Skip til primært indhold

Den bedste rynkecreme er solcreme

Hver gang din hud bliver forbrændt af solens stråler, lagres mindet i hudcellernes DNA til evig tid. Og en dag risikerer du at betale regningen.

Kvindelig læge undersøger patients ryg for modermærker.

Tine Vestergaard er overlæge på hudafdelingen på OUH, hvor hun hver dag sidder overfor patienter, som har fået hudkræft. Hendes bedste råd er at undgå at blive forbrændt og altid at huske solcremen.

Den bedste rynkecreme er solcreme. Så kort og præcist kan det siges!

Selvom den sviende smerte, den røde hud og de tørre hudlaser forsvinder igen – ja, så har du overtrukket  solkontoen, når du først er blevet rød eller forbrændt. For huden glemmer aldrig.

- Den UV-stråling, man får, laver DNA-skader i basallaget i huden – derfra hvor de fremtidige celler skal dannes. UV-stråling fra solen eller solarie skader arvematerialet i cellen, og når den deler sig, slipper man aldrig af med de skader, der er opstået, forklarer Tine Vestergaard, som er overlæge på Hudafdelingen på Odense Universitetshospital.

Vær bange for modermærkekræft


Solskoldning i barndommen øger risikoen for, at du senere i livet udvikler modermærkekræft, som er den absolut farligste form for hudkræft.

Modermærkekræft kommer fra pigmentceller, som kan sprede sig ned til blodkar og lymfekar i underhuden. Hvis man f.eks. har modermærkekræft på en arm, vil det kunne sprede sig gennem lymfekar til lymfeknuderne i armhulen, men det kan også sprede sig gennem blodkar til f.eks. lungerne.

- Det er en helt anden type cancer end de to andre typer - basalcellehudkræft og pladecellehudkræft - og den har en mere aggressiv adfærd. Den skal man være på vagt overfor, siger overlæge Tine Vestergaard.

De almindelige hudkræfttyper, basalcellehudkræft og pladecellehudkræft, kommer fra den celletype, der hedder keratinocytter, som udgør størstedelen af overhuden.

- De hudkræftformer skal man ikke være bange for, men de kan give nogle grimme ar, når de bliver skåret væk, forklarer Tine Vestergaard.

Når man først har fået hudkræft, kommer det typisk flere steder. Hvis man først har det på det ene øre, kan det også komme på det andet øre, på issen eller på kinden.

Det er federe at ligge i skyggen

Tine Vestergaard vil gerne motivere folk til at komme ind i skyggen.

- Man skal ikke frygte solen. Man skal tænke sig om. Personligt synes jeg, det er rarere at ligge under parasollen. Og når det er tid til en dukkert, så behold t-shirten på. Det er meget nemmere med tøj på og så bare smøre ansigt og arme ind i faktor 30, lyder de gode råd fra overlæge Tine Vestergaard.

Hun forstår godt forfængeligheden og at mange synes, det er pænt at have lidt kulør på kroppen, og hun anbefaler derfor selvbruner.

- Selvbruner er uskadeligt og kan have en lille solbeskyttende effekt.

Når solen skader

Modermærkekræft

Hvert år får omkring 3.000 danskere konstateret modermærkekræft. Modermærkekræft kan udvikle sig til en livstruende kræftform, hvis det ikke behandles i tide. Solskoldninger i barndommen kan føre til modermærkekræft i voksenlivet.

Basalcellekræft

Denne kræftform er den mest udbredte i Danmark, men den er heldigvis fredelig og spreder sig kun til knoglerne i ekstremt sjældne tilfælde. Basalcellekræft er et tydeligt signal om, at ”solkontoen” er overtrukket, og at de underste hudlag har taget permanent skade. Det angrebne område fjernes ofte ved en operation, som risikerer at give ar.

Pladecellekræft

Denne kræfttype viser sig som en ru, skorpedækket svulst. Den kan sprede sig, men det sker sjældent. Det er som regel folk, der har arbejdet meget ude i moderate mængder sol, der får pladecellehudkræft. Svulsten sidder som regel på hudområder, der vender opad mod solen, fx øverste del af øret, underlæben og issen. Starter som regel med et sår, som ikke vil hele. 

 

APPFWU01V