Skip til primært indhold

Delstrategi Digital Innovation

Region Syddanmarks delstrategi for digital innovation sætter retningen for fremtidens digitale sundhedsvæsen. Strategien fokuserer på at omsætte nye teknologiske muligheder, som kunstig intelligens og automatisering, til konkrete gevinster for borgere, medarbejdere og organisation. Med udgangspunkt i et tæt samarbejde på tværs af regionale og nationale aktører sigter strategien mod at skabe bedre patientforløb, styrke arbejdsmiljøet og fremme en bæredygtig sundhedssektor.

Digital innovation er en forudsætning for at fremtidssikre sundhedsvæsenet generelt og i Region Syddanmark. Med stigende kompleksitet i behandlingsforløb, mangel på sundhedspersonale og voksende forventninger fra borgere og patienter er behovet for nye digitale løsninger større end nogensinde før. Teknologier som kunstig intelligens (AI), automatisering og avanceret dataanvendelse rummer potentiale for at forbedre arbejdsgange, øge kvaliteten og skabe mere effektive, trygge og sammenhængende patientforløb.

Men digital udvikling sker ikke i et tomrum. Region Syddanmark står over for et komplekst it-landskab, varierende organisatorisk modenhed og et lovgivningsstyret reguleringsmiljø, som ofte er langsommere end den teknologiske udvikling. Derfor kræver digital innovation en strategisk, koordineret og praksisnær tilgang, hvor nye løsninger kan afprøves, implementeres og skaleres i takt med regionens behov og kapacitet.

Denne delstrategi skal styrke regionens evne til at omsætte digitale muligheder til konkret værdi – hurtigt, sikkert og forankret i driften. Digital innovation forstås her som den organisatoriske evne til at afprøve, implementere og ibrugtage nye teknologier, så lokale initiativer kan modnes og bringes i drift på tværs af regionens enheder. Strategien bygger på erfaringer fra AI Kompetenceenheden [1], nationale initiativer og igangværende innovationsindsatser, og er udviklet i tæt samarbejde med kliniske og tekniske miljøer.

Digital innovation er ikke et mål i sig selv – men et middel til at styrke sundhedsvæsenets kerneopgaver. Når nye teknologier tages i brug strategisk og med blik for hele organisationen, kan de bidrage til højere kvalitet, bedre kapacitetsudnyttelse og et mere bæredygtigt arbejdsmiljø.

Kvalitet styrkes ved, at digitale løsninger – f.eks. beslutningsstøtte, automatisering og prædiktive modeller – reducerer variation, øger patientsikkerheden og gør det lettere at levere målrettet behandling. Der skabes mere præcise, sammenhængende og dokumenterede patientforløb.

Kapacitet frigøres, når manuelle processer digitaliseres, opgaveløsningen effektiviseres, og teknologier som AI og robotter overtager gentagne rutineopgaver. Derved frigøres tid og ressourcer til patientnære opgaver og håndtering af den stigende kompleksitet i sundhedsvæsenet.

Arbejdsmiljøet forbedres, når medarbejdere understøttes af intuitive digitale værktøjer, får adgang til relevant viden i rette tid og oplever færre frustrationer forbundet med systemer og dokumentation. Innovation, der er forankret i klinikkens behov, skaber øget mening og medindflydelse i arbejdet.

Denne delstrategi ser derfor digital innovation som en løftestang for de centrale mål i Region Syddanmarks digitaliseringsstrategi – hvor teknologi og forandring går hånd i hånd med kvalitet, robusthed og en bæredygtig organisation. 

Kobling til øvrige delstrategier
Delstrategien for digital innovation er én ud af ni delstrategier, som tilsammen realiserer Region Syddanmarks digitaliseringsstrategi. Som en tværgående strategi har digital innovation en særlig rolle: at understøtte og accelerere de øvrige strategiers ambitioner gennem teknologiske muligheder, fælles metoder og systematisk støtte til implementering.

Digital innovation bidrager med konkret kapacitet og kompetence – bl.a. til afprøvning, rådgivning, dokumentation og skalering – som de andre delstrategier og enhederne kan trække på. Samtidig er samarbejdet på tværs af delstrategiernes områder afgørende. Nye digitale løsninger skal forankres dér, hvor de skaber mest værdi, og teknologiske valg skal balanceres med faglige behov og organisatoriske hensyn.

