Skip til primært indhold

3 ting du kan gøre for at komme i bedre humør

Få gode råd til at sende coronatrætheden i vinterhi og kom i bedre humør

Gør noget aktivt, gør noget sammen med andre, og gør noget meningsfuldt!

Sådan lyder opskriften på, hvordan du holder dig mentalt sund ifølge ”ABC for mental sundhed”, som er en forskningsbaseret indsats, der har til formål at fremme sundheden i Danmark.

Men hvad betyder det helt konkret – og hvordan gør vi det i en corona-tid med mange sociale begrænsninger?

1) Gør noget aktivt

Man kan holde sig aktiv på mange forskellige måder – både fysisk, socialt, mentalt og spirituelt.

I en tid med coronavirus og sociale begrænsninger er naturen et oplagt sted at gøre noget fysisk aktivt. Forskning viser nemlig, at 84 procent oplever, at friluftsaktiviteter øger deres psykiske velvære og forbedrer humøret. Det skyldes blandt andet, at der er gode muligheder for at være nærværende og sanselig i naturen.

Men du kan også holde dig fysisk aktiv på andre måder. Ved at lave havearbejde, svømme en tur, danse til din yndlingssang eller rydde op i skuret.

Når det drejer sig om at være socialt aktiv, så er vi udfordret i denne tid. Men brug tid med din allernærmeste familie og venner og tag en snak med naboen over hækken eller i opgangen. Og husk, at der også er mange muligheder for virtuelt samvær med kollegaer, familie og venner.

Mentalt kan du holde dig aktiv ved at læse en bog, løse en sudoku, spille et spil, gå i biografen eller reparere cyklen. Det handler kort sagt om at gøre noget, der kræver koncentration.

Og kigger vi på den spirituelle aktivitet, så kan du for eksempel meditere, gå en stille tur langs vandet, deltage i en gudstjeneste eller dyrke yoga. Du kan også bare tale med en ven om de store spørgsmål i livet. Det handler overordnet om ro og fordybelse.

Hvorfor virker det?

Forskning viser, at mennesker, der holder sig fysisk, mentalt, socialt og spirituelt aktive, har bedre mental sundhed end dem, der ikke gør. Når vi holder os aktive, føler vi os gladere, og vi får samtidig lettere ved at håndtere dagligdagens udfordringer.

2) Gør noget sammen

Som udgangspunkt lyder rådet: Vær sammen med venner og familie, involvér dig i grupper, som du allerede er medlem af, meld dig ind i en ny klub eller deltag i lokale arrangementer. Det handler om at gøre noget sammen med andre.

Fysisk samvær med andre end de allernærmeste er ikke nemt for tiden, men der er stadig mange muligheder for at være virtuelt sammen med andre. Spis middag eller spil et spil med venner eller familie, mens I er online med hinanden. Syng med Phillip Faber og alle de andre danskere og meld dig ind i virtuelle grupper, som dyrker lige netop dine interesser.

Det afgørende er, at du har følelsen af at høre til og være en del af et fællesskab.

Hvorfor virker det?

Jo flere gode sociale relationer en person har, jo bedre vil han eller hun være i stand til at klare de udfordringer, som livet rummer. Blandt andet fordi det kan være lettere at få praktisk og følelsesmæssig støtte.

3) Gør noget meningsfuldt

At gøre noget meningsfuldt betyder at gøre noget, som giver en følelse af mening og formål i livet. Det kan være alt fra at lykkes med en opgave til at udføre frivilligt arbejde og gøre noget for andre.

For det opbygger din selvtillid og dit selvværd at gøre noget, du er stolt af. Du kan bage en lækker kage, fikse et stykke legetøj, reparere en stol, gøre det godt på jobbet eller lære et nyt sprog. Det er ikke aktiviteten i sig selv, der er vigtig, men at du gør noget, der giver mening for dig.

I en corona-tid, hvor ældre og sårbare mennesker kan føle sig isolerede, er der også brug for frivillige, som hjælper med at købe ind, henter medicin på apoteket, eller tager en snak i telefonen med et ensomt menneske. 

Hvorfor virker det?

At give sig selv udfordringer og nå sine mål, selv de små mål, giver en følelse af at have udrettet noget. En følelse af effektivitet og en stærkere selvfølelse er vigtigt for mental sundhed. På samme måde har frivilligt arbejde og ting, man gør for at hjælpe andre, en positiv effekt i forhold til at gøre både sig selv og andre glade. Det øger følelsen af mening og formål med livet.

APPFWU01V