleforandringer. Hvordan og hvornår skal du aftale i samråd med din læge. I de fleste tilfælde vil HPV ikke medføre celleforandringer.
Det er bedst at vente, til menstruationen er overstået.
Nej, vi foreslår, at du venter mindst 4 uger efter afsluttet graviditet, før du tager HPV-hjemmetesten.
Børsten indeholder en lille chip, som vi har registret til dig. Dermed ved vi, at det er din børste, når du sender den retur til os.
Har du spørgsmål
Borgere på Fyn og Trekantsområdet
Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus, Klinisk Patologi, tlf. 79 40 65 81, alle hverdage kl. 8-15.
Borgere i Sønderjylland og Sydvestjylland
Esbjerg og Grindsted Sygehus, Esbjerg, Klinisk Patologisk Anatomi, tlf. 79 18 27 25, alle hverdage kl. 8-15.