Delstrategien er et produkt af en inddragende proces hvor regionens forskellige innovationsenheder, lokale it-afdelinger via it-chefer, alle strategigrupper, AI kompetenceenheden og funktionsområdet Digital Innovation, samt den regionale automatiseringskoordinationsgruppe har været løbende inddraget. Igennem løbende dialog og afdækning af ønsker og muligheder, har disse parter været med til at forme og målrette delstrategien. Delstrategien er ledelsesmæssigt forankret hos Strategisk It- og Digitaliseringsforum.

Delstrategien bygger videre på fælles erfaringer og retningslinjer for ansvar, databrug, etik og teknologivurdering – og bidrager til at skabe sammenhæng mellem lokal innovation og regional koordinering. På den måde er digital innovation ikke kun et selvstændigt indsatsområde, men en løftestang for de øvrige strategier og en medskaber af forbedringer i hele regionen.

Digital innovation handler ikke kun om teknologi – men om at opbygge fælles governance, metodeapparat og organisatorisk kapacitet, så idéer kan omsættes til løsninger i drift, både centralt og lokalt. Strategien er derfor en integreret del af regionens samlede innovationsindsats og udgør det digitale fundament, der skal sikre, at teknologiske løsninger bliver en drivkraft for fremtidens sundhedsvæsen.

[1] AI Kompetenceenheden fungerer som regionens samlende knudepunkt for rådgivning, metodeudvikling og validering af AI løsninger – både regionale og nationale. Enheden kombinerer tekniske, juridiske og organisatoriske kompetencer, og kan medvirke i hele værdikæden fra idé til implementering. AI Kompetenceenheden er forankret ved funktionsområdet Digital Innovation.

Her kan du downloade delstrategien for digital innovation (pdf)

Delstrategi Digital Innovation

Den konkrete værdiskabelse sker ofte i regi af de øvrige delstrategier – tæt på patienter, borgere og medarbejdere. Delstrategien for digital innovation skaber værdi ved at styrke og accelerere netop disse forandringer, dér hvor de gør størst forskel. Samtidig er digital innovation en forudsætning for, at de øvrige strategier kan realisere deres potentiale. Dette inkluderer Region Syddanmarks innovationsstrategi fra 2023 ”Patienternes sundhed- sammen om innovation” der med en missionsdrevet tilgang har til sigte at accelerere udviklingen af innovative løsninger igennem en strategisk og sammenhængende innovationsindsats. Delstrategien for digital innovation, indgår i det samlede innovationsmiljø og bidrager med at støtte organisationens evne til at omsætte idéer til løsninger i drift gennem teknologi, metoder og implementeringsstøtte.

For borgere og patienter betyder digital innovation bedre adgang til sundhedsydelser, mere præcise beslutninger og sammenhængende forløb på tværs af sektorer. Teknologier som selvbetjeningsløsninger, intelligent kommunikation og datadrevet beslutningsstøtte bidrager til øget patientsikkerhed og muliggør en mere individualiseret behandling og relevant inddragelse.

For medarbejdere skaber digital innovation en mere meningsfuld arbejdsdag med færre manuelle og rutineprægede opgaver. Når teknologien frigiver tid til kerneopgaven, styrker beslutningsgrundlaget og tilbyder bedre støtte i den digitale hverdag, øges både faglighed og arbejdsglæde. Rådgivning og implementeringsstøtte er afgørende for, at gevinsterne realiseres i praksis.

For organisationen er digital innovation en løftestang til bedre ressourceudnyttelse, øget robusthed og højere kvalitet. Strategisk brug af teknologi gør det muligt at opskalere løsninger, der virker – fra idé og afprøvning til drift og dokumenteret effekt. Det handler om at vælge de rigtige løsninger, implementere dem med kvalitet og sikre, at spild og ineffektive arbejdsgange reduceres. Grøn it og bæredygtighed indgår som centrale kriterier i teknologivalg og indkøb – med fokus på energieffektive løsninger, virtualisering og samdrift.

For samarbejdspartnere – herunder kommuner, universiteter, leverandører og andre regioner – fungerer digital innovation som en platform for fælles løsninger og videndeling. Gennem standardisering, teknisk samspil og gensidig erfaringsudveksling styrker Region Syddanmark sin rolle som en aktiv medspiller i det nationale innovationslandskab. Med aktiv understøttelse af fælles løsninger, deling af dokumenterede erfaringer og bidrag til hurtig og effektiv implementering af ny teknologi.

