Overgangsalderen og hvordan du kommer godt igennem hedeture og tørre slimhinder
Overgangsalderen er en naturlig livsfase, som kan bringe store og små forandringer med sig i krop og psyke. Heldigvis er der i dag både større viden, flere behandlingsmuligheder og bedre forståelse af, hvordan livsstil og medicin kan spille sammen og gøre overgangen lettere.
I de senere år har samtalen om overgangsalder ændret sig markant, og flere kvinder opsøger aktivt viden og behandling frem for at acceptere generne som et vilkår, der ikke kan ændres.
Annemette Lykkebo, cheflæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på OUH, fortæller, at der er sket et tydeligt skifte i både åbenhed og tilgang til behandling:
- Tidligere kunne emnet være tabubelagt og noget, man kunne gøre grin med. I dag er der i samfundet en helt anden forståelse af, at overgangsalderen er en livsfase med betydelige forandringer, som kan påvirke både livskvalitet og arbejdsevne, og i sundhedsvæsenet oplever vi, at kvinderne i højere grad efterspørger behandling.
Når kroppen skifter gear
Mange kvinder genkender de klassiske symptomer, som eksempelvis hedeture, der forstyrrer nattesøvnen, og en hverdag med trætheden og glemsomheden. Men billedet er bredere end det. Hormonfaldet i overgangsalderen påvirker også muskler og led, og mange oplever et gradvist, og for nogle et markant, tab af muskelstyrke. Annemette pointerer dog, at man heldigvis selv kan gøre noget:
- Træning har en tydelig effekt, både på muskler og på hedeture. I et studie faldt hyppigheden af hedeture med 44 procent hos kvinder, der trænede tre timer om ugen.
Også på længere sigt spiller fysisk aktivitet en vigtig rolle. Studier viser, at kvinder, der får hormonbehandling, kan udskyde tabet af muskelstyrke med omkring tre år. Motion er gavnligt, uanset om man er i behandling eller ej, og samtidig kan livsstilsfaktorer som kost, vægt, kaffe og alkohol have betydning, især for søvn og hedeture.
Lyst, liv og alt det imellem
Nedsat sexlyst er en af de forandringer, nogle kvinder oplever i overgangsalderen, og det kan godt skyldes hormonændringer i forbindelse med overgangsalder. Men Annemette forklarer, at det ikke nødvendigvis er så enkelt. Overgangsalderen kommer ofte samtidig med andre livsforandringer, som også kan spille ind. Det kan være ting som ændringer i parforholdet, arbejdsfordelingen i hjemmet eller børn, der flytter hjemmefra.
- Der er mange faktorer, der påvirker lysten. Og kroppen ændrer sig også med alderen helt uafhængigt af hormoner, siger Annemette
Generelt pointerer hun, at man skal være forsigtig med at give overgangsalderen skylden for alle ændringer, man oplever i sin krop og psyke i årene med overgangsalder. Nogle gange er der andre grunde, og så er det dem, man skal se på og gøre noget ved.
Fornyet forståelse for hormonbehandling
Hormonbehandling er den mest effektive behandling, når generne skyldes overgangsalder, men behandlingen har gennem tiden været omgærdet af myter og bekymringer.
- Store studier i 1990’erne skabte bekymring for blandt andet blodpropper. Senere forskning har dog vist, at risikoen for kvinder omkring overgangsalderen er langt mindre end først antaget, fortæller Annemette.
Der er stadig en let øget risiko for både blodpropper og brystkræft ved hormonbehandling, men den vurderes som lav, og den enkelte kvinde skal veje den op imod de gener, hun oplever ved overgangsalderen. Annemette understreger, at man ikke behøver at affinde sig med gener, der kan lindres, men at man i stedet kan opsøge sin læge og få hjælp, hvis man ønsker behandling.
Hormonbehandling gives oftest som plaster eller creme, da det er forbundet med lavere risiko end piller. Samtidig er mulighederne blevet flere. Nye præparater gør det i højere grad muligt at tilpasse behandlingen til den enkelte kvindes symptomer, hvad enten det er hedeture, søvnproblemer eller tørre slimhinder, der fylder mest.
Overgangsalder i tre faser
Overgangsalderen kan opdeles i tre faser:
Perimenopause: Årene op til den sidste menstruation, hvor hormonerne begynder at svinge. Den kan strække sig helt op til 10 år.
Menopause: Dagen for den sidste menstruation og slutningen på den reproduktive alder.
Postmenopause: Tiden efter den sidste menstruation, hvor kroppen finder en ny hormonel balance.
Symptomerne kommer gradvist, og en blodprøve kan ikke bruges til at diagnosticere overgangsalder, fordi hormonniveauerne svinger naturligt.
Symptomerne kan omfatte hedeture, søvnforstyrrelser, tørre slimhinder, muskelsvaghed og ændret sexlyst. Det vigtigste er at identificere, hvad der påvirker livskvaliteten mest, og finde den rette løsning derefter.
Kilde: Apoteket.dk
Få mere viden
Læs mere om overgangsalderen på: kiso.ku.dk