”Der er noget grundlæggende sejt i at kunne lidt af det hele som læge”

Hvorfor valgte du at blive læge i akutmedicin?

Undervejs på lægestudiet har jeg mange gange været i tvivl om, hvilken slags læge jeg skulle være.

Jeg har dog altid vidst, at jeg gerne ville være en “bred” læge. Jeg søgte min introduktionsstilling (1-årig uddannelsesstilling) i Akutmedicin, fordi jeg her har mulighed for at blive en læge, der kan lidt af det hele. Jeg skal både forholde mig til komplicerede internmedicinske problemstillinger hos komplekse patienter i den medicinske modtagelse, samt sy sår og sætte knogler på plads i skadestuen. På sigt skal jeg også i kirurgisk modtagelse og vurdere og stabilisere patienter, der eventuelt skal opereres i maven.

Jeg synes, der er noget grundlæggende sejt i at kunne lidt af det hele som læge, og det er det, jeg håber på engang at mestre som uddannelseslæge i akutmedicin.

Den store fællesnævner for de mange forskellige patienttyper er samtidig, at de alle er mere eller mindre akutte - ellers var de ikke kommet i akutmodtagelsen. Så som akutlæge skal man også lære at holde hovedet koldt, og vurdere og behandle kritisk syge patienter inden for en kort tidsramme. Hvilket er et svært, men spændende arbejde.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

Det er meget forskelligt! Akutmodtagelsen er døgnbemandet, så det skifter også, hvornår jeg er på arbejde. I dagstid møder vi til morgenkonference klokken 08:00, taler den seneste vagt igennem og fordeler de patienter, der stadig opholder sig i FAM efter sidste vagt. Herefter ser vi patienterne, som de kommer.

Typisk vil formiddagene være rolige med tid til fordybelse og sparring med kolleger. Omkring middag stiger antallet af patienter, og hen mod eftermiddagen handler det om at få rundet af og lagt nogle gode planer, som man kan give videre til de kolleger, der møder i aften-/nattevagt. De holder så skansen indtil næste morgen klokken 08:00, og så bytter man igen.

Hvad arbejdet konkret går ud på er aldrig til at sige, for det afhænger, af hvad patienterne kommer med. Det sjove er dog, at der i akutmodtagelsen er mange håndgreb, der afbryder de forskellige skrivebordsopgaver, som ellers fylder mere og mere i lægegerningen. Som fx at ultralydsskanne patienterne fra top til tå, lægger perifere veneadgange, anlægge dræn i lungehulen og sætte håndled på plads.

Hvad er det bedste ved dit job?

OUH er et stort sted, men i akutmodtagelsen har vi et lille hospital i hospitalet. Det er en smeltedigel af alle mulige forskellige erfaringer og kompetencer. Jeg skal kunne favne bredt som akutlæge, men det betyder også, at der ofte er en læge, der er mere specialiseret inden for et givent område end mig - og de er altid søde og klar til at hjælpe. 

Og samtidig er vi mange forskellige faggrupper, der arbejder tæt sammen. Som ung læge er jeg utroligt afhængig af dygtige sygeplejersker og assistenter, der finder og løser praktiske udfordringer hos patienten, og som kender de forskellige forløb rigtig godt. Og af fysioterapeuter der fx indstiller en PEP-fløjte ordentligt, og pludselig kan patienten hoste det slim op, som jeg troede krævede skrappere behandling. Radiografer, der tolker på min røntgenhenvisning og får taget et røntgenbillede af et knoglebrud, jeg ikke havde fundet på egen hånd. Og bioanalytikere, farmakonomer, service og sekretærer m.fl. Der er virkelig mange forskellige, dygtige kolleger i akutmodtagelsen, og jeg får lov til at arbejde tæt sammen med dem alle sammen.

Hvad er det sværeste ved dit job?

Som akutmediciner skal man ofte tage beslutninger på et ufuldstændigt grundlag. Mange sygdomstilstande kan godt vente på forskellige undersøgelsessvar, men nogle gange skal man tage en hurtig beslutning, og så må man komme med et kvalificeret bud på, hvad patienten fejler og så behandle derefter. Ofte gætter vi rigtigt, men ikke altid. De tilfælde er de sværeste, når man nages af bagklogskabens lys og ønsker, at man havde gjort noget anderledes.

Heldigvis står man ikke alene i de situationer. Man må vende patienten med sine kolleger og vende situationen med patienten selv. Eller pårørende, hvis ikke patienten selv kan inddrages. De fleste er forstående og er glade for at blive inddraget, men det er ikke nemt at tage hul på sådan nogle samtaler.

Hvad er det mest spændende ved at arbejde inden for dit område?

Man ved aldrig, hvad der kommer ind ad døren! Skal jeg bruge dagen på at kigge på forstuvede ankler og urinvejsbetændelser? Skal jeg undersøge sjældne sygdomme eller sy snitsår med pågående blødning? Skal jeg bruge det meste af dagen på traumestuerne med svært syge patienter? Eller holder folk sig sunde og raske, så jeg må drikke kaffe og svare mails? Jeg ved ikke, hvad dagen bringer, før jeg er godt i gang med den - og det er spændende!

Mest spændende er det dog at stå på traumestuerne, når svært syge patienter bliver bragt ind med ambulance. Her er vi et stort team, der arbejder tæt sammen om hurtigt at vurdere og opstarte behandling af patienterne. Ofte styrer jeg et sådant ‘Medicinsk Nødkald’, superviseret af en mere erfaren kollega. Situationen kan ændre sig fra minut til minut, og pludselig finder man ud af, at patienten, man troede fik et hjertestop udløst af KOL i akut forværring, i virkeligheden havde en blodprop i hjernestammen. Heldigvis er der langt mellem de tilfælde.

Kan du give et eksempel på en eller flere situationer, hvor du har oplevet dit job som meningsfuldt?

Det er meningsfuldt hele tiden! Der kommer så mange patienter igennem akutmodtagelsen, og jeg nyder virkelig den store mængde patientkontakt. Hvilket også er vigtigt som akutlæge, for hvad der kan være den værste dag i nogens liv, er måske bare min tirsdag formiddag. Mange hårde indlæggelsesforløb starter i akutmodtagelsen, så man skal have et vist overskud. 

Patienterne er samtidig meget forskellige i akutmodtagelsen. Det er meningsfuldt, når jeg undersøger en ung mand med nyopståede smerter, og finder ud af at han bare har slået sine muskler, så han roligt kan tage på arbejde igen, når det er stoppet med at gøre ondt.

Det er meningsfuldt, når jeg undersøger en kvinde med svær åndenød, opdager at hun har væske i lungerne, starter vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, og pludselig kan hun trække vejret igen. Og det er meningsfuldt, når jeg bliver enig med en terminalt syg patient om ikke at behandle dennes sygdomme, men i stedet begrænse behandlingen til det, der gør det nemmere at være til i nuet, så man kan bruge de sidste ressourcer på at være sammen med familien.

Samtidig er akutmodtagelsen også et sted med et godt læringsmiljø og mange yngre kolleger, og engang imellem har jeg selv mulighed for at hjælpe kolleger med praktiske ting, jeg er god til, eller oplære dem i forskellige behandlinger jeg har styr på. Typisk noget med at ultralydsskanne eller lægge venekatetre og væskedræn.