Birgitte både løber og cykler ud til sine patienter på Fanø

Man mærker det allerede i venteværelset. Personalet hilser med navn, når patienter træder ind ad døren i lægehuset – og patienterne gør det samme. For på Fanø kender man hinanden.

Det er netop denne følelse af fællesskab, som fik praktiserende læge Birgitte Brinck-Jensen til at købe lægehuset på Fanø for godt et år siden. Uden noget særligt forhold til Fanø blev hun inspireret, da hun mødte lægehusets daværende ejer i forbindelse med sit tidligere arbejde i Styrelsen for Patientsikkerhed:

- Lauge (den tidligere ejer) dukkede op til et møde sammen med sin kompagnon, og det var lidt specielt, for man plejer som regel at tage til den slags møder alene. Men de to mænd var taget på tur sammen og fortalte om deres gode liv på Fanø, og jeg kunne mærke, at de havde et rigtig godt sammenhold på øen.

Det viste sig, at klinikken på Fanø var til salg, og at der allerede var interesserede købere. Men efter noget tid kunne Birgitte ikke slippe tanken om det gode lægeliv på Fanø og kontaktede Lauge for at høre til status på salget. Til Birgittes held var klinikken stadig til salg, og 14 dage senere var aftalen på plads. Birgitte overtog ejerskabet i klinikken, mens de to læger, som begge er i pensionsalderen, nu er tilknyttet klinikken på nedsat tid.

Kender hele familierækken

Som praktiserende læge på Fanø er Birgitte hurtigt blevet en del af det fællesskab, som hun faldt for, allerede inden hun købte lægehuset:

- Fordi det er et lille samfund, kommer man hurtig til at kende hinanden. Og jeg møder hele familien lige fra bedstemor til børnebørn, fordi de kommer her sammen. Derudover kender personalet også alle på øen. Hvis jeg kommer ud i kaffestuen og spørger, ”hvordan er det nu lige med den og den patient,” så ved de det.

- Der er også et helt særligt samarbejde med hjemmeplejen. Fordi de ikke er så mange, kender jeg alle hjemmesygeplejerskerne og taler med dem om patienterne hver dag. Det er sådan noget, som kun kan lade sig gøre i små samfund.

Birgitte oplever også, at den lokale læge har stor betydning for øens indbyggere:

- Patienterne er utroligt søde og imødekommende. Jeg er aldrig blevet budt så meget velkommen nogen steder, som jeg er her. Det sker næsten hver dag, selvom jeg har været her et år.

Men det lokale lægehus har også en vigtig funktion på øen:

- Der er flere, som henvender sig med småskader her, hvor det på fastlandet er lettere at køre på skadestuen. Har de fået et sår, så syer vi det. Og har de mistanke om et brud, så vurderer vi det.

Men selvom forholdet til patienterne er tættere, end Birgitte tidligere har oplevet, er den lægefaglige opgave fuldstændig den samme, understreger hun:

- Ansvaret er det samme, og man behandler folk på samme måde som på fastlandet. Det er ikke sådan, at fordi de skal sejle, så bliver de ikke undersøgt lige så godt. Synes vi, at de skal over på sygehuset i Esbjerg og undersøges, så kommer de det. Og det vil patienterne også gerne.

Tager løbeskoene i brug

Birgitte er bosat i Fredericia med det sidste hjemmeboende barn i huset, og trods den lange køretur har hun ingen planer om at flytte til Fanø. I stedet har hun købt en feriebolig på øen, hvor hun overnatter et par gange om ugen:

- Jeg har altid været sådan én, der tænker, ”det lyder spændende, det skal nok gå,” hvor andre måske tænker ”det tør jeg ikke.” Selvfølgelig har jeg langt på arbejde, og det kræver, at jeg når en bestemt færge for at kunne møde til tiden, men nu har jeg til gengæld en ferielejlighed med fuld panorama over Vesterhavet. Jeg har altid ønsket mig en bolig med havudsigt, og den drøm er nu gået i opfyldelse.

- Og jeg er virkelig glad for at være herovre. Jeg glæder mig altid til at komme på arbejde, og nogle gange står jeg på færgen og tænker, at nu skal jeg lidt på ferie, fordi her er så hyggeligt.

Men ø-livet har også sine begrænsninger. Fx er det dyrt at tage bil med til Fanø, som kan være nødvendigt for at komme på sygebesøg rundt omkring på øen. En udfordring, som Birgitte endnu ikke har fundet en permanent løsning på, men heldigvis er der altid hjælp af hente blandt de lokale:

- Jeg plejer at have en cykel med herover, men sygebesøg kan ske i alt slags vejr. Heldigvis er folk hjælpsomme, og der er altid en, man kan låne en bil af.

Når hun alligevel støder på problemer, trækker hun på ”det skal nok gå”-tankegangen og nogle gange også sin triatlon-hobby:

- En dag stod vi her, og hverken jeg eller andre havde en cykel med. Men så kom jeg i tanke om mine løbesko, som altid er her. Så jeg pakkede en taske, hoppede i skoene og løb ud til patienten.

Unikke oplevelser som denne får Birgitte til passende at slutte:

- Det er så skønt at være ø-læge.