Skip til primært indhold

Freja på 17 år smittet med COVID-19: Jeg har aldrig haft det så dårligt før

Coronavirus bredte sig lynhurtigt i Frejas gymnasieklasse. Hun blev selv rigtig syg og også ramt af dårlig samvittighed ved tanken om, om hun havde smittet andre.

Selvom virussen er ved at slippe taget i Freja, er det tydeligt at høre på hendes stemme, at hun stadig er syg, og hun har efter fem dages sygdom stadig lidt svært ved at få vejret.

Freja har stort set ikke været ude af sit værelse siden søndag 13. september, hvor de første symptomer viste sig. Hendes forældre kommer med mad til hende, de bruger hvert sit badeværelse og spritter af hele tiden.

- Mange siger, at det er ligesom en almindelig forkølelse. Men da jeg vågnede mandag morgen, havde jeg det så dårligt, som jeg aldrig har haft det før. Jeg havde høj feber, forkølet, ondt i hovedet, åndedrætsbesvær og ondt i leddene, fortæller Freja Balleby.

Smitteudbrud efter fællesspisning

Freja Balleby er 17 år og går i 2. g. på Fredericia Gymnasium. Hun er bare én ud af 11 klassekammerater, som blev smittet med coronavirus. Formodentlig efter et arrangement på skolen, hvor klassen var samlet for at lave mad sammen.

- Det har været meget mærkeligt pludselig at være én af dem, der er smittet. Vi har hørt så meget om det. Lige da vi hørte om, at det var kommet til Danmark, var det meget uvirkeligt, og nu er jeg selv smittet, fortæller Freja fra sin sygeseng.

Ramt af dårlig samvittighed

Freja har fritidsjob som tjener på et hotel i Fredericia. Hun var på arbejde den søndag, hvor hun var smittet, men stadig ikke havde symptomer.

- Da jeg fik svaret på testen tirsdag, blev jeg ramt af dårlig samvittighed, da jeg kom til at tænke på alle dem, jeg kunne have nået at smitte, mens jeg var på arbejde. Der var også mange ældre mennesker blandt gæsterne, siger Freja.

Da hun fik svar på, at hun var smittet, ringede hun med det samme til sin arbejdsplads, som tog ansvaret for at få informeret både gæster og personale.

Hun er blevet meget mere bevidst om, at tage alle myndighedernes anvisninger alvorligt.

- I foråret tænkte jeg ”ej slap af.” Men som vi nu har oplevet i vores klasse, så går det virkelig hurtigt med at få spredt virussen, og jeg vil være rigtig ked af, at være skyld i at have smittet ældre eller svækkede mennesker, understreger Freja Balleby.

APPFWU02V