Region Syddanmark vil være i front med anvendelsen af digital innovation til at løse sundhedsvæsenets mest presserende udfordringer. Digital innovation er ikke blot en mulighed – den er en forudsætning for at fremtidssikre vores sundhedsvæsen.

Visionen er klar: Region Syddanmark skal være en region, der tør tænke stort, handler rettidigt og har styrken til at realisere digitale muligheder i praksis. Det betyder, at regionen vil:

Sikre hurtig og effektiv ibrugtagning af nationale og kommercielle løsninger – uden unødvendige barrierer.
Løfte lokale succeser indenfor AI og automatisering til regionalt niveau, så dokumenterede gevinster kommer hele organisationen til gavn.

Skabe gennemsigtige og smidige processer, hvor nye idéer hurtigt kan afprøves, kvalificeres og skaleres.

Forankre nye løsninger med både strategisk og ledelsesmæssig opbakning.

Udnytte og udbygge kompetenceenheden for digital innovation som en central drivkraft for både udvikling og implementering.
Region Syddanmark ønsker samtidig at tage medansvar for den nationale udvikling og bidrage aktivt til fælles projekter og samarbejder om digital sundhed i samspil med øvrige regionale og nationale aktører. Region Syddanmark bygger videre på det, der virker, deler erfaringer og tager initiativ, når retningen skal sættes. Region Syddanmark er en aktiv medspiller – og tør også tage taktstokken.

Delstrategiens overordnede ambition er at gøre digital innovation til en integreret og værdiskabende del af regionens samlede udvikling. Region Syddanmark ønsker ikke blot at følge med – men vil være med til at forme fremtiden. Det kræver tydelig ledelse, skarpe prioriteringer og evnen til at omsætte teknologiske muligheder til konkrete løsninger, der skaber reel værdi for borgere, medarbejdere og samfund.

Der er over en årrække investeret målrettet i at styrke kapaciteten for digital innovation, og opbygget en solid platform med bl.a. AI-Kompetenceenheden, automatiseringsløsninger (RPA), testmiljøer og stærke partnerskaber med forsknings- og uddannelsesmiljøer som Syddansk Universitet. Det har givet værdifulde erfaringer og konkrete eksempler på, hvordan digitale løsninger kan forbedre patientforløb, arbejdsgange og beslutningsstøtte i klinikken og administrationen.

Samtidig er det tydeligt, at det fulde potentiale indenfor anvendelse og udbredelse af automatisering og kunstig intelligens endnu ikke er realiseret. For mange projekter forbliver forsøgsbaserede og når aldrig hele vejen til implementering i driften. Det skyldes bl.a. manglende fælles processer, systematisk skalering og klart ejerskab, der sikrer at gode idéer bevæger sig fra pilot til bred anvendelse. It-landskabet er komplekst, præget af mange forskellige systemer og utilstrækkelig integration. Værdifulde data kan være svære at genanvende, og regionen går glip af synergier og gevinster, som kunne opstå ved mere sammenhængende udvikling og udbredelse.

Efterspørgslen på digitale løsninger vokser – både fra klinikken, ledelsen og samarbejdspartnere. Det stiller større krav til, hvordan Region Syddanmark prioriterer, koordinerer og stiller teknisk og organisatorisk kapacitet til rådighed. Det kræver et skifte fra enkeltstående indsatser til et mere integreret innovationssystem, med tydelig retning, styrket governance og tæt kobling mellem klinik, it og ledelse.

Regionen er allerede en aktiv del af både regionale og nationale innovationsmiljøer. Den regionale innovationsstrategi sætter retning for en samlet indsats på tværs af sundhedsområdet, og samarbejdet med Syddansk Sundhedsinnovation og MedTech Odense bidrager med stærke kompetencer og innovationskraft. Nationalt deltager Region Syddanmark i samarbejder med Digital Sundhed Danmark og bidrager til udviklingen af fælles løsninger og platforme, ligesom det nationale center for sundhedsinnovation og initiativer som European Health Data Space er vigtige pejlemærker.

Det samlede innovationslandskab er rigt – men også forskelligartet. Der er stor variation i innovationskapacitet og -erfaring afhængigt af, hvor i organisationen man sidder. Derfor skal delstrategien for digital innovation imødekomme og understøtte hele spektret – fra lokale ildsjæle til nationale aktører – og sikre, at alle relevante parter kan spille med og trække på fælles værktøjer, kapacitet og erfaringer.

