Hvad byder du dine ører?
For langt de fleste bliver hørelsen dårligere med alderen. Men hørelsen kan også tage skade, hvis dine ører gentagne gange udsættes for meget støj. Derfor er det værd at være opmærksom på, hvor meget støj du samlet set udsætter dine ører for.
I Høreklinikken på Odense Universitetshospital hjælper overlæge og professor Jesper Hvass Schmidt patienter, som har svært ved at høre. Her ser de patienter i alle aldre, som lider af mere eller mindre komplekse former for høretab. Men særligt én gruppe har brug for hjælp til deres hørelse:
- For de fleste vil der være tale om det, man kalder et indre ørehøretab, hvor sansecellerne inde i sneglen i det indre øre over tid bliver ødelagt og går til grunde. Langt det mest almindelige er aldersbetinget hørenedsættelse. Det vil de fleste, hvis de lever længe nok, komme til at stifte bekendtskab med.
Ifølge Jesper Hvass Schmidt er høretab en helt naturlig del af aldringsprocessen på samme måde som huden, der begynder at rynke. Derfor spiller vores gener en væsentlig rolle i forhold til, hvor stort høretabet bliver med alderen. Nogle vil gå gennem livet uden store problemer med hørelsen, mens andre kan have en betydelig hørenedsættelse allerede omkring pensionsalderen.
Støj kan forringe hørelsen over tid
Høretab kan også skyldes andre årsager som for eksempel arvelige forhold, medicin, infektioner – og særligt støj. Sansecellerne, som hjælper os med at høre, påvirkes nemlig ikke kun af alderen, men også af hverdagens støj og larm:
- Øret er lidt som en muskel, der kan blive træt, hvis den bliver overbelastet. Faktisk vil du, hvis du bliver udsat for en kraftig lydbelastning for eksempel til en koncert, høre en smule dårligere dagen efter koncerten. Men det forsvinder igen, når øret har fået mulighed for at restituere, fortæller Jesper Hvass Schmidt.
Men bliver lydniveauet alt for højt, kan du risikere, at øret ikke kan restituere:
- Vores øre kan tåle ganske meget, men hvis man bliver ved med at overbelaste øret dag ud og dag ind, vil nogle af vores sanseceller inde i øret blive ødelagt. Dem kan vi ikke danne igen – de skal holde hele livet. I stedet vil skaderne hobe sig op over tid og kan ende med at skade hørelsen permanent.
Færre skader fra høretelefoner end forventet
Det er primært på arbejdspladsen, at man kan blive udsat for støj, som kan føre til støjskader. For at undgå dette, er det i Danmark ikke tilladt at blive udsat for mere end 85 decibel over en otte timers arbejdsdag.
Men ørerne kan også blive udsat for et højt lydniveau i de små høretelefoner, som mange propper i ørerne hver dag. Heldigvis ser høretelefonerne ikke ud til at være så farlige som frygtet, fortæller Jesper Hvass Schmidt:
- Der har været nogle dystre fremskrivninger i forhold til, hvor højt høretelefoner potentielt kan spille. For hvis man skruer lyden op omkring 85 decibel og gør det i mange timer hver dag, er der en risiko for høreskader. Men undersøgelser viser, at der er relativt mange, som afspiller lyden på et acceptabelt niveau og ikke kommer op på de niveauer, hvor det begynder at blive farligt.
Musikken må ikke overdøve trafikken
Det er svært at sige, hvor mange patienter der får et høretab på grund af støjskader, fortæller Jesper Hvass Schmidt:
- Den typiske patient med et høretab er omkring 65-67 år. De har tit en lang karriere bag sig med et eller andet støjarbejde og har så også fået aldersbetinget hørenedsættelse. Derfor er det svært at dele det op og sige, hvad der er årsagen til høretabet. Det er i stedet en kombination af flere faktorer.
Hans bedste råd til at passe godt på sine ører er at undgå støjniveauer over 85 decibel. Og så skal man tænke over, hvad man udsætter sine ører for både i arbejdslivet og i fritiden:
- Det er den samlede mængde af støj, man skal være opmærksom på. Så hvis du er udsat for en del støj i forvejen, er der god grund til at tage det alvorligt og bruge ørepropper til koncerter og skrue ned for musikken i høretelefonerne.
Mange afspillere viser, når lyden i høretelefonerne bliver for høj. Og ellers kan du følge denne tommelfingerregel:
- Hvis man har høretelefoner på ude i trafikken, må de ikke overdøve trafikstøjen. Støjen på trafikerede veje er nemlig relativ høj. Så hvis du ikke kan høre den, er volumen i ørerne formentlig for høj, fortæller Jesper Hvass Schmidt.
Høreapparater bliver bedre og bedre
Høreapparater kan ofte give patienter store dele af hørelsen tilbage. De virker som en mikrofon, der opfanger lyden og sender den gennem en lille ledning ind til højtaleren inde i øret.
De seneste år er der sket en stor udvikling i apparaternes evne til at reducere baggrundsstøj og fremhæve tale. Nu kan man også koble høreapparaterne til sin telefon og for eksempel sende lyden fra opkald direkte op i høreapparatet.
Nogle apparater bruger også kunstig intelligens til at genkende mønstre i forskellige lydscenarier og kan automatisk tilpasse apparaterne derefter
Skruer du højere og højere op?
Det første tegn på høretab er typisk, at du begynder at skrue højere op for radio og tv. Det er tit omgivelserne, som bemærker det, før du selv gør. Et andet tegn er, at du får svært at følge med i samtaler i større forsamlinger. For eksempel når hele familien er samlet, og flere taler i munden på hinanden.
Oplever du disse symptomer, er det en god idé at kontakte din læge. Jo tidligere, man kommer i gang med behandling af høretab, jo lettere bliver det for hjernen at vænne sig til for eksempel et høreapparat.