Skip til primært indhold

Habilitetspolitik for medlemmer af Den Regionale Lægemiddelkomité, Region Syddanmark

Retningslinjer for habilitet for medlemmer af Den Regionale Lægemiddelkomité herunder, hvordan de skal forholde sig til sponsorater og gaver.

Formål

Formålet med denne habilitetspolitik er at sikre åbenhed om medlemmernes tilknytning til lægemiddelindustrien og dermed styrke tilliden til Den Regionale Lægemiddelkomité og dens arbejdsgruppers beslutninger og anbefalinger.

Politikken skal:

  • understøtte, at sager behandles sagligt, uafhængigt og uden usaglig påvirkning
  • forebygge og håndtere interessekonflikter og inhabilitet hos medlemmerne
  • tydeliggøre medlemmernes pligter i relation til habilitet, oplysningspligt og kontakt med lægemiddelindustrien, samt
  • sikre, at komitéens virksomhed udøves i overensstemmelse med forvaltningsloven, relevant sundheds- og lægemiddellovgivning samt Region Syddanmarks interne retningslinjer.

Inhabilitet efter Forvaltningsloven

Inhabilitet kan foreligge i forhold til enhver, der virker indenfor den offentlige forvaltning. Det er således uden betydning, om hvervet beror på ansættelse, beskikkelse eller valg og om der er tale om lønnet eller ulønnet, deltids- eller fuldtidsbeskæftigelse (Bekendtgørelse af Forvaltningsloven).

Efter Forvaltningslovens kapitel 2 er er person inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis:

  • vedkommende selv eller dennes ægtefælle, samlever, børn eller andre nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i en sagens udfald, eller
  • vedkommende er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for en person eller juridisk enhed med en sådan interesse, eller
  • vedkommende deltager i ledelsen af en juridisk person (selskab, forening m.v.), der har en særlig interesse i sagens udfald, eller
  • sagen vedrører klage, kontrol eller tilsyn overfor en anden myndighed, hvor vedkommende har medvirket ved den første behandling af sagen, eller
  • der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Øvrig relevant lovgivning, vejledninger og retningslinjer

Sponsorater, gaver, kurser, rejser m.m.

Medlemmer af lægemiddelkomitéen er, som angivet i ”Vejledning om reklame m.v. for lægemidler til mennesker”, omfattet af lægemiddellovens og reklamebekendtgørelsens regler om reklame, gaver, sponsorering og økonomiske fordele.

Offentlig ansattes medlemmer forventes derudover, at efterleve Region Syddanmarks retningslinje ”Sygehusansattes kontakt med lægemiddel- og medicoindustrien” samt vejledningen ”God adfærd i det offentlige”. Vejledningen har til formål at formidle centrale vilkår og regler for offentligt ansatte, herunder om habilitet, modtagelse af gaver og andre fordele samt rammerne for bibeskæftigelse.

Tilknytning til lægemiddelvirksomhed

Medlemmer af Den regionale Lægemiddelkomité, der er sundhedspersoner, er omfattet af bestemmelserne i ”Bekendtgørelse om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddelvirksomheder, medicovirksomheder, virksomheder, der fremstiller, importerer eller distribuerer visse produkter uden et medicinsk formål, og specialforretninger med medicinsk udstyr”. Efter den må sundhedspersoner (læger, tandlæger, sygeplejersker og jordemødre, der bistår med patientbehandling, herunder også i forhold til kosmetiske behandlinger, og apotekere samt behandlerfarmaceuter, der arbejder på en receptekspederende enhed i Danmark) ikke drive eller være knyttet til en lægemiddel- eller medicovirksomhed eller specialforretning med medicinsk udstyr, medmindre de har anmeldt tilknytningen til Lægemiddelstyrelsen eller der er meddelt tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. 

Habilitetserklæring 

Krav om erklæring

Med en habilitetserklæring skal medlemmet oplyse, om vedkommende har personlige og økonomiske interesser i virksomheder og funktioner indenfor lægemiddelområdet. Det er Lægemiddelkomiteens sekretariatet, der sikrer, at habilitetserklæringerne bliver underskrevet, godkendt samt periodisk opdateret hvert anden år. 

Udfyld din habilitetserklæring her (åbner i nyt vindue). Habilitetserklæringer offentliggøres på hjemmesiden (Link er på vej).

