Camilla hjælper patienterne med at forstå 'kommunsk'

Som socialrådgiver på Onkologisk Afdeling R på Odense Universitetshospital har Camilla Vestergaard Thuesen ikke to dage, der ligner hinanden. Hendes job er at støtte både patienterne og de pårørende, når der skal tjekkes op på regler, muligheder og paragraffer - og behovene for hjælp kan være vidt forskellige.

Hvorfor valgte du at blive socialrådgiver?

Jeg er faktisk oprindeligt uddannet gartner. På et tidspunkt sagde min krop fra, og jeg var nødt til at finde ud af, hvad jeg så skulle. Mit møde med systemet var en øjenåbner, og jeg sad med en sagsbehandler, som jeg simpelthen ikke forstod, hvad sagde. Jeg tænkte, at det måtte være muligt at gøre det bedre og møde almindelige mennesker uden at tale ’kommunsk’, som jeg kalder det.

Jeg har det mest vidunderlige arbejdsliv, og jeg glæder mig til at komme på arbejde hver eneste dag.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

Jeg møder ind om morgenen og starter med at tjekke vores fællespostkasse og se, hvor mange patienter, der er henvist til os, så vi kan få lavet aftaler med dem alle.

Så har jeg fastlagte samtaler enten telefonisk eller fysisk med både patienter og pårørende, og jeg sidder sammen med dem og hjælper med ting som forsikringer, legater, pensioner, eventuel orlov, arbejdsprøvning og meget meget mere. Der er også en del af dem, der måske har brug for en ekstra hånd til at finde ud af at komme ind i systemerne og få fundet ud af at bruge MitID.

Vi socialrådgivere fungerer kort fortalt som et bindeled mellem patienten og de pårørende og den virkelighed, der er uden for sygehuset.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er en gave, at mennesker inviterer mig ind i deres liv og fortæller mig om deres livshistorier. Nogle er lykkelige beretninger, og andre er så ulykkelige, at jeg næsten ikke forstår, hvordan det menneske stadig står, og jeg skal fagligt og menneskeligt håndtere dem alle, også de sværeste og mest komplekse.

Den taknemmelighed for, at vi er her, som jeg møder hos patienter og pårørende, er fantastisk. Vi er ingen myndighed, men du kan kontakte os og få hjælp, og rigtig mange vender tilbage og fortæller, at det er lykkedes at få bevilget fleksjob eller lignende længe efter, vi har sluppet dem her.

Der er også mennesker, der får åbnet op for nogle ting, de faktisk ikke troede, de nogensinde skulle snakke om igen, og som ikke handler om deres sygdom. Men i fællesskab får vi arbejdet videre med det eller får fundet den rigtige hjælp ved en psykolog eller anden fagperson.

Hvad er det sværeste ved dit job?

Når jeg kan mærke, at der kunne være behov for langt mere støtte, men hvor enten systemet eller patienten ikke er klar til at give eller modtage et bedre tilbud. Systemet kan være kringlet og svært at møde for patienterne, men det kan det også for os socialrådgivere. 

Jeg sidder jo med mennesker i alle samfundslag. Jeg har også nogen, der bor på gaden, som først og fremmest skal have søgt noget tilskud til transport, så de kan komme til deres behandlinger.

Det er svært at møde mennesker, der er ramt af alvorlig sygdom og de ændringer, det medfører. Man skal være god til ikke at tage arbejdet med sig hjem og ikke blive alt for påvirket af de mange skæbner og historier.

Hvad er det mest spændende ved at arbejde inden for dit område?

Det mest interessante er de mange forskelligartede opgaver, og at vi aldrig står stille. Vi møder så mange spændende mennesker, og jeg har de skønneste kollegaer. 

Det er en stor glæde at kunne gøre en lille forskel for nogen, der virkelig har det svært og hjælpe dem med at møde et system, der kan være svært at finde rundt i. Så mit job er at hjælpe dem med at navigere i det system.

Kan du give et eksempel på en eller flere situationer, hvor du har oplevet dit job som meningsfuldt?

Jamen, hver dag giver mening. Jeg får lov til at arbejde helhedsorienteret med mennesker, og det er enormt meningsfuldt at kunne hjælpe dem, der hvor de er i den mest sårbare situation. Jeg får lov at komme ud i mange små krinkelkroge i et menneskes liv, og jeg elsker mit arbejde.