Lone Boysen Lauritzen
Lærings- og Forskningshuset, Sygehus Sønderjylland støtter medarbejdernes innovationskompetencer.
Lone Boysen Lauritzen er lærings- og projektkonsulent indenfor innovation og digital træning i Lærings- og Forskningshuset, Sygehus Sønderjylland.
- Innovation handler for mig om at sætte noget i gang, hvor vi ikke kender udfaldet. Det betyder større risiko og kompleksitet samtidig med behov for mere frihed og plads til at fejle. Innovation trækker på andre metoder og modeller end forskning, kvalitets- og forbedringsarbejde. Og vi skal have et sted at gå hen med problemer og behov, som opstår i arbejdet med innovation, forklarer Lone Boysen Lauritzen.
- Omvendt kan innovation ikke stå alene. Innovation er for mig det nye fjerde ben (forskning, kvalitet, forbedring, innovation) når vi skaber bæredygtig drift og robuste løsninger. Jeg er optaget af, hvordan vi skaber sammenhængende organisatorisk læring med de nødvendige kompetencer, så vi understøtter samspillet mellem innovation og daglig drift.
Innovationsservice
Derfor har Lærings- og Forskningshuset etableret Innovationsservice.
Ligesom sygehuset har en forskerservice funktion i Klinisk Forskningsafdeling, giver vi medarbejdere/afdelinger/stabe et sted at henvende sig med gode idéer eller behov, som fordrer en innovativ løsning. Man booker os via hjemmesiden, og vi tilbyder plads, støtte og vejledning til at lege med idéer, bygge de første prototyper og skabe projekter.
Vores Innovationsservice er samtidig indgang for både interne og eksterne henvendelser om fx mulighed for testmiljø for prøvehandlinger eller et specifikt innovationsprojekt. Det er en forudsætning, at der er et gensidigt behov eller vurdering af potentiale op mod den regionale innovationsstrategis 4 missionsområder.
Nyt-Nyttigt-Nyttiggjort
Rammerne for innovationens vej fra idé til projektforløb og fuld implementering anskuer jeg bl.a. ud fra nedenstående modeller. Afhængigt af, på hvilket stadie en ide befinder sig, er der forskellige behov for støtte til medarbejderne, til at føre idéen fra ny (idé) over nyttig (projektfase) til nyttiggjort (fuldt implementeret i daglig praksis). Den sidste dimension er vigtig for, at vi taler om innovation!
Vi træner innovationskompetencer.
- Med metoder fra færdighedstræning guider jeg innovationsproces og projektplanlægning:
- Så skalering tænkes ind fra start
- Så der er fokus på gevinstrealisering
- Så behov er afstemt med nødvendige ressourcer.
Afhængig af opgavens omfang kan Innovationsservice bistå med projektledelsestimer. Alternativt guider vi med hjælp til fx funding eller andre kontakter.
Missionerne i den regionale innovationsstrategi fordrer bedre samarbejde og løsninger på tværs i Region Syddanmark. Det gælder også nationalt og internationalt, fordi vi i DK/EU står med de samme komplekse udfordringer.
Vores rolle i Innovationsservice er derfor også at træne medarbejdere i, at opsøge nye samarbejdskonstellationer og evt. partnerskabsmodeller.
På den måde er vi bindeled til det regionale portfolio overblik, så vi i fællesskab gevinst-innovere med hinanden i Region Syddanmark.