Da Charlotte Madsen begyndte at hive efter vejret, slog hun det hen. Hun havde travlt på arbejdet, der havde været et højt tempo længe, og som så mange andre tænkte hun, at kroppen nok bare reagerede på stress. Hun havde jo aldrig fejlet noget, og det var nok bare en lungebetændelse.

Men da hun kom til lægen, tog det hele en uventet drejning.

Blodtrykket var faretruende højt, og få timer senere sad Charlotte i en ambulance på vej mod sygehuset, hvor undersøgelserne viste hjertesvigt.

- Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde kun været dårlig i kort tid, så jeg havde aldrig forestillet mig, at der var noget alvorligt galt med mit hjerte, fortæller Charlotte.

Fra den ene dag til den anden blev den 58-årige fynbo kastet ind i en verden af scanninger, blodprøver, indlæggelser og kontroller. Samtidig viste undersøgelserne, at hendes nyrer også var påvirkede. For Charlotte, der altid havde været vant til at leve livet på fuld styrke, var det en stor omvæltning.

Et sikkerhedsnet, der giver ro

Efter flere måneders undersøgelser anbefalede lægerne, at Charlotte fik indsat en hjertestarter. Hun tog imod tilbuddet, og hun husker tydeligt dagen på operationsstuen.

Der blev spillet Queen i baggrunden. Lægen talte om alt muligt andet end operationen, lavede små jokes og fik hende til at grine. Sygeplejerskerne skabte en rolig stemning, så hun følte sig tryg, selv om hun lå vågen under indgrebet, som blev udført i lokalbedøvelse.

- Jeg var selvfølgelig nervøs, husker Charlotte.

- Men de fik mig til at slappe af, og pludselig var det hele overstået.

I dag tænker hun først og fremmest på hjertestarteren som en ny chance.

- Min læge kaldte den en livsforsikring. Det er sådan, jeg selv ser den. Den giver mig en tryghed, jeg ikke havde før.

Den tryghed betyder, at Charlotte igen tør begynde at se fremad.

Vejen tilbage foregår ikke alene

Kort efter tog hun imod tilbuddet om hjerterehabilitering i form af gruppetræning hos en fysioterapeut. Hun erfarede, at nogle tøver med at tage imod tilbuddet om træning, enten fordi de tror, tilbuddet kun er for ældre, eller fordi de har svært ved at se sig selv som patient. Men Charlotte havde det anderledes.

- Jeg tænkte, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne. Den sygdom skulle ikke have lov til at vinde.

Det viste sig hurtigt, at hun fik langt mere ud af det end en bedre kondition og et styrket hjerte. Hun fandt et fællesskab i de andre på holdet, som også kendte frygten, usikkerheden og alle de spørgsmål, der følger med en hjertesygdom. De trænede sammen, grinede sammen og delte erfaringer, og Charlotte har fået nære venner igennem træningen.

- Vi skriver sammen, og vi aftaler stadig at træne. Det betyder mere, end man tror.

Det handler om at lytte til kroppen 

Når Charlotte ser tilbage, kan hun godt få øje på et mønster. Hun har arbejdet i detailhandlen i omkring 40 år og har altid været typen, der sagde ja til en ekstra vagt, en ekstra opgave, og til lige at gøre lidt mere og presse sig selv lidt længere. Det gør hun ikke længere. Derimod er hun begyndt at sige fra.

- Jeg har fundet ud af, at min krop kommer før arbejdet. Hvis vi er pressede og har travlt på arbejdet, så når vi det, vi når, og resten må vente.

Udover træningen har hun også ændret sine kostvaner, og hun forsøger at skabe mere ro omkring sig. Det handler ikke om at leve perfekt, men om at passe på det liv, hun har fået.

Jeg vil stadig være Charlotte

For tre år siden mistede Charlotte sin mand til kræft. Sammen med sine to døtre har hun på kort tid været igennem mere modgang, end de fleste oplever på mange år. Døtrene passer godt på deres mor og har været en uvurderlig støtte gennem hele sygdomsforløbet.

Med stor kærlighed i stemmen fortæller Charlotte, hvordan de nogle gange passer lidt for godt på hende:

- De spørger hele tiden, hvordan jeg har det. Det er jo kærlighed, men jeg har også sagt til dem, at jeg stadig skal have lov til at være mig selv.

Det samme gælder på arbejdet, hvor kollegaer og kunder spørger af omsorg, men Charlotte længes efter, at sygdommen ikke altid er det første, der bliver talt om.

- Jeg vil ikke kun være patient. Jeg vil stadig være Charlotte.

En ny chance

Charlotte er stadig ved at bygge sig selv op, og hun glæder sig til at komme tilbage på arbejde. Hun drømmer om igen at kunne rejse med sine døtre, og hun glæder sig til en hverdag, hvor sygdommen fylder mindre.

Men hverdagen bliver aldrig den samme som før, og det er helt bevidst. Hun har lært at lytte til sin krop og tage den seriøst, længe før den råber om hjælp.

Hvis Charlottes historie kan give andre én ting med, håber hun, at det er modet til at reagere på kroppens signaler og tage imod den hjælp, de bliver tilbudt.

- Man kan godt komme videre. Det tager tid, men man kan. Jeg har fået en ny chance, og den har jeg tænkt mig at passe godt på.