Skip til primært indhold

Behandling bag skærmen har god effekt

Digitale behandlingstilbud til mennesker med angst og depression i let eller moderat grad vinder hastigt frem både i Danmark og i udlandet. Det sker i takt med, at flere får psykiske lidelser samtidig med, at ventelisterne til behandling hos de praktiserende psykologer er stigende.

Marie Paldam er centerchef i Center for Digital Psykiatri, som ligger i Odense. Få hendes svar på tre spørgsmål om internetpsykiatriens digitale behandling.

Hvilke fordele er der ved digital behandling?

Du får som udgangspunkt den samme behandling hos os i Center for Digital Psykiatri, som du får hos en privatpraktiserende psykolog, da begge tilbud har udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi. Det særlige ved internetpsykiatri er, at det foregår digitalt.  

Én af fordelene ved digital behandling er, at behandlingen er gratis og let tilgængelig. Ventetiden hos de praktiserende psykologer er en udfordring lige nu, og derfor er den digitale behandling et rigtig godt supplerende behandlingstilbud. s

Og så er det en fleksibel behandlingsform, hvor man kan arbejde med sin behandling hvor som helst og når som helst, da det foregår hjemme bag skærmen eller dér, hvor man nu er.

Virker digital behandling lige så godt som fysisk behandling?

Forskning viser, at digital behandling har samme effekt på psykiske symptomer som traditionel samtalebehandling, og at tilfredsheden med de to former for behandling er lige stor.

Udbyttet for patienten er altså det samme, men der bruges færre psykologtimer til digital behandling, da en stor del af behandlingen foregår ved, at patienten selv følger et digitalt behandlingsprogram. Derfor rækker vores ressourcer længere, og vi kan behandle flere patienter. Det er afgørende, når vi står i en situation i Danmark, hvor vi har flere og flere med psykiske lidelser og samtidig mangler behandlere.

Når det er sagt, så ser vi et højere frafald ved digital behandling end ved klassisk samtalebehandling. Digital behandling kræver, at man er motiveret for behandling og klar på at være meget aktiv selv. Samtidig kan det være svært for nogle ikke at skulle møde frem til en fast aftale med sin psykolog. Det er med andre ord ikke det rigtige behandlingstilbud til alle.

Hvordan vil digital behandling udvikle sig i de kommende år?

I Center for Digital Psykiatri vil vi gerne udvikle behandlingstilbud, som er meget mere målrettet brugerens symptomer, livssituation og alder. Og vi kunne godt tænke os at bruge kunstig intelligens til at vurdere, hvad den enkelte har brug for.  

Jeg håber også, at vi i Danmark bliver bedre til at tilbyde en kombination af digital og fysisk behandling. For det er forskelligt, hvad folk fungerer bedst med – nogle er glade for digital behandling, andre for fysisk behandling og andre igen har gavn af et forløb, der kombinerer digital behandling med fysisk fremmøde.

I lande som Sverige, Norge, Finland, Australien og Canada er man langt fremme med online behandling. Der er en rivende udvikling på området, som vi lærer meget af. I de lande er digital behandling for eksempel en integreret del af sundhedsvæsenet – så langt er vi endnu ikke i Danmark.

Maria Paldam har som centerchef blandt andet til opgave at sikre, at centrets digitale behandlingstilbud kommer flest muligt til gavn.

Hvad er Internetpsykiatrien? 

Internetpsykiatrien er en landsdækkende digital psykologklinik, som drives af Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark.

Internetpsykiatrien tilbyder gratis digital behandling til voksne med angstlidelser eller let til moderat depression.

Ventetiden i Internetpsykiatrien er højst 30 dage.

Fordele ved behandling i internetpsykiatrien

  • Behandlingen er gratis.
  • Du skal ikke have en henvisning fra din egen læge og kan starte behandling inden for 30 dage.
  • Du får behandling hjemme i trygge rammer.
  • Din behandling kan tilpasses din dagligdag – du kan arbejde med din behandling, når det passer dig bedst.

En stor pose penge til Internetpsykiatrien

Fra 2024 og frem har regeringen afsat 20 mio. kr. om året på Finansloven til drift og udvikling af Internetpsykiatrien for voksne med let til moderat depression og angst.

Det betyder, at tilbuddet de kommende år kan hjælpe flere patienter – ambitionen er at kunne hjælpe cirka 7.500 patienter om året.

Hvad er angst?

Angst er en naturlig følelse ligesom vrede, jalousi, glæde og andre følelser. Men for nogle løber angsten løbsk og udvikler sig til en sygdom.  

Angst er en naturlig reaktion på noget, der føles farligt. Angsten sikrer, at man reagerer hurtigt og instinktivt, og at man for eksempel flygter eller forsvarer sig, når man føler sig truet. Men nogle oplever angst i situationer, der ikke burde udløse angst – for eksempel hverdagssituationer som at købe ind eller tage med toget. Her er angstreaktionen ude af proportion med den reelle fare.  

Ved generaliseret angst er angsten til stede mere eller mindre hele tiden, men med svingninger i intensiteten. Den kan også opstå som et lyn fra en klar himmel som ved panikangst.

Kilde: Psykiatrifonden

Så udbredt er angst og depression

Angst og depression er blandt de mest udbredte psykiske lidelser i Danmark.​

13 % af danske mænd og 19 % af danske kvinder har risiko for at udvikle angst i løbet af livet.
10 % af danske mænd og 16 % af danske kvinder har risiko for at udvikle en depression i løbet af livet.
Kilde: Psykiatrifonden

Forskellige typer angst rammer børn og unge

1 ud af 10 børn og unge har behandlingskrævende angst. Der findes flere former for angst:

  • Angst for at blive adskilt fra mor og far (separationsangst)
  • Angst for sociale situationer (social angst)
  • Vedvarende ængstelighed og bekymring, som præger hele hverdagen (generaliseret angst)
  • Angst for bestemte ting og situationer (fobier)
  • Stærk angst, som kommer i anfald (panikangst)
APPFWU01V