Skip til primært indhold

Huden husker hele livet

Hver gang din hud bliver forbrændt af solens stråler, lagres mindet i hudcellernes DNA til evig tid. Og en dag risikerer du at betale regningen.

Sommersolen er formentlig noget, som de fleste af os forbinder med noget dejligt og livsbekræftende.
Men lige så hurtigt, som solen banker humøret op og fylder os med energi, lige så hurtigt brænder, skolder og skader den også. Særligt hvis du glemmer solcremen eller opholder dig for længe i solen.
Selvom den sviende smerte, den røde hud og de tørre hudlaser forsvinder igen – ja så har du overtrukket  solkontoen, når du først er blevet rød eller forbrændt. For huden glemmer aldrig.

- Den UV-stråling man får, laver DNA-skader i basallaget i huden – derfra hvor de fremtidige celler skal dannes. UV-stråling fra solen (eller solarie) skader DNA’et i cellen, og når cellen deler sig, slipper man aldrig af med de skader, der er opstået, forklarer Tine Vestergaard, som er overlæge på Hudafdelingen på Odense Universitetshospital.

Vær bange for modermærkekræft

Solskoldning i barndommen øger risikoen for, at du senere i livet udvikler modermærkekræft, som er den farligste form for hudkræft.

- Modermærkekræft kommer fra pigmentceller. Det er en helt anden type cancer, og den har en helt anden aggressiv adfærd. Den skal man være bange for, siger overlæge Tine Vestergaard.
De almindelige hudkræfttyper, basalcellehudkræft og pladecellehudkræft, kommer fra den celletype, der hedder keratinosytcelle.

- De to andre hudkræftformer skal man ikke være bange for, men de kan give nogle grimme ar, når de bliver skåret væk, forklarer Tine Vestergaard.
Når man først har fået hudkræft, kommer det typisk flere steder. Hvis man først har det på det ene øre, kan det også komme på det andet øre, på issen eller på kinden.

Det er federe at ligge i skyggen

Tine Vestergaard vil gerne motivere folk til at komme ind i skyggen.

- Man skal ikke frygte solen. Man skal tænke sig om. Personligt synes jeg, det er rarere at ligge under parasollen. Og når det er tid til en dukkert, så behold t-shirten på. Det er meget nemmere med tøj og så bare smøre ansigt og arme ind i faktor 30, lyder de gode råd fra overlæge Tine Vestergaard.
Hun forstår godt forfængeligheden, og at mange synes, det er pænt at have lidt kulør på kroppen, og hun anbefaler derfor selvbruner.

- Selvbruner er uskadeligt og kan have en lille solebeskyttende effekt.

D-vitaminmangel hvis man bruger solcreme?

Det er kun gravide og helt tildækkede personer, som skal være opmærksomme på at få D-vitamin nok. I vinterhalvåret anbefaler Sundhedsstyrelsen, at vi alle tager et tilskud af D-vitamin. Men i sommerhalvåret er det slet ikke nødvendigt.

- Der er ingen risiko for, at raske børn og voksne kommer til at mangle D-vitamin, fordi de har solcreme på. Hvis du opholder dig i solen med bare arme i en halv time, så har kroppen dannet det D-vitamin, den har brug for den dag, forklarer Tine Vestergaard.

APPFWU01V