De strategiske mål og pejlemærker for digital innovation i Region Syddanmark er ambitiøse – men skal gøres til virkelighed gennem målrettet indsats. For at sikre en sammenhængende og effektiv realisering af strategien er der identificeret fem centrale indsatsområder, som tilsammen udgør fundamentet for digital transformation i regionen.

Figuren nedenfor illustrerer, hvordan de fem indsatsområder hænger sammen og understøtter hinanden.

Midt i modellen står data som katalysator, der er afgørende for at muliggøre og accelerere digital innovation på tværs af organisationen. Data er den bærende ressource, der binder de øvrige temaer sammen – både som grundlag for beslutninger, træning af AI og understøttelse af nye teknologier.

Overblik, vejvisning og rådgivning er placeret øverst som den drivende kraft i strategien. Det er her, idéer og behov omsættes til konkret handling gennem rådgivning, koordinering og synlig tilstedeværelse i organisationen.

I trekantens bund ses Nye teknologier, der dækker evnen til at identificere, afprøve og implementere digitale løsninger – særligt inden for AI og automatisering. Samt Infrastruktur som grundlag for innovation, som sikrer, at teknologier kan testes og driftes sikkert og bæredygtigt.

Hele modellen er omsluttet af en cirkel, der symboliserer det overordnede mål: digital transformation gennem skalering og samarbejde. Det understreger, at digital innovation først skaber værdi, når løsninger udbredes systematisk og forankres organisatorisk.

Indsatsområderne er udvalgt med afsæt i konkrete behov fra klinik, drift og udviklingsmiljøer, og bygger videre på eksisterende kapaciteter som AI-Kompetenceenheden og regionens digitale infrastruktur. De adresserer både teknologiske muligheder, organisatoriske forudsætninger og tværgående samarbejde.

I det følgende gennemgås de fem indsatsområder. Hvert område indledes med en kort beskrivelse af bevægelser og udfordringer, efterfulgt af målsætning, konkrete initiativer og forventede gevinster. Tilsammen udgør de en handleplan for at styrke digital innovation i hele regionen – til gavn for borgere, medarbejdere og sundhedsvæsenet som helhed.

Formålet med denne indsats er at skabe et mere overskueligt og sammenhængende innovationslandskab, hvor kliniske- og administrative enheder, it-afdelinger og projekter oplever let og kvalificeret adgang til rådgivning – fra idé til implementering. Kompetenceenheden ved Digital Innovation skal være tilgængelig, nærværende og understøttet af tydelige kontaktpunkter og kompetente sparringspartnere.

I takt med at teknologier som kunstig intelligens, automatisering og datadrevne løsninger vinder indpas, øges både kompleksiteten og behovet for specialiseret viden. Lovgivningen – herunder AI-forordningen, GDPR og medicoregulatoriske krav – udvikler sig løbende og stiller skærpede krav til de faglige miljøer. Samtidig er det tekniske landskab komplekst, og erfaringer viser, at selv gode initiativer kan gå tabt, hvis der mangler rettidig vejledning og koordinering på tværs af aktører.

I dag findes en række vigtige rådgivnings- og innovationsfunktioner – f.eks. AI Kompetenceenheden, Syddansk Sundhedsinnovation, CIMT, CAI-X, CC-R og nationale fora, men opgave- og rollefordelingen er ikke klar nok. Der er derfor behov for at styrke koordineringen og skabe et fælles overblik over igangværende initiativer og tilgængelige ressourcer. Det vil reducere dobbeltarbejde og styrke genbrug af viden og erfaringer. En tilsvarende vejvisning i regionens datalandskab vil fortsat være et centralt bidrag til at hjælpe nye indsatser og projekter på vej.

Kompetenceenheden ved Digital Innovation spiller en nøglerolle i denne indsats. Enheden skal være synlig og tilgængelig på tværs af regionens enheder og projektfaser og tilbyde kvalificeret rådgivning om tekniske, juridiske og organisatoriske spørgsmål med blik for hele værdikæden. Rådgivningen skal både være lokalt forankret og nationalt koordineret og bidrage til både konkrete projekter og det samlede innovationssystem.

Et særligt fokus er at understøtte faglige miljøer tidligt i innovationsprocessen, bl.a. gennem teknisk vurdering, juridisk rådgivning og metoder til dokumentation og gevinstrealisering. Et fælles metodeapparat, herunder brug af sprintbaserede innovationsforløb, skal bidrage til tidlig afklaring af potentiale, risici og behov for organisatorisk forankring.

