Skip til primært indhold

Tidlig opdagelse af brystkræft begynder med få minutters screening

Flere end 83 procent af de syddanske kvinder møder op, når de bliver inviteret til mammografiscreening. Alligevel er der mange, der ikke helt ved, hvad der egentlig sker, når man træder ind ad døren til undersøgelsen.

Kvinde får foretaget mammografiscreening af kvindelig radiograf.

Selve mammografien foregår, ved at brystet placeres på en plade og kortvarigt bliver klemt sammen. Billedet bliver taget på få sekunder, og derefter løfter pladen sig automatisk.

Der bliver taget billeder af ét bryst af gangen: først forfra og derefter fra siden som her på billedet. På denne måde får man også fotograferet området op mod armhulen.

Det er vigtigt, at maskinen indstilles korrekt, inden billederne tages. Katrine sikrer sig hver gang, at brystet ligger rigtigt. Maskinen kan sagtens indstilles korrekt, selvom man f.eks. sidder i kørestol.

Når billederne tages, stiller Katrine sig om til sin computerskærm. På skærmen kan hun se, om billederne bliver taget korrekt. Det dog ikke hende, der aflæser selve screeningsbillederne.

For nogle kvinder fylder nervøsiteten mere end selve screeningen. Hvordan foregår det, når man skal have foretaget en mammografiscreening? Gør det ondt? Hvor længe varer det? Og hvad hvis man har særlige behov?

Katrine Engkjær Christiansen møder hver dag kvinder med alle slags spørgsmål og bekymringer. Hun er radiograf på Sygehus Lillebælt og oplever ofte, at kvinderne er lettede, når undersøgelsen er overstået.

– Mange har hørt historier fra veninder, familiemedlemmer eller kollegaer og forventer, at det bliver meget værre, end det faktisk er. Men rigtig mange siger bagefter: “Var det bare det?”, fortæller hun.

Fra venteværelse til undersøgelse på få minutter

Når kvinderne møder op til mammografiscreening, bliver de hentet i venteværelset af en radiograf og vist ind i et omklædningsrum.

– Vi viser dem hen til omklædningsrummet og forklarer, at de skal tage tøjet af overkroppen. Det er muligt at beholde en lille top på, som man så kan trække ned under undersøgelsen. Når vi er klar, åbner vi døren ind til undersøgelsesrummet, siger Katrine Engkjær Christiansen.

Inden billederne bliver taget, sikrer radiografen sig, at alt er registreret korrekt.

– Vi spørger altid om navn og CPR-nummer, så vi er sikre på, at det er den rigtige kvinde. Derudover spørger vi blandt andet ind til hormoner, ar på brysterne og om kvinden selv har mærket knuder eller forandringer, siger hun.

Hvis kvinden selv har mærket noget i brystet, bliver området markeret, så radiologerne er særligt opmærksomme på det på billederne.

Selve mammografien foregår ved, at brystet placeres på en plade og kortvarigt bliver klemt sammen, mens billederne bliver taget.

– Vi tager ét bryst ad gangen. Først forfra og derefter fra siden, så vi også får området op mod armhulen med. Selve billedet tager kun få sekunder, og pladerne løfter sig automatisk bagefter, forklarer Katrine Engkjær Christiansen.

Hele undersøgelsen tager som regel under fem minutter fra det øjeblik, kvinden træder ind i undersøgelsesrummet.

Det er vigtigt at møde op

I Region Syddanmark bliver kvinder mellem 50 og 69 år inviteret til mammografiscreening hvert andet år. Invitationen kommer i e-Boks med information om tid og sted – og mulighed for at ændre aftalen.

Hvis tiden ikke passer, opfordrer Katrine Engkjær Christiansen til, at man enten booker en ny tid eller melder afbud.

– Det er vigtigt, at man møder op til sin aftalte tid. Hvis man bliver forhindret, så flyt gerne tiden eller meld afbud mindst en uge før, så tiden kan nå at blive tilbudt til en anden kvinde, siger hun.

Hun fortæller samtidig, at screeningsstederne forsøger at gøre det så fleksibelt som muligt at finde en tid, der passer ind i hverdagen.

– Alle screeningssteder har mindst én dag om ugen åbent til klokken 18, og i Odense er der åbent helt til klokken 19.30. Derfor kan mange finde en tid uden for almindelig arbejdstid, siger hun.

Samtidig gør hun opmærksom på, at deltagelse i screeningsprogrammet er frivilligt. Kvinder, der ikke ønsker at deltage, kan framelde sig programmet og senere tilmelde sig igen, hvis de ændrer mening.

Der er plads til alle

Nogle kvinder kan være bekymrede for, om de kan gennemføre undersøgelsen på grund af fysiske eller psykiske udfordringer. Men ifølge Katrine Engkjær Christiansen bliver der taget hensyn til den enkelte.

– Man kan altid kontakte os på forhånd og fortælle om sine behov eller udfordringer. Så skriver sekretæren det ned, så vi er forberedte, når kvinden kommer, siger hun.

Det kan for eksempel handle om behov for ekstra tid, mere ro eller bedre plads omkring undersøgelsen.

– Vi kan afsætte længere tid og sørge for et større omklædningsrum, hvis der er behov for det. Vi tager imod alle kvinder, og der er plads til alle – også kvinder med fysiske eller psykiske handicap, siger hun.

Ingen særlige forberedelser

Der kræves ikke meget forberedelse inden undersøgelsen.

– Kom, som du er. Vi anbefaler bare, at man undgår creme eller parfume omkring brysterne på dagen, fordi det kan gøre det sværere at placere brystet korrekt. Hvis man har langt hår, kan det være rart at sætte det op, siger Katrine Engkjær Christiansen.

Efter undersøgelsen bliver billederne vurderet, og svaret kommer i e-Boks – ofte inden for få dage, men der kan gå op til 14 dage.

– Mammografiscreening handler om at finde forandringer så tidligt som muligt. Derfor er det vigtigt, at kvinder tager imod tilbuddet og møder op, når de bliver indkaldt, siger hun.

APPFWU01V