Det står rigtig godt til med kræftforskningen i Region Syddanmark
Koncerndirektør Kurt Espersen fortæller, hvordan det står til med kræftforskningen i Region Syddanmark.
Jeg tror, patienterne vil se ind i, at de både nu og også om 5-10 år får den bedste behandling på kræftområdet, som både vil sikre bedre liv og bedre overlevelse. Regionens sygehuse står på skuldrene af flere ambitiøse forskningsstrategier, hvor kræftområdet altid har spillet en stor rolle.
Sidste år vedtog regionsrådet en ny, ambitiøs forskningsstrategi, som alle vores sygehuse bidrager til, at vi når i mål med. Vi ved, at dér, hvor der forskes, tilbydes også den nyeste, bedste og mest opdaterede behandling. Det er til gavn for vores patienter, så de kan få den bedste behandling hurtigst muligt.
Forskningsstrategierne er med til at udvikle stærke forskningsmiljøer, som betyder, at vi på flere områder er med på højeste internationale niveau. Det giver fordele til bl.a. at søge EU-midler og få store beløb til projekter på kræftområdet. Projekter, som bringer udvikling af udredning og behandling af vores patienter på internationalt niveau.
Samarbejde er vigtigt
Vi opfordrer alle vores sygehuse til at samarbejde om patientbehandling og forskning. Det har ført til en del internationale spydspidsforskningsmiljøer, herunder også talrige forskningsexcellence-centre, som er centre, der laver forskning, som sørger for, at patienterne får behandling på allerhøjeste niveau. Her er regionens største sygehus, Odense Universitetshospital, den største bidragsyder.
Samarbejde på tværs af enheder og sygehuse fører i sig selv til mere forskning. Det betyder derfor, at alle sygehusene får gavn af, at vi har nogle spydspidser på kræftforskningsområdet.
Gavner patienter i hele verden
Disse internationalt anerkendte forskningsmiljøer er med til at ændre udredninger og behandlinger ikke alene for syddanske patienter, men også for patienter i hele verden.
Der er også et stort samarbejde med SDU om forskningen, som er med til at styrke alle sygehuse. Vores dygtige forskere i afdelingerne er også med til at gøre vores kliniske arbejdspladser attraktive og er dermed med til at rekruttere nye dygtige medarbejdere
Så forskningen blomstrer til gavn for patienterne, samarbejdet med SDU, rekruttering af dygtige medarbejdere og sikring af et godt arbejdsmiljø. Kort sagt: Det står rigtig godt til med kræftforskningen i Region Syddanmark.