Skip til primært indhold

Virksomhedspraktik for ledige

Du har mulighed for at komme i ulønnet virksomhedspraktik på vores sygehuse, på de sociale centre og i regionshuset i Vejle. Alle faggrupper har mulighed for at søge om virksomhedspraktik.

Du skal være meldt ledig

For at komme i virksomhedspraktik skal du først være meldt ledig via din a-kasse/dit jobcenter.

Tag kontakt til din sagsbehandler for at høre mere om dine konkrete muligheder, da disse kan variere afhængigt af forskellige faktorer som fx hvor længe du har været ledig, din alder og uddannelse.

En virksomhedspraktik er ulønnet.

Søg virksomhedspraktik i rekrutteringssystemet


Kom i praktik på sygehusene, de sociale centre og i regionshuset

I Region Syddanmark har du mulighed for at komme i virksomhedspraktik på vores sygehuse, de sociale centre og i regionshuset i Vejle.

Praktik på sygehusene

På sygehusene kan du komme i praktik som fx sygeplejerske, portør, kok m.v. Der er også administrative medarbejdere tilknyttet de forskellige afdelinger på sygehusene. Dette kan være funktioner som sekretærer, koordinatorer, HR- og økonomimedarbejdere m.v. 

Praktik på de sociale centre

På de sociale centre kan du komme i praktik i funktioner som fx pædagoger, socialrådgivere, SOSU og ergoterapeuter, ligesom der også her er administrative funktioner. 

Praktik i regionshuset i Vejle

I regionshuset i Vejle, Region Syddanmarks centrale administration, er en bred vifte af forskellige administrative funktioner i spil. Eksempler kan være jurister, sekretærer, IT-medarbejdere samt HR- og økonomimedarbejdere.

Der findes mange forskellige job under disse kategorier, og du vil eksempelvis kunne finde IT-muligheder inden for områder som support, udvikling eller sikkerhed, og inden for HR er der bl.a. områder som løn, arbejdsmiljø og jura. Mulighederne er mange, så det er en god ide at gøre dig nogle overvejelser om, hvilke(t) område(r) du kan se dig selv i.

Virksomhedspraktik aftales individuelt

Virksomhedspraktikkens varighed og arbejdsopgaver aftales individuelt mellem dig, din sagsbehandler på jobcentret og din kontaktperson i Region Syddanmark.

Virksomhedspraktikken bør være minimum 4 uger

Som udgangspunkt ser vi gerne, at virksomhedspraktikken varer minimum 4 uger – og gerne længere, hvis det er en mulighed for dig. Dette kan eksempelvis være gennem en længere praktik eller et løntilskud.

Når du ansættes i virksomhedspraktik, bliver du en del af afdelingen på lige fod med alle andre ansatte. Du vil derfor blive introduceret til og indgå i det daglige arbejde og i det sociale liv i og omkring afdelingen. Både du og din afdeling får derfor mest muligt ud af et længere samarbejde.

Du aftaler opgaver med din kontaktperson

Tilbydes du en praktik, skal dit jobcenter bruge nogle informationer om periode, opgaver m.v.
Dette planlægger du sammen med din kontaktperson hos regionen og din sagsbehandler.

Tips til din ansøgning

Vi opfordrer til, at du i din ansøgning specificerer hvilke afdelinger, fagområder og/eller opgaver, som du forestiller dig, at virksomhedspraktikken kan tage udgangspunkt i.

Eksempelvis er der administrative funktioner i alle vores afdelinger og i mange formater, så hvis du ønsker praktik inden for det administrative område, er det godt at specificere, hvor og indenfor hvilke områder. Når du er konkret omkring dine ønsker, interesser og kompetencer, har vi bedre mulighed for at hjælpe dig.

Din motivation er vigtig for os

Når du skriver din ansøgning, må du meget gerne overveje, hvad der motiverer dig ved at søge en praktikplads hos Region Syddanmark.

Et par eksempler kan være, at:

  • du er socialpædagog og ved, at et af vores sociale centre anvender en metode, du har en særlig interesse for.
  • du har en sundhedsfaglig uddannelse og en stor passion for at patienter får den bedst mulige oplevelse, hvorfor du gerne vil bidrage til arbejdet hos Patientkontoret.

Specificer, hvordan du kan bruge dine kompetencer

Vi er meget interesserede i at høre om dine specifikke kompetencer, og hvordan du kan bruge dem til at løse opgaver hos os.

Det er ikke sikkert, at du helt kender opgaverne, men giv blot nogle eksempler på nogle opgaver, som du kunne forestille dig at kunne løse dér, hvor du gerne vil i praktik.

Hvis du har brug for flere tips til dit ansøgningsmateriale, opfordrer dig til at kontakte dit jobcenter eller din a-kasse, som vil kunne hjælpe dig videre.

Ansøg om virksomhedspraktik

For at søge om virksomhedspraktik skal du udfylde en række informationer og vedhæfte relevante dokumenter (CV og ansøgning).

Når du har sendt din ansøgning, går vi i gang med at undersøge, om vi har mulighed for at tilbyde dig en virksomhedspraktik. Der kan derfor gå omkring 2-3 uger før, du får en afklaring på din ansøgning.

Søg virksomhedspraktik i rekrutteringssystemet
APPFWU02V