Da Mikael Skytt første gang blev patient i psykiatrien og fik diagnoserne angst og bipolar lidelse, var det en ny virkelighed, han skulle forholde sig til. Men i dag tror han, at han altid har levet med sygdommen – bare uden at vide, hvad det var.

- Det var en lettelse at få sat ord på. At forstå, at det ikke bare var mig, der ikke kunne finde ud af livet, fortæller han.

Forud for sammenbruddet havde Mikael levet et liv, der lignede mange andres. Han er far til en voksen søn, har to hunde sammen med sin samlever Gitte, og han har taget Gittes datter, svigersøn og børnebørn til sig som sine egne. For familien betyder alt for ham. I mere end 25 år arbejdede han som værkfører og havde ansvar, overblik og højt tempo, og han var både dygtig og med god grund stolt af det, han lavede.

Mikael var typen, der gjorde alt 110 procent, og det, han ikke nåede i løbet af dagen, tog han om aftenen.

- Det var bare sådan, jeg var, siger han.

- Jeg ville gøre det hele rigtigt – både på arbejde og derhjemme.

Men over tid begyndte overskuddet at krakelere. Søvnløse nætter og en stigende uro kulminerede i et sammenbrud. En dag i 2017 fandt Mikael sig selv siddende sammenbrudt på gulvet i værkstedet, og det blev vejen ind i psykiatrien, hvor Mikael har været patient siden, og hvor han har mødt den forståelse og hjælp, som han ikke vidste, han havde brug for.

- Jeg kunne ikke holde fast i mig selv. Men med tiden, og med den rigtige behandling, kom jeg til at kende min sygdom og mig selv meget bedre.

Rejsen tilbage til arbejdslivet

Mikael har været patient i lokalpsykiatrien siden den dag for otte år siden, og han har haft en stabil kontaktperson, som har fulgt hans udvikling tæt.

- Hun kender mig og kan hurtigt mærke, når noget ikke stemmer. Det har givet mig en tryghed og tillid, der har været afgørende.

Et afgørende skridt på vejen tilbage var, da han blev en del af en IPS-indsats. IPS står for "Individuelt Planlagt job med Støtte" og bygger på, at mennesker med psykiske lidelser kan og skal have mulighed for et almindeligt arbejde – med den rette støtte.

- Jeg kunne ikke selv finde vejen tilbage til job. Men min IPS-konsulent på jobcenteret troede på mig og hjalp med alt det, der virkede uoverskueligt – kontakten til arbejdspladsen, møder, opfølgning. Hun slap mig aldrig, og det gjorde, at jeg heller ikke gav op, siger Mikael.

Nu arbejder Mikael som havneassistent i Faaborg tre dage om ugen i fem timer ad gangen. Han møder ind klokken syv om morgenen, gør rent, svejser og løser andre praktiske opgaver. Det er fysisk arbejde i faste rammer – og præcis det, han trives med.

- Det betyder alt at have noget at stå op til. Jeg føler mig nyttig igen, og det giver ro i hovedet.

Solsikkesnoren bryder tabuer

På arbejdspladsen er der forståelse og fleksibilitet. Mikaels leder har blik for, hvornår han har brug for pauser, og kollegerne har taget godt imod ham.

- Jeg har været vant til at køre mig selv helt i bund. Her bliver jeg mødt med rummelighed og respekt. Det gør, at jeg tør være ærlig. Jeg har ikke noget at skjule.

Mikael oplever, at mennesker omkring ham er forstående og gerne vil hjælpe ham, når han fortæller om sin situation og sine behov for støtte. Han håber, at flere vil forstå, at psykisk sygdom ikke altid kan ses – og at det ikke handler om svaghed.

- Jeg ville ønske, det var nemmere at få øje på, når nogen har det svært indeni. Men det hjælper at sige det højt og at tage imod hjælp. Det har reddet mig.

Derfor bærer Mikael også den efterhånden velkendte solsikkesnor, som viser, at han har et usynligt handicap. Den har åbnet for flere gode samtaler.

- Mange spørger, hvad snoren betyder. Det giver mulighed for at snakke om det, og det er faktisk rart. Det gør det hele lidt mindre tabubelagt.

Et stille liv med struktur og rytme

Selvom Mikael er kommet langt, er det vigtigt, at han hele tiden er opmærksom på at passe på sig selv. Han undgår store arrangementer og lader hellere indkøbskurven stå, hvis der er for mange mennesker i butikken. Han har dage, hvor han nemt bliver overvældet, men han har lært at acceptere det – og ikke mindst at sige nej, før det går galt. Tiderne med koncerter og spontane biografture med sønnen er ovre, men Mikael har fundet sig til rette i det stille liv sammen med Gitte og hundene i en hverdag med mening, rytme og relationer, der holder ham oppe. Og vigtigst af alt: en følelse af at høre til og være en del af noget igen.