Vurdering af habilitet

Ved vurdering af en habilitetserklæring lægges der bl.a. vægt på følgende forhold:

  1. beskæftigelse i en lægemiddelvirksomhed
  2. deltagelse i bestyrelser, advisory boards eller lign. organer i en lægemiddelvirksomhed
  3. om medlemmet har modtaget honorar eller fået rejser, kongresser, kurser, uddannelse m.v. sponsoreret af en lægemiddelvirksomhed
  4. ejerskab af aktier i en lægemiddelvirksomhed.

Vurderingen tager udgangspunkt i, om et medlem kan have en personlig, økonomisk eller på anden måde usaglig interesse i udfaldet af sager behandlet af Den Regionale Lægemiddelkomité eller dens arbejdsgrupper, samt om der i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan skabe tvivl om den pågældendes upartiskhed. For forholdene nævnt under punkt 1-3 ses der primært på aktiviteter indenfor de seneste tre år. Uanset hvilket forhold under punkt 1-4 der er tale om, beror det dog altid på en konkret vurdering, om medlemmets interesser medfører inhabilitet. 

Medlemmet må ikke deltage i afgørelsen af spørgsmålet om egen habilitet. Lægemiddelkomiteens sekretariat behandler habilitetssager på baggrund af habilitetspolitikken. Ved tvivlstilfælde kan vurderingen forelægges formanden for Den Regionale Lægemiddelkomité, som træffer den endelige afgørelse.

Særligt vedr. ejerskab af aktier 

Følgende principper gælder for medlemskab og nærtståendes aktiebesiddelser:

  1. Det anses ikke som inhabilitetsskabende, hvis et medlem eller dennes nærmeste pårørende (ægtefælle/samlever og mindreårige børn, biologiske eller adopterede) besidder en aktiepost i en lægemiddelvirksomhed, der ikke har interesser i sager, der behandles i Den Regionale Lægemiddelkomité eller dens arbejdsgrupper. Dette gælder uanset beløbsstørrelse.
  2. Det anses ikke som inhabilitetsskabende, hvis et medlem eller dennes nærmeste pårørende besidder aktier via investeringsforeninger, pensionsordninger m.v., hvor medlemmet ikke har direkte indflydelse på porteføljesammensætningen. Dette gælder uanset beløbsstørrelse.
  3. Det anses som inhabilitetsskabende, hvis et medlem eller dennes nærmeste pårørende besidder en aktiepost i en lægemiddelvirksomhed, der har interesser i sager, der behandles i Den Regionale Lægemiddelkomité eller dens arbejdsgrupper. Dette gælder uanset beløbsstørrelse.
    Hvis en lægemiddelvirksomheds interesse primært knytter sig til et konkret dagsordenpunkt, er det medlemmets pligt at oplyse om dette umiddelbart inden behandlingen af sagen i Den Regionale Lægemiddelkomité eller dens arbejdsgrupper – jf. afsnittet ”Medlemmernes forpligtelser”.

Medlemmernes forpligtelser

Medlemmer af Den Regionale Lægemiddelkomité og dens arbejdsgrupper forpligter sig til at:

  • udfylde en habilitetserklæring. Alle relevante aktiviteter skal angives i habilitetserklæringen – også selvom de fremgår af Lægemiddelstyrelsens tilknytningsliste. Erklæringen opbevares af komitéens sekretariat og opdateres løbende af medlemmet ved ændringer, dog som minimum hvert andet år.
  • oplyse om egen - og i relevant omfang - andre medlemmers inhabilitet i forhold til de enkelte dagsordenspunkter i Den regionale Lægemiddelkomité eller dens arbejdsgrupper. Et medlem er inhabilt, hvis vedkommende har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om medlemmets upartiskhed.
  • henvise til sekretariatet, hvis medlemmet kontaktes af lægemiddelindustrien om emner, der aktuelt behandles i Den Regionale Lægemiddelkomité.
  • gøre det klart overfor lægemiddelindustrien, at de ikke ønsker at blive citeret som medlemmer af Den Regionale Lægemiddelkomité
  • undlade at deltage i advisory boards eller lignende samt fx få sponsoreret kongresdeltagelse eller rejser af lægemiddelindustrien, mens man er medlem af Den Regionale Lægemiddelkomité.

Godkendelse

Habilitetspolitikken er godkendt på møde i Koncernledelsesforum d. 20. oktober 2026.  

APPFWU02V