Kom forbi din fobi
Måske har dit barn en frygt for hunde? Eller måske er modet til at tage en svømmetur dalende? Her får du gode råd til, hvordan dit barn kan komme forbi sin fobi.
Et hjerte, der banker hurtigere. Svimmelhed. Hurtigere vejrtrækning. Måske en svedetur. Det er nogle af de typiske tegn på, at man er i kontakt med noget, man har en frygt eller fobi over for. Men en fobi er en overdrevet frygt for en bestemt ting eller situation, siger Laura Emilie Ingerslev, der er psykolog ved Center for Digital Psykiatri.
- Med ”overdrevet” menes der, at det er ude af proportioner. Man kan både blive bange eller ville undgå at stå i den situation, man har en fobi over for. Det er også en helt naturlig del af børns udvikling at være bange for noget, og langt det meste af det går over, men sommetider kan en fobi blive så voldsom, at det kan påvirke trivslen og begrænse et barns liv i hverdagene.
Måske har du oplevet, at dit barn har en skræk for hunde eller er bange for vandet. Men det kan være helt naturligt.
- Mange mennesker har noget, de er bange for eller vil undgå, men typisk indretter vi os efter det. Har vi flyskræk, rejser vi eksempelvis ikke med fly. Men grundlæggende er der ikke forskel på, hvordan en fobi virker hos børn og voksne. Der kan dog være forskel på genstanden, man typisk frygter. For børn vil det typisk være nåle, vand og mørke. Vi ser eksempelvis mange børn, der har svært ved at få deres 12-års vaccinationsstik, siger Laura Emilie Ingerslev.
Forældrene spiller en stor rolle
Hun fortæller, at det er nervesystemet, der går i alarmberedskab, når vi kommer i kontakt med den situation eller genstand, vi frygter. Men det kan være svært at pege på, hvor frygten kommer fra.
- Sommetider stammer det fra en ubehagelig oplevelse, som udvikler sig til en frygt, som så udvikler sig til en fobi. Det kan også komme fra, at man har set sine forældres frygt. Her har evolutionen det med, at børn spejler sig i deres forældres frygt. Det var smart i urtiden, da det handlede om at være påpasselig over for en tiger. Men i dag er det ikke smart, hvis mor eller far frygter at gå i svømmehallen.
Selvom forældrenes frygt kan påvirke børnene, så spiller forældrene også en stor rolle i at komme dem til livs.
- Forældre har lyst til at sige til barnet, at det er OK, barnet er bange, og så fjerne den genstand, barnet er bange for. Men i virkeligheden skal forældrene skubbe på i små doser, så barnet ikke kommer væk fra en hund, som barnet er bange for, men får gjort sig nogle nye erfaringer. Fobierne er selvvedligeholdende, så man har brug for at se, at hunden er venlig eller hoppe i vandet og finde ud af, at det ikke var så slemt. Og jo før man gør det, jo nemmere, siger Laura Emilie Ingerslev.
Få hjælp fra Center for Digital Psykiatri
Mindhelper:
På www.mindhelper.dk kan du få gode råd til, hvad man selv kan gøre, og hvordan forældrene selv kan støtte børn i at håndtere angst. Det er selvhjælp og henvender sig til 15-25-årige.
CoolMinds:
CoolMinds er angstbehandling, der er målrettet unge 12-17-årige og forældre, hvor man deltager i et 12-ugers digitalt forløb. Man følges af en psykolog, som man har skriftlig kontakt med undervejs.