Skip til primært indhold

”Der må være sket en fejl”

Da Thea Iversen fik at vide, at hun havde skrumpelever, var hendes første tanke, at der måtte være sket en fejl, for hun havde jo aldrig drukket ret meget alkohol. Det viste sig, at en autoimmun sygdom var årsag til leverskaden.

Thea Iversen er leversyg på 10. år. I dag lever hun fint med sin sygdom, selvom trætheden kræver adskillige lure hver dag.

Det kom som noget af en overraskelse for 74-årige Thea Iversen, da hun for 10 år siden fik at vide, at hun havde skrumpelever. Hun havde søgt læge, fordi hun i en periode havde haft svært ved at spise – hun kastede op og havde tabt sig en del.

En blodprøve afslørede, at det var leveren, den var gal med, og på sygehuset fortalte de Thea, at hun havde levercirrose – også kaldet skrumpelever.  

- Min første tanke var, at der måtte være sket en fejl. For jeg har altid haft opfattelsen af, at skrumpelever var noget, man fik, når man var alkoholiker, lyder det fra Thea.

- Jeg har da drukket lidt vin og øl, når vi havde gæster, og et enkelt glas vin fredag aften, men jeg har aldrig haft et alkoholmisbrug, fortæller hun.

På sygehuset fik Thea at vide, at der kan være mange andre årsager til skrumpelever end alkohol – blandt andet en usund livsstil med fed mad eller, som i Theas tilfælde, en autoimmun sygdom, som er endt med at skade leveren. Den autoimmune sygdom er også årsagen til, at Thea nogle år senere fik konstateret leddegigt, og at hun har lungesygdommen cystisk fibrose.  

Psyken og hukommelsen var påvirket

Årsagen til, at Thea i første omgang kastede op og tabte sig, var væske i bughulen, som trykkede på de indre organer og gjorde det svært at spise. Det kan opstå, når leveren ikke fungerer, som den skal.

Da bughulen blev tømt, og Thea fik antibiotika – der var nemlig også gået betændelse i væsken – fik hun det meget bedre. Hun var dog stadig svækket af sygdomsforløbet:

- Jeg havde svært ved at komme i gang med at spise igen og måtte have hjælp af en diætist. Jeg havde også mistet en del muskelmasse og var virkelig udmattet, så jeg kunne ikke gå særlig langt. Men jeg gik så langt, jeg kunne, og så lagde jeg hele tiden lidt ekstra på, fortæller hun.

Thea oplevede også, at hendes psyke og hukommelse var præget. Psyken nok mest fordi hun var rystet over diagnosen, mens den svigtende hukommelse og koncentration var en følge af leversygdommen.

- Det med at huske kunne godt glippe lidt ind imellem, og jeg havde svært ved at læse en bog, fordi jeg hele tiden glemte, hvad jeg lige havde læst. Jeg havde også svært ved at holde styr på alting. Det irriterede mig, så jeg lavede nogle kasser inde i hovedet og opdelte mine tanker i dem. Så kunne jeg tage en kasse frem ad gangen og arbejde med den. Det hjalp mig, fortælle Thea.

Hun gik i gang med at løse sudoku og kryds og tværs og begyndte at cykle og motionere, så meget hun kunne. Det hjalp både på hukommelsen og humøret.

Thea har valgt at se positivt på livet

I dag er der ro på Theas leversygdom. Hun får medicin for sin leddegigt, og det har betydet, at der ikke er sket yderligere skader på leveren.

Hendes levercirrose blev opdaget så tidligt, at der stadig er raskt væv tilbage i Theas lever, som kan klare de funktioner, kroppen har brug for. Derfor mærker Thea ikke så meget til sin sygdom, ud over at hun er meget træt og sagtens kan tage to-tre lure hver dag.

Hun må også erkende, at kræfterne ikke rækker så langt som tidligere. Derfor har hendes mand overtaget støvsugningen og trappevasken.

For at skåne den syge lever har Thea valgt ikke at drikke alkohol længere – ikke en gang et glas champagne nytårsaften. Og så forsøger hun i det hele taget at se positivt på livet, for hun synes ikke, at der kommer noget godt ud af hele tiden at brokke sig:

- Jeg har jo en god tilværelse, når jeg får den rette behandling, lyder det fra Thea.

Fakta

Vær opmærksom på disse symptomer:

  • Træthed
  • Manglende appetit eller ubehag/smerter i maven
  • Vægttab
  • Ophobning af væske i maven
  • Gulsot (huden og øjnene bliver gule af galdestoffer)
  • Spis sundt og varieret
  • Drik mindre alkohol og ikke mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler
  • Drik mere kaffe – flere studier viser, at kaffe formentlig beskytter mod både skrumpelever og leverkræft
  • Dyrk motion regelmæssigt
APPFWU01V