LUP - landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser
Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) er et redskab til at følge og forbedre den patientoplevede kvalitet af sundhedsvæsenet. LUP gennemføres på vegne af de fem regioner i Danmark. På siden her kan du læse mere om undersøgelsen.
Patienter og pårørende oplever hver dag alle sider af sundhedsvæsenet. Et udvalg af patienter får mulighed for at dele deres oplevelser, når de efter kontakt med sundhedsvæsenet får tilsendt et LUP-spørgeskema. Den viden, der kommer ud af undersøgelsen, bliver brugt til at skabe endnu bedre patientforløb.
Dine svar kommer andre til gode
Besvarelserne fra patienter og pårørende samles løbende og viderebringes til det relevante sygehus. Sygehusene bruger svaret til at forbedre forhold og arbejdsgange på sygehusafdelingerne, så patienterne i sidste ende får en bedre oplevelse.
Jo flere, der besvarer LUP-spørgeskemaet, des bedre kan sygehusene bruge besvarelserne, da mange svar kan tegne et mere retvisende billede af den samlede patientoplevede kvalitet.
Sådan bruger vi svarene
Det er forskelligt, hvordan afdelingerne konkret bruger den viden, der kommer ud af undersøgelsen.
Det kan afhænge af, hvorvidt det handler om kommunikationen med patienten, inddragelse af pårørende eller noget helt tredje.
Overordnet set handler det om at forbedre kvaliteten på de områder, som patienter og pårørende har udpeget gennem deres spørgeskemabesvarelser.
Et eksempel kan være, at patienterne på én afdeling angiver et ønske om, at de i højere grad bliver inddraget i beslutninger om egen behandling. Afdelingen kan dermed bringe denne viden op og se på, hvordan man kan imødekomme dette ønske.
Læs undersøgelsesrapporterne
Hvis du har lyst til at læse mere om LUP-undersøgelsen og den viden der kommer ud af alle spørgeskemabesvarelserne, kan du selv dykke ned i LUP-rapporterne.
Du kan finde LUP-rapporterne ved Center for Patientinddragelse under Region Hovedstaden.