Anne rakte ud efter venner og familie i stedet for at krølle sig sammen i sofaen

Siden den første indkaldelse til mammografiscreening landede i Anne Rasmussens e-Boks for 10 år siden, har hun taget imod tilbuddet om at få sine bryster undersøgt. Hun har fulgt screeningerne til punkt og prikke hvert andet år.

Det gjorde hun også sidste år i marts. Og som de andre gange har hun været nervøs, når hun skulle ind at tjekke svaret på screeningen. Hun betegner det som en skæbneagtig følelse. At der er et før og et efter, at man åbner den besked.

- Jeg har altid været meget bange for at læse de svar, men der har aldrig været noget. Men denne gang var det faktisk min kæreste Bastian, der gik ind og tjekkede svaret, og han blev helt stille, og så vidste jeg godt, at der var noget galt, fortæller Anne Rasmussen.

Håbede, at det var en fejl

Efter svaret på mammografien blev Anne indkaldt til en undersøgelse den 31. marts og gik i sit stille sind og håbede på, at mammografien viste forkert. For hun kunne intet mærke.

- Der stod i det brev, jeg fik, at mammografien i sjældne tilfælde kan vise, at der er en knude, som så viser sig at være ufarlig. Så det håb klyngede jeg mig til. Men det var en kræftknude, som sad langt inde i brystet. De scannede begge mine bryster grundigt med ultralyd, og de trykkede virkelig til med den scanner. Knuden sad helt inde ved brystbenet, fortæller Anne Rasmussen.

”Det skal ikke ødelægge mit forår”

Der gik knap en måned, fra Anne fik konstateret brystkræft, til hun blev opereret 24. april 2025.

- Den måned føltes som forfærdelig lang tid, men det er det jo ikke. Jeg er helt tryg ved de der kræftpakker. Det kører jo bare efter en snor, og det er fantastisk. Men jeg var ramt af følelsen af, at det var tarveligt, at jeg skulle have kræft igen, fortæller Anne.

Hun har haft modermærkekræft for nogle år siden. Dengang havde Anne og hendes kæreste lige købt sommerhus og havde glædet sig til at tage det i brug, da Anne fik diagnosen lige op til sommerferien.

- Der krøllede jeg mig fuldstændig sammen og græd og græd og græd. Jeg troede, jeg skulle dø. Men denne gang skete der et eller andet inde i mig, som sagde ”det her skal ikke ødelægge mit forår.” Vi var lige flyttet til Svendborg, og skoven sprang ud, fortæller Anne, som bor lige op af skoven og med Svendborgsund i kort spadsereafstand.

Lige efter den scanning, som bekræftede, at der var en kræftknude i Annes bryst, skulle hun tale med en sygeplejerske om, hvad der nu skulle ske. Hun var helt knust. Men der skete noget inde i Anne i løbet af den samtale:

- Sygeplejersken gjorde meget ud af at fortælle mig, at de nok skulle fjerne den knude, og at jeg ville blive rask. Det blev sådan et mantra for mig, og jeg besluttede mig for, at nu tænker jeg bare sådan.

Børnebørns-terapi, cafébesøg og gåture ved vandet 

Det var en aktiv beslutning at gå ud i stedet for at krølle sig sammen i sofahjørnet. Og Anne blev også ved med at arbejde – på halvtid – i de to måneder, behandlingen varede. På dage, hvor hun ikke arbejdede, gik hun lange ture eller tog til træning.

- Jeg sad nede ved vandet eller tog på café med gode veninder. Det var de ting, jeg vidste, der var gode for mig.

For nogle år siden var Anne på et kursus i Rom om kunst som terapi, som hun også greb til i sin sygdomsperiode.

-  Det kan være alt fra at sidde og tegne til musik, male eller skrive. Det er sådan noget, der virker på mig. Foruden en fantastisk familie, der gider at lytte til mig, og en god kæreste. Ja, og så er ”børnebørns-terapi” også helt vidunderligt, siger Anne Rasmussen.

Anne og hendes kæreste har tilsammen syv børnebørn, og indimellem låner de dem og tager dem med i sommerhus på Langeland.

Det mentale bøvler endnu

Anne har ikke haft fysiske gener i forbindelse med sit brystkræftforløb. Da såret efter operationen var helet, som det skulle, begyndte hun på de 15 strålebehandlinger, hun skulle have, og så fem år med anti-hormonpiller.

Anne oplever, at der er nogle trælse bivirkninger ved anti-hormonpillerne – ændret søvnmønster, hormonsvingninger og vægtøgning. Men indtil videre tager hun pillerne.

- Det mentale kan jeg også godt bøvle med stadigvæk. Det kommer sådan i bølger. Frygten for, at der kommer noget igen. Men det har også fortaget sig, siger Anne Rasmussen.

Hendes bedste råd til andre er at lade være med at bure sig inde. Kom ud og snak med andre, og forsøg at holde fast i hverdagen.

- Jeg var heldig at have en arbejdsplads og nogle kollegaer, der kunne rumme, at jeg kun var der to dage om ugen. Og så besluttede jeg, at når jeg var på arbejde, så var jeg på arbejde. Det var ikke sådan, at jeg skulle sidde i frikvarteret og snakke om det. Jeg arbejder på en specialskole, og de børn er fantastiske at være sammen med. Så jeg sugede bare energi til mig, når jeg var på arbejde, fortæller Anne Rasmussen.

Anne slutter af med at fortælle, at hun – endnu mere end før – opfordrer og minder alle kvinder i sin omgangskreds om at huske deres mammografiscreeninger.