Bæredygtige Lægemidler
Lægemidler og medicinske gasser er en vigtig del af patientbehandlingen, men de bidrager også væsentligt til sundhedsvæsenets klimaaftryk. Derfor arbejder Region Syddanmark målrettet på at reducere klimabelastningen fra både medicin og medicinske gasser som en del af regionens samlede indsats for grøn omstilling.
Arbejdet med bæredygtige lægemidler og medicinske gasser er en central del af Region Syddanmarks klimaarbejde. Målet er at mindske CO₂-udledningen uden at gå på kompromis med kvaliteten af behandlingen eller patientsikkerheden.
Delstrategi for Bæredygtige lægemidler
Delstrategi for Bæredygtige lægemidler fastsætter konkrete mål og indsatser, der skal bidrage til at reducere CO2-udledningen forbundet med regionens forbrug af lægemidler og medicinske gasser. Gennem delstrategiens mål og indsatser bidrager området til regionens ambition om at reducere klimaaftrykket og skabe et mere bæredygtigt sundhedsvæsen til gavn for både nuværende og kommende generationer. Indsatsen omfatter hele værdikæden – fra indkøb og anvendelse til håndtering af restprodukter og affald.
Fokus på mindre spild og mere bæredygtig anvendelse
En væsentlig del af klimabelastningen fra lægemidler opstår i produktionen. Derfor arbejder regionen for at reducere medicinspild og sikre, at lægemidler anvendes så effektivt som muligt. Det sker blandt andet gennem bedre planlægning, optimerede arbejdsgange og øget viden om bæredygtig medicinanvendelse.
Region Syddanmark undersøger samtidig mulighederne for at fremme mere klimavenlige behandlingsløsninger, når det er fagligt forsvarligt. Eksempelvis arbejdes der med at reducere anvendelsen af særligt klimabelastende inhalationsprodukter til fordel for alternativer med lavere klimaaftryk.
Reduktion af klimabelastende medicinske gasser
Nogle medicinske gasser har en meget høj drivhuseffekt. Derfor arbejder regionen målrettet med at reducere udledningen fra blandt andet lattergas og andre klimabelastende gasser, der anvendes i sundhedsvæsenet. Indsatserne omfatter både tekniske løsninger, optimering af forbruget og implementering af nye metoder, der kan mindske udledningen uden at påvirke patientbehandlingen.
Grønne krav og stærke samarbejder
Region Syddanmark arbejder tæt sammen med nationale og regionale samarbejdspartnere for at fremme mere bæredygtige lægemidler. Der er fokus på at udvikle grønne kriterier i indkøb og skabe større gennemsigtighed om produkters klima- og miljøpåvirkning.
National lead-region inden for Bæredygtige lægemidler
Som national lead-region på området bidrager Region Syddanmark til at udvikle og afprøve løsninger, der kan reducere klima- og miljøbelastningen fra lægemidler i hele det danske sundhedsvæsen. Erfaringer og resultater deles på tværs af regioner, så gode løsninger kan komme flere patienter og sundhedsaktører til gavn.
Projekt Danroad
Et af de større projekter inden for medicin er Danroad, som er et projekt, hvor målet er at kunne genudlevere ubrugt og uåbnet kræftmedicin til andre patienter, frem for at det bliver kasseret. I første fase er der indgået en projektaftale med Lægemiddelstyrelsen, som betyder, at mere end 200 patienter er inkluderet i projektet og genudlevering er aktivt i gang. Målet er at kunne implementere denne praksis ikke blot i Region Syddanmark, men i alle 5 regioner. Udover at reducere regionernes klimaaftryk fra indkøbet af lægemidler forventes det også, at projektet vil kunne spare sundhedsvæsenet for mange mio. kr.