Skip til primært indhold

Marie Paldam Folker

Marie Paldam Folker om at vi skal være opmærksomme på, hvordan innovation og drift bliver hinandens forudsætninger.

Marie Paldam Folker, Centerchef, Center for Digital Psykiatri

Marie Paldam Folker, centerchef, Center for Digital Psykiatri

Innovation og drift er hinandens forudsætninger

Marie Paldam Folker: - Innovation og drift bliver tit set som hinandens modsætninger, men vi skal være opmærksomme på, hvordan de er hinandens forudsætninger. Vi sikrer en bæredygtig drift af høj kvalitet gennem innovation, forbedring, kvalitetsudvikling og forskning. Og den bedste innovation opstår ud af indsigt i driftens muligheder og udfordringer. Vi kan skabe plads til innovation i driften, ligesom vi har gjort med den syddanske forbedringsmodel.

Innovation tæt på patienten og på tværs af sektorer

Der er brug for innovation i måder vi tilbyder hjælp og støtte til mennesker med psykisk sygdom og de pårørende. Vi må se på det samlede patientforløb på tværs af indsatser hos almen praksis, kommune, bosted, behandlingspsykiatri og civilorganisationer.

10årsplanen giver os forløbsbeskrivelser for svær psykisk sygdom. Et vigtigt skridt. Men vi skal videre. Vi skal være nysgerrige på, hvad mennesker med psykisk sygdom oplever er hjælpsomt, når de er i krise. Vi skal undersøge, om man oplever huller i forløbet, om der er overflødige indsatser, om vi kan understøtte indsatser med digitale løsninger, om vi kan samarbejde med virksomheder og civilorganisationer.

Med sundhedsreformen kommer vi til at vende os mere mod hinanden. Det bliver essentielt at samarbejde om opgaverne. Mit bud er, at vi får øje på endnu flere områder, hvor nytænkning og samarbejd med patienter og pårørende kan løfte kvalitet og effektivitet.

Innovation rimer på nysgerrighed

En vigtig del af arbejdet med innovation er at være nysgerrig på, hvad man gør på naboafdelingen, blandt samarbejdspartnere eller i andre lande. Jeg har lige været med Psykiatrien i Region Syddanmark i Skotland. Her besøgte vi hospital, lokalsamfund og civilsamfundsorganisationer, der arbejder med recovery-baserede indsatser.

Inspiration fra Skotland

Skotter har samme udfordringer som os og større udfordringer med fattigdom og ulighed i sundhed. De har derfor inddraget civilsamfundsorganisationer på en anden måde end os og integrerer teknologi i opgaveløsning. De har fx et varieret og tilgængeligt tilbud ved psykisk belastning og let til moderat psykisk lidelse til hele befolkningen leveret digitalt, via telefon og fremmøde efter den enkeltes valg.

Skotterne er også dygtige til at koble national koordinering af innovation med innovation forankret lokalt hos sundhedsfaglige, virksomheder og civilsamfund. Koblingen lokal-national bliver et afgørende greb i indretning af sundhedstilbud i de kommende år. Både når vi arbejder med innovation og digital sundhed.

Så innovation skal ind på medarbejdere og lederes tallerkner, og der skal gives plads til innovationshandlinger i samspil med driften. Først dér bliver innovation til bæredygtig forandring i sundhedsvæsenet.

Invitation til næste innovationsklumme

Jeg inviterer Thomas K. Christensen til at gribe depechen på næste innovationsklumme. Thomas er innovationschef på Odense Universitetshospital og medlem af Den Regionale Innovationsgruppe.

APPFWU02V