Skip til primært indhold

Når få minutter gør livet til forskel

Redderne har ofte kun kort tid sammen med patienten i ambulancen, før de ankommer til akutmodtagelsen. Alligevel kan netop de minutter få afgørende betydning. For ambulanceredder Mads Skøtt Fallesen har mødet med Rikke Jørgensen ændret forståelsen af, hvad det vil sige at være psykisk sårbar.

Rikke Jørgensen er EN AF OS-ambassadør, og sammen med ambulanceredder Mads Skøtt Fallesen har hun bidraget til at give ambulancepersonalet en større forståelse for, hvad mennesker med psykisk sygdom har brug for i akutte situationer.

På en stille dag på ambulancestationen i Odense er der ro til at tale. Her mødes Mads Skøtt Fallesen og Rikke Jørgensen for at se tilbage på et samarbejde, der begyndte tilfældigt, men siden har gjort stort indtryk.

- Jeg ledte efter en, der kunne bidrage til en temadag om psykiatri. Og så fandt jeg noget, jeg ikke vidste, jeg manglede, siger Mads.

I dag har mere end 150 reddere deltaget i undervisningsforløbet, hvor Rikke deler sin personlige historie.

Når erfaring bliver til forståelse

Rikke har været i kontakt med psykiatrien, siden hun var 14 år, og hun har over 100 indlæggelser bag sig. I en del af dem har både ambulance og politi været involveret.

- Jeg er blevet mødt på mange forskellige måder. Og det har haft stor betydning, både i situationen og efterfølgende, fortæller hun.

I dag bruger hun sine erfaringer til at gøre en forskel for andre.

- Mange af mine oplevelser har føltes meningsløse, men når jeg kan bruge dem til noget konstruktivt, giver det mening.

For Mads og hans kolleger har mødet med Rikke gjort teorien levende.

- Vi har haft undervisning i psykiatri før, men vi har ikke taget det med hjem på samme måde. Det ændrer sig, når man møder et menneske, der fortæller, hvad det faktisk gør ved hende, siger han.

Frustration og misforståelser

Noget af det, Rikke ofte har mødt, er frustration.

- Jeg tror, det handler om, at man ikke forstår, hvorfor et menneske gør sig selv ondt. Og om situationer, hvor man møder en patient, der måske ikke ønsker hjælp.

Hun forstår godt, at det kan være svært at stå i som fagperson, der går på arbejde for at hjælpe andre mennesker. Men måden, frustrationen kommer til udtryk på, har stor betydning.

- Hvis jeg mærker frustration, lukker jeg ned. Så føler jeg ikke, at jeg fortjener hjælp. Man kan føle, at man tager andres tid, og at der er andre, der har mere brug for hjælpen. Men hvis jeg kunne lade være, havde jeg gjort det.

Små ord kan have stor betydning

For Rikke handler selvskade ikke om at ville dø, men om at overleve.

- Jeg har været i så stor smerte, at det føltes som den eneste måde at klare det på.

Mødet med Rikke har givet Mads en indsigt, som fuldstændig har ændret hans syn på patienter, som selvskader.

- Jeg har tidligere tænkt, at selvskade var et selvmordsforsøg. Det er det jo ikke nødvendigvis. Det er jeg først blevet klogere på, når jeg har talt med nogen, der har været i det.

Forståelsen for, hvad selvskaden udspringer af, har gjort ham langt mere opmærksom på sin kommunikation.

- Forskellen kan ligge i små ting. At sige “er det nu dig igen” eller “hvor er det godt, du rækker ud” sender to helt forskellige signaler.

Og netop de signaler kan få konsekvenser.

- Hvis jeg bliver mødt negativt, venter jeg længere, før jeg beder om hjælp næste gang. Måske for længe, siger Rikke.

De første minutter betyder alt

Mødet i ambulancen er ofte kort, nogle gange kun få minutter. Men det er starten på behandlingen og på mødet med sundhedsvæsenet.

- Hvis jeg føler mig mødt og respekteret, er det meget lettere at tage imod hjælp bagefter, siger Rikke.

Omvendt kan et negativt møde få konsekvenser hele vejen videre i systemet.

- Hvis jeg allerede i ambulancen får følelsen af, at jeg ikke fortjener hjælp, så tager jeg den med videre. Så bliver det svært at tage imod behandling på sygehuset.

Også overleveringen spiller en rolle, understreger Mads.

- Den måde, vi beskriver patienten på, påvirker næste led. Hvis vi taler negativt, kan det måske følge patienten videre i den måde, de bliver mødt på sygehuset.

At gøre en forskel

For Rikke giver samarbejdet mening.

- Jeg kan mærke, at det rykker noget. At folk bliver klogere og bedre klædt på.

For Mads handler det ikke om, at alt tidligere har været forkert, men om at blive ved med at udvikle sin faglighed.

- Vi kan ikke altid gøre det rigtige, men vi kan blive bedre.

Der findes ingen fast opskrift på det gode møde mellem patient og redder, men både Rikke og Mads er enige om, at de få minutter i ambulancen kan få stor betydning for det videre forløb.

Nogle gange kan de korteste møder vise sig at være dem, der får størst betydning. Også længe efter, at sirenen er slukket.

 

Vidste du, at...

6 ud af 10 danskere, der har kontakt til psykiatrien, har også kontakt til det øvrige sundhedsvæsen.

EN AF OS-ambassadører og samarbejdet med ambulancestationen

EN AF OS er en national indsats, der arbejder for at nedbryde stigma om psykisk sygdom og skabe større åbenhed i samfundet. I Region Syddanmark er indsatsen koordineret af PsykInfo. EN AF OS-ambassadører er mennesker med egne erfaringer fra psykiatrien, der som en del af indsatsen uddannes i at bruge deres personlige fortællinger i undervisning og dialog med fagpersoner og borgere.

Rikke Jørgensen er EN AF OS-ambassadør og indgår i samarbejdet med blandt andet ambulancestationen i Odense. Her bidrager hun med sine egne erfaringer i undervisningsforløb for ambulancepersonale med fokus på mødet mellem redder og patient i akutte situationer.

APPFWU02V