Sundhedsadministrative karriereveje på sygehusene i Region Syddanmark
De sundhedsadministrative medarbejdere er vigtige for patienten og er ofte dem, der binder sygehusets funktioner sammen, så tingene fungerer for de sundhedsfaglige kolleger.
Den sundhedsadministrative medarbejder vil ofte være synlig i patientens første møde med Region Syddanmarks sygehuse. Det kan handle om brevet der indkalder patienten til undersøgelse, telefonisk kontakt eller modtagelsen i receptionen.
De sundhedsadministrative medarbejdere er vigtige for patienten, men er også ofte dem der binder sygehusets funktioner sammen, så tingene fungerer for de sundhedsfaglige kolleger.
Klinisk praksis
Som sundhedsadministrativ medarbejder er kommunikation dit vigtigste arbejdsredskab. Det er dig, der tager et særligt ansvar for, at afdelingens skriftlige kommunikation er korrekt og forståelig. Men det er også dig, der modtager patienter i sorg og krise – og hjælper dem godt på vej.
Som sundhedsadministrativ bliver IT, planlægning og data en stor del af din arbejdsdag. Du får tingene til at hænge sammen i patienternes behandlingsforløb. Du kommer med tiden helt tæt på afdelingens speciale og patientgrupper.
Du koordinerer med andre faggrupper og taler med patienter og pårørende. Du kan være den som er helt tæt på patienterne, når de har allermest brug for det.
Den sundhedsadministrative er også en del af det akutte sygehus om aftenen og i weekenden. Det kan handle om at modtage og registrere barnet, der har fået en perle i næsen - eller at være den administrative del af et traumeteam.
Uddannelse og pædagogik
Sygehusene løfter hver dag en stor og højtprioriteret uddannelsesopgave, hvor alle medarbejdere har en vigtig rolle i at sikre et godt uddannelses- og læringsmiljø. Nogle sundhedsadministrative har et særligt ansvar som vejledere for studerende.
Som vejleder kan du være med til at sætte dit præg på afdelingens læringsmiljø, være rollemodel og den der samler trådene for studerende, være bindeleddet mellem sygehus og uddannelsesinstitutioner eller noget helt fjerde.
Da den sundhedsadministrative ofte er afdelingens ekspert i patientadministrative systemer har man ofte en opgave med at introducere andre faggrupper. Det er afgørende, at de sundhedsfaglige faggrupper kan bruge systemerne rigtigt.
Forskning
Patientrelateret forskning er afgørende for, at vi kan udvikle sygehusvæsenet og være up to date med den nyeste viden og evidens. Sundhedsadministrative medarbejdere er vigtige for sygehusets forskningsmiljøer, hvor du eksempelvis kan have rollen som forskningssekretær, arbejde med dataregistrering eller lignende.
Tværgående samarbejde
Det tværgående samarbejde mellem sygehusets afdelinger er en vigtig del af alle sundhedsadministrative medarbejderes arbejdsliv.
For nogle sundhedsadministrative bliver koordinering af patientforløb på tværs en karrierevej. Det kan eksempelvis være i rollen som bookingansvarlig eller den der har overblikket, når nye patientrettigheder skal implementeres i pakkeforløb.
Når sundhedsadministrative medarbejdere tager ansvar for patientforløb og sørger for bedre logistik og planlægning er det med til at optimere arbejdsgange for sygehusets sundhedsfaglige medarbejdere til gavn for patienterne.
Kvalitet
Kvalitetsarbejdet er en vigtig hjørnesten i udviklingen af sygehusene, og der er mange muligheder for at arbejde med at fremme kvalitetskulturen og skabe forbedringer og flow i patientforløb.
De sundhedsadministrative er en vigtig del af kvalitetsarbejdet. Det kan handle om implementering af robotløsninger, kvalitetssikring af data eller kvalitetsrapportering.
Arbejder du med kvalitet, er du bl.a. med til at finde eller rette fejlregistreringer, standardisere og systematisere arbejdsgange.
Ledelse
Som leder går du forrest og sætter retningen. Du får stort ansvar og arbejder bl.a. med medarbejderudvikling, arbejdsmiljø, faglig ledelse, strukturering af arbejdsgange og udvikling af det administrative område. Du får mulighed for at udvikle dine relationelle og kommunikative kompetencer.
Du får også mulighed for at komme helt tæt på de store dagsordner i sundhedsvæsenet, som du skal være med til at omsætte til god praksis. Både i Region Syddanmark og på de enkelte sygehuse er der mange muligheder for talent- og ledelsesudvikling, hvis du ønsker at gå ledelsesvejen.
Herudover er sundhedsadministrative afgørende for kvaliteten af sygehusets ledelsesopgave igennem funktioner med ledelsessupport som eksempelvis sekretær for afdelingsledelsen eller registreringsansvarlig.
Organisation og samarbejde
Arbejdsmiljø, medindflydelse og medbestemmelse. Du kan være med til at sætte retningen for din arbejdsplads ved at engagere dig i MED-samarbejdet.
Du kan engagere dig i samarbejdet enten som tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant og på den måde være med til at tage ansvar for at udvikle den gode arbejdsplads for dig og dine kolleger. Du får mulighed for at sætte dit præg på, hvordan vi sammen skaber rammerne for et godt og velfungerende arbejdsliv.
Du kan som sundhedsadministrativ også blive en vigtig samarbejdspartner for ledelsen i MED/TRIO samarbejdet.
Specialisering
Som sundhedsadministrativ kan du specialisere dig i utallige retninger, og uanset hvilken vej du vælger, bliver du ”ekspert” i en eller flere af afdelingens funktioner og procedurer.
Du kan eksempelvis blive forløbskoordinator for kræftpakkerne, være superbruger på et særligt system eller have rollen som controller omkring benchmarking af data, ventetider eller økonomi.
Derudover kan du specialisere dig i dit fag ved at tage efteruddannelse, som kan handle om alt fra personlig kommunikation til statistik og dataanalyse.