Skip til primært indhold

FAKTA om øjensygdomme

Hvordan ved man, om man har fået en blodprop i øjet? Hvad er grøn stær? Er blåbær gode for øjnene?

Blodprop i øjet

Hvordan kan man vide, om man har fået en blodprop i øjet? Ofte er det smertefrit og uden andre symptomer, end at man pludselig ser dårligt, enten i hele øjet eller i en del af øjet. Måske vågner man om morgenen og oplever, at man ser meget dårligt på det ene øje. Det skal man ikke acceptere, men søge læge.

Det, man kan gøre for at forebygge blodprop i øjet, er det samme, som man kan gøre for at minimere risikoen for blodpropper i hjertet. Hav et godt blodtryk, få kolesteroltallet under kontrol, og har du sukkersyge, så sørg for, at den er velreguleret. Har du forhøjet tryk i øjet, så få det under kontrol.

Hvis man har haft en blodprop i øjet, er et blodkar stoppet til. Det betyder, at synsnerverne mangler ilt, og det skader nethinden. Hvis nethinden kun er delvist skadet, kan der gives indsprøjtninger i øjet, og så kan man næsten få sit syn igen. Det er vigtigt at komme til læge, hvis man har mistanke om en blodprop i øjet, så skaderne kan minimeres.

Grøn stær er arveligt

Grøn stær er en fremadskridende skade på synsnerven, som ofte skyldes et forhøjet tryk inde i øjet. Hvis grøn stær får lov at udvikle sig, får man en svær øjenskade. Men bliver det opdaget i tide, kan lægerne få trykket i øjet ned og bremse udviklingen. Det er altså ekstremt vigtigt at komme i behandling i tide. 

Grøn stær er arveligt, så har man en mor, far eller søskende, som har grøn stær, bør man blive tjekket, inden man fylder 50 år. Man kan også ligge i risikogruppen, hvis man har for lavt blodtryk. For når trykket i øjet er højt, kan det være svært for det lave blodtryk at få blod nok til øjet og synsnerven.

Tjek for symptomer

Grøn stær kommer snigende. Synsfeltet bliver mindre og mindre og lukker til sidst helt af. Man kan tjekke, om man har et godt syn i periferien – udkanten af synsfeltet – ved at tage armene ud til siden. Selvom man kigger ligeud, skal man helst kunne se sine arme. Et tidligt symptom på grøn stær kan også være, at dit nattesyn bliver dårligere.

Har du grøn stær i et tidligt stadie, skal du have øjendråber, som sænker trykket i dit øje. De dråber, der findes i dag, er ekstremt effektive. Så langt de fleste med grøn stær undgår at blive blinde. Grøn stær og grå stær har ikke noget med hinanden at gøre. Grå stær er uklarheder i øjets linse.

Blåbær mod øjensygdom

Blåbær indeholder nogle stoffer, som er gode for øjnene og kan beskytte mod øjensygdommen AMD, som flere og flere lider af. Men, fortæller overlæge Nikolaj Bjerrum, de mængder af det beskyttende stof, man kan få ved at spise blåbær, vil formentlig ikke være nok til at beskytte mod AMD. Derfor køber mange et kosttilskud med blåbær. Men inden man starter på det, anbefaler Nikolaj Bjerrum, at man får øjnene undersøgt hos en øjenlæge. Lægen kan se, om man kan have gavn af det. Det er svært selv at vurdere.

Smør solcreme på øjenlågene og undgå hudkræft

Hudkræft er et stigende problem generelt, og antallet af patienter med hudkræft på øjenlågene er stærkt stigende. Det opereres der for på Sygehus Lillebælt i Vejle, og der er tale om meget komplicerede operationer. Først skal canceren fjernes, så skal øjenlåget genskabes, så øjet kan åbnes og lukkes. Måske skal tårekanaler genetableres. Og resultatet skal være kosmetisk acceptabelt for patienten, fordi øjnene er så centrale for udseendet.

Det er meget vigtigt, at man smører sig på øjenlågene med solcreme med høj solfaktor – over 30, understreger overlæge Nikolaj Bjerrum. En bredskygget hat eller store solbriller kan også give beskyttelse mod solen på øjenlågene.

APPFWU02V