Mille hjælper patienter tilbage til hverdagen efter hjerneskade

Hvorfor valgte du at blive ergoterapeut?

Min lillebror læste til fysioterapeut, og jeg fulgte lidt med i hans uddannelse og blev nysgerrig på det sundhedsfaglige område. Da jeg læste om ergoterapi, ramte det bare plet. Jeg blev tiltrukket af alsidigheden og muligheden for at arbejde med mennesker i forskellige livssituationer. Under min uddannelse var jeg i praktik her på afdelingen Rehabilitering for Hjerne- og Nervesygdomme – og jeg faldt pladask for det.

Hvordan ser din arbejdsdag ud? 

Vores patienter er på rehabiliteringsophold efter en hjerneskade. Det kan f.eks. være, de har haft en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning. Derfor arbejder vi med at genvinde patienternes fysiske og kognitive funktioner.

Jeg møder som regel kl. 07.30 og starter dagen med træning sammen med en patient. Det kan være alt fra at øve personlig hygiejne til at spise morgenmad. Mange af vores patienter har synkebesvær og skal lære at spise igen – for blot at nævne én af de mange udfordringer, som patienterne kommer med. Jeg har 3-5 patientforløb ad gangen, og min dag er fordelt på både individuelle træningssessioner og træning i samarbejde med kolleger og de pårørende. Alt sammen med udgangspunkt i, hvad patienten gerne vil vende tilbage til i sin hverdag.

Hvad er det bedste ved dit job? 

Det er uden tvivl at se patienterne udvikle sig og genvinde funktioner, som sygdommen har taget fra dem – om det så er at kunne spise selv igen eller at komme op at gå efter at have siddet i kørestol. Det er en gave at arbejde med mine kernekompetencer hver dag og mærke, at det gør en forskel. Og så vil jeg fremhæve det tværfaglige samarbejde på afdelingen, som er fedt at være en del af. 

Hvad er det sværeste i dit job? 

Det sværeste er, når patientens forløb bliver meget komplekst – hvor det ikke kun er skaden på hjernen, men også andre sygdomme eller sociale forhold, der gør træningen svær. Det kan være en stor barriere for vores træning og for patientens evne til at genvinde sine færdigheder.

Mit arbejde kræver meget samarbejde med kommuner og andre sektorer, og det er en stor opgave at få overleveret den viden, vi har bygget op på de tre uger, patienten typisk er hos os. Det kan være svært at ”give slip” på patienterne, fordi vi hurtigt kommer meget tæt på dem, og jeg vil altid gerne være sikker på, at vi får lavet en god overlevering, så viden ikke går tabt, og patienterne kan fortsætte deres udvikling efter opholdet hos os.  

Hvad er mest spændende ved at arbejde inden for dit område? 

Det er et komplekst og uforudsigeligt område. Ingen patienter er ens, og hjerneskader viser sig på mange måder – både motorisk, kognitivt og følelsesmæssigt. Det betyder, at der hele tiden er noget, jeg kan lære mere om.

Lige nu er jeg i gang med et kursus om synkebesvær, som er et helt felt i sig selv. Her arbejder vi bl.a. med træning under måltider, kosttilpasning og stimulation med strøm på ansigt og svælg, så musklerne kan blive ”vækket” igen. Spisning er jo en helt basal og social ting – så det giver meget mening at hjælpe folk tilbage til det.

Kan du give et eksempel på en eller flere situationer, hvor du har oplevet dit job som meningsfuldt? 

En patient kom ind med en sonde og kunne hverken spise eller drikke selv. Under opholdet nåede vi så langt, at han til sidst kunne spise almindelig mad og drikke væske uden problemer. Det var enormt meningsfuldt – både fordi det er så grundlæggende en funktion, og fordi det betyder rigtig meget for livskvaliteten.

Et andet eksempel er en patient, der kom i kørestol og gik herfra på egne ben. Det er vildt, hvad patienterne kan opnå – især når vi i teamet arbejder tæt sammen på tværs af fagligheder mod det samme mål.