Skip til primært indhold

Sådan er forløbet fra indkaldelse til svar

Screening for livmoderhalskræft foregår ved en underlivsundersøgelse ved egen læge. Hos nogle praktiserende læger er det sygeplejersker, der tager celleprøven.

1) Du inviteres automatisk - men skal selv bestille tid

Du modtager automatisk en invitation til undersøgelse med posten eller som digital post.

Afhængig af din alder vil du blive indkaldt til undersøgelse 3 eller 5 år efter, du sidst fik taget en celleprøve.

Når du har modtaget invitationen, skal du selv kontakte din læge og bestille en tid.

Hvis du har symptomer fra underlivet, bedes du meddele dette ved tidsbestillingen.

2) Prøven tages hos din læge

Celleprøven tages i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse (underlivsundersøgelse) hos din praktiserende læge.

Ved undersøgelsen tages et såkaldt celleskrab fra din slimhinde med en lille børste.

Undersøgelsen tager kun få minutter. 

3) Prøven analyseres, og du får svar

I Danmark bruger vi to metoder til at analysere prøver for livmoderhalskræft; cellebaseret og HPV-baseret screening.

Analysen viser, om du har celleforandringer eller HPV-infektion i livmoderhalsen.

Begge metoder er velafprøvede og gode metoder til at forebygge livmoderhalskræft.

Som noget nyt tilbydes enten cellebaseret eller HPV-baseret screening til kvinder i alderen 30-59 år, i stedet for kun cellebaseret screening.

Baggrunden er, at der er forskellige fordele og ulemper ved de to metoder.

Derfor skal Sundhedsstyrelsen afklare, om den ene metode på sigt skal anvendes frem for den anden.

Aftal selv med din læge, hvordan du får svar på prøven.

4) Du inviteres automatisk igen om 3 eller 5 år

  • Er du mellem 23 og 29 år, vil du blive inviteret til screening hvert 3. år
  • Er du mellem 30 og 49 år, vil du blive inviteret til screening hvert 3. år, hvis din prøve analyseres for forstadier til celleforandringer. Hvis den analyseres for tilstedeværelse af HPV, vil du blive indkaldt hvert 5. år.
  • Er du mellem 50 og 59 år, vil du blive inviteres til screening hvert 5. år uanset analysemetode.
  • Er du 60-64 år, inviteres du til undersøgelse 1 gang. Hvis prøven er negativ, udgår du af screeningsprogrammet.

Vil du vide mere?

Ved at klikke her kan du kan finde finde flere oplysninger om livmoderhalskræftscreening på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

APPFWU02V