Den nuværende juridiske usikkerhed håndteres igennem rådgivning fra Kompetenceenheden og regionens øvrige juridiske enheder, og justeres i takt med at nationale retningslinjer og lovgivning for AI og databrug videreudvikles.

Forudsætninger og gevinster
Succesfuld digital innovation kræver at man kan navigere i et teknologilandskab præget af høj kompleksitet, hastig udvikling og skærpede krav til datasikkerhed og lovgivning. Synlige, tilgængelige rådgivningsfunktioner med teknisk, juridisk og organisatorisk forståelse er derfor nødvendige.

Forventede gevinster ved styrket overblik og vejvisning:

  • En organisation, hvor det er nemt at finde vej – uanset hvor man starter
  • Hurtigere vej fra idé til beslutning om afslutning eller implementering
  • Bedre udnyttelse af eksisterende viden og teknologier
  • Færre parallelle eller dobbeltprojekter der afvikles uden sammenhæng
  • Færre fejlskud og gentagelser – og højere teknologisk modenhed
  • Styrket forståelse af muligheder, lovgivning og risici
  • Øget modenhed i teknologidokumentation og evaluering.

Initiativer og indsatser

Synlighed og tilgængelighed:

  • Faste besøg og kontaktflader fra AI-Kompetenceenheden ved regionens enheder og afdelinger
  • Afholdelse af temadage og workshops om centrale emner som f.eks. teknologisk modenhed og overvågning
  • Etablering af en synlig digital indgang til rådgivning og vejledning.

Rådgivning i regi af Kompetenceenheden ved Digital Innovation:

  • Ansættelse af juridisk rådgiver med fokus på AI-forordningen, databeskyttelse og sundhedslovgivning
  • It-faglig vurdering i forbindelse med projektansøgninger og implementeringsplaner
  • Udvikling af standardværktøjer og processer til understøttelse af AI-projekter.

Tværgående rådgivningssamarbejde:

  • Tættere samarbejde med it-arkitekturområdet om nye teknologier og vurdering af disse
  • Klar opgave- og ansvarsfordeling mellem innovationsaktører.

Koordination og fælles overblik:

  • Samlet overblik over igangværende og tidligere AI-afprøvninger – regionalt og nationalt
  • Tværgående koordinering for at fremme læring og undgå gentagne afprøvninger af samme teknologi flere steder uden grund
  • Etablering af synlig oversigt over initiativer i innovationsøkosystemet i samarbejde med regionens innovationsenheder
  • Etablering af fælles overblik over kørende automatiseringsløsninger med henblik på yderligere udbredelse.

Region Syddanmark skal være blandt de førende, når det gælder ansvarlig og værdiskabende anvendelse af ny teknologi i sundhedsvæsenet. Det handler ikke kun om at følge udviklingen – men om aktivt at forme den og bringe teknologiske muligheder i spil dér, hvor de gør en forskel for patienter, medarbejdere og organisation. Med en bred ramme for, hvad der udgør digital innovation, er der en regional ambition om, at teknologiske løsninger skal fremme regionens pejlemærker og skabe reel værdi i hverdagen.

I denne delstrategi rettes et særligt fokus mod teknologier som kunstig intelligens (AI), automatisering, sensorer og nye typer brugergrænseflader. Indsatserne omfatter både anskaffelse af specialiserede AI-løsninger og generative AI-værktøjer, ligesom modning af automatiseringsløsninger – f.eks. RPA – og bredere adgang til standardiseret dataudstilling ses som centrale elementer i arbejdet med at frigøre arbejdskraft til kerneopgaverne.

Selvom mange nye løsninger kommer udefra, råder regionen allerede over en række teknologiske platforme, der fungerer som innovationsinfrastruktur – f.eks. RPA-platforme og en platform til udstilling af sprogmodeller. Disse skal videreudvikles og modnes, så de kan understøtte både central og lokal innovation. Der er desuden behov for nye platforme – f.eks. til udvikling og test af borger- og patientrettede apps og chatbotløsninger. Den digitale infrastruktur skal i stigende grad fungere som en løftestang for innovation på tværs af enheder og strategiske områder.

