Samarbejdsaftale om hjælp til kommunikation, personlig hjælp samt ledsagelse i forbindelse med sygehusbehandling
Denne side indeholder information om Samarbejdsaftale om hjælp til kommunikation, personlig hjælp samt ledsagelse i forbindelse med sygehusbehandling
Formål
Samarbejdsaftalen skal sikre, at borgere med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer efter behov får den nødvendige hjælp til kommunikation, personlig hjælp samt ledsagelse i forbindelse med behandling på sygehuset. I det følgende bruges begrebet ledsagelse som en samlebetegnelse for hjælp til kommunikation, personlig hjælp samt ledsagelse.
Målgruppe
Samarbejdsaftalen gælder både det somatiske og det psykiatriske område. Dog gælder samarbejdsaftalen ikke borgere med respirator, hvor region og kommuner i forvejen har en betalingsaftale.
Ledsagelse kan eksempelvis være relevant i forhold til borgere med lav udviklingsalder eller udviklingshæmning, manglende kommunikationsevner eller intet sprog, psykotisk tilstand, angsttilstand, udad reagerende adfærd, selvskadende adfærd eller demenssygdom. Det er borgerens funktion og adfærd, der er afgørende for, om borgeren har behov for ledsagelse.
Samarbejdsaftalen omfatter alle borgere uanset alder, der har et funktionsniveau eller en adfærd, som placerer dem i målgruppen, og som kommunen er i kontakt med, og hvor det ikke har været muligt at få pårørende til at følge borgeren på sygehuset. Børn bør altid følges ved indlæggelse eller ambulant besøg på sygehuset - normalt af forældre eller andre voksne, der drager omsorg for barnet. Såfremt et barns behov for ledsagelse ikke kan dækkes gennem tilstedeværelsen af forældre eller tilsvarende omsorgspersoner, er barnet også omfattet af denne samarbejdsaftale.
Samarbejdsaftalen indeholder information om:
- Formål
- Målgruppe
- Generelle forpligtelser
- Akutte forløb
- Planlagte behandlingsforløb
- Afregning
- Borgerens befordring til sygehus
- Overnatning for ledsager
- Ansvar for ledsager
- Særlige forhold vedrørende borgere, der har personlige hjælpere i hjemmet
- Fortolkning af aftalen