Kompetenceenhedens kerneopgave er ikke at udvikle nye teknologier, men skal kunne indgå i samarbejder med eksterne partnere om udvikling og tilpasning af konkrete løsninger. Det er afgørende, at regionen kan samarbejde med hele spektret af aktører fra nationale innovationscentre og universiteter til startups og større leverandører.

Et vigtigt princip i delstrategien er, at afprøvning af nye løsninger skal foregå tæt på praksis. Klinikken og øvrige områder udgør de faktiske afprøvningslaboratorier – dér hvor behovet opstår og værdien skabes. Det skaber ejerskab, brugerinvolvering og mulighed for hurtigere og mere kvalificeret evaluering. Samtidig skal det være muligt at dele erfaringer og præsentere velunderbyggede anbefalinger, også i de tilfælde, hvor løsningerne går på tværs af organisatoriske siloer.

Det teknologiske landskab er rigt, men forskelligartet. Kapacitet og modenhed er forskellig på tværs af enhederne. Derfor skal delstrategien også rumme fleksible modeller, så hele spektret af aktører kan deltage og bidrage. Der skal derfor sikres kapacitet og rammer for at teste og evaluere nye teknologier lokalt, men også koordinere indsatsen på tværs. Det forudsætter en fælles procesmodel for teknologivurdering, klare kriterier for juridisk og etisk afvejning samt tæt samspil mellem innovationsmiljøer, it-området og ledelse. Nye teknologier skal evalueres systematisk i et format der passer anvendelsesområdet så der efterfølgende kan tages velbegrundede handlinger.

For at accelerere teknologiimplementering deltager regionen aktivt i tværregionale og nationale samarbejder – f.eks. Digital Sundhed Danmark, Nationalt Center for Sundhedsinnovation og med reference til Region Syddanmarks overordnede innovationsstrategi. Derudover styrkes samarbejdet med initiativer som MedTech Odense og Syddansk Sundhedsinnovation.

Der er behov for en samlet innovationskapacitet, hvor nye teknologier let og ansvarligt kan afprøves – og hvor viden og erfaring deles og anvendes på tværs. Både centrale og lokale parter skal være i stand til at samarbejde om at evaluere og implementere løsninger, så de skaber værdi bredt i organisationen og for borgerne.

Forudsætninger og gevinster
Effektiv udnyttelse af ny teknologi forudsætter klar governance, vurderingskriterier og tæt samspil mellem innovationsmiljøer, strategigrupper og driftsorganisationen. Særligt ved brug af AI er det nødvendigt med løbende justeringer, høj datasikkerhed og tydelige krav til effekt og transparens.

Forventede gevinster:

  • Øget kapacitet til afprøvning og implementering af nye teknologier i hele regionen
  • Kortere behandlingstid fra idé til teknologisk afprøvning
  • Højere grad af genanvendelighed og dokumentation af erfaringer
  • En mere agil og fremtidssikret innovationsinfrastruktur, der skaber reel værdi for både borgere, patienter og medarbejdere.

Initiativer og indsatser:

  • Udarbejdelse af fælles procesmodel for afprøvning og evaluering af nye løsninger – både inden for og på tværs af delstrategiområder
  • Etablering af samarbejde om teknologiovervågning og tidlig vurdering af nye muligheder
  • Udbygning og videreudvikling af nuværende platforme til bl.a. AI, automatisering og generative teknologier
  • Modning og udbredelse af RPA-løsninger, herunder med stigende grad af autonomi igennem agentbaserede tiltag med anvendelse af kunstig intelligens.
  • Etablering af nye platforme, f.eks. chatbot-frameworks og testmiljøer for apps
  • Undersøgelse af, hvordan regionen kan drifte autonome AI-agenter
  • Udvikling af model for samarbejde med eksterne aktører om co-udvikling og innovation
  • Afdækning af behov og muligheder for fælles udviklingsprojekter med eksterne partnere.

Data er et fundament for digital innovation i Region Syddanmark. Når det anvendes ansvarligt og målrettet, er det en nøgle til bedre beslutningsstøtte, nye teknologiske løsninger og mere sammenhængende patientforløb. Regionens data stammer fra mange forskellige kilder – f.eks. klinikere, patienter, udstyr og administrative systemer – og er som udgangspunkt indsamlet til ét konkret formål. Genbrug til andre formål kræver ikke kun tekniske løsninger, men også organisatorisk modenhed, afklaring af ansvar og tilstrækkelig dokumentation. Samtidig stiller både kommunale, nationale og europæiske aktører stigende krav og forventninger til datadeling, standardisering og dokumentation. Lovgivning som AI-forordningen og GDPR, nationale datainitiativer og samarbejder – f.eks. med Sundhedsdatastyrelsen og KL – samt ambitioner om interoperabilitet og fælles datamodeller kræver, at der ageres strategisk og samordnet.

For at realisere dette potentiale kræver det en langsigtet og fælles indsats for at forbedre datakvalitet, standardisere praksis og sikre sikker og lovmedholdelig adgang til relevante data – både internt og på tværs af sektorer. Delstrategien har derfor særligt fokus på data som en drivkraft for digital innovation, med et fokus på at definere rammerne for regionens overordnede datastrategi. Det handler om at "sætte data fri" på forsvarlig vis – skabe rammer, værktøjer og praksis, som gør det muligt at genbruge data til nye og værdiskabende formål: bedre behandling, ledelsesinformation, populationsbaseret sundhed og udvikling af algoritmer og teknologier. Arbejdet med en samlet datastrategi skal understøtte denne ambition og udgøre en forudsætning for, at digital innovation kan skalere og skabe varig værdi. For at datastrategien bliver et anvendeligt værktøj, skal den sikre progression og prioritering frem for at være en samling af uindfriede forventninger. Målet er at sætte en tydelig retning – men i et tempo, hvor der kan følges med.

Den kommende datastrategi skal bygge videre på erfaringer fra bl.a. AI-Kompetenceenheden og tidligere datainitiativer. Strategien skal være både central og decentral: den skal sætte fælles principper, men samtidig kunne omsættes konkret i de enkelte strategigrupper. Den nye organisering af it-området åbner mulighed for en domæneorienteret tilgang, hvor dataforvaltning og dataværdiskabelse sker tæt på praksis. Samtidigt bevæger data sig på tværs af områder, hvorfor datastrategien bør forankres centralt.

Ambitionen om at kunne arbejde innovativt med data er vigtig, også på øjebliksniveau (realtidsdata), men skal afstemmes med tekniske og organisatoriske realiteter. Innovativ anvendelse af data til at afprøve og udvikle nye digitale teknologier skal balances mellem at være let at gå til, men på en garanteret sikker og ansvarlig måde.

Forudsætninger og gevinster
Datadreven innovation stiller høje krav til rettidig adgang til valide data – både strukturerede og ustrukturerede – samt til sikkerhed, dokumentation og mulighed for sletning. En ny datastrategi skal understøtte ansvarlig brug og samtidig styrke samspillet med kommuner, praksissektor og nationale aktører.

Forventede gevinster:

  • Effektiv vidensdeling og læring på tværs af systemer
  • Sikker og ansvarlig brug af data i nye teknologier
  • Styrket samarbejde og sammenhæng med nationale, regionale og kommunale dataindsatser.

Initiativer og indsatser

Udarbejdelse af en regional datastrategi:

  • Datastrategien udvikles med bred deltagelse fra regionens datainteressenter og forankres centralt i it-organisationen. Datastrategiens mål er at understøtte ansvarlig, og innovativ, brug af data på tværs af regionen, sektorgrænser og på nationalt niveau.

Adgang og anvendelse i innovationsprojekter:

  • Udvikle værktøjer og processer, der letter adgangen til relevante data i udviklingsprojekter
  • Understøtte brugen af data til udvikling af algoritmer, beslutningsstøtte og procesoptimering.

Teknisk og organisatorisk modenhed:

  • Gennemføre proof-of-feasibility-projekter for at vurdere, hvordan forskellige dataarkitektur paradigmer og domæneorienteret design kan bruges i regionen.

Kobling til strategigrupper og governance

  • Assistere med at inspirere og fremme de overordnede datastrategiske ambitioner på tværs af organisationen ved at facilitere dialog om at konkretisere datastrategien ind i de relevante strategigrupper med ansvar for datastrømme, anvendelse og datamæssig værdiskabelse.

Et sikkert, stabilt og innovationsvenligt it-fundament er en forudsætning for digital udvikling i Region Syddanmark. Mange gode idéer og teknologiske løsninger når aldrig i drift – ikke fordi de fejler funktionelt, men fordi de ikke kan integreres med den eksisterende infrastruktur eller mangler driftsunderstøttelse.

Regionen driver i dag mere end 1.000 it-løsninger, hvoraf mange er samfundskritiske. Disse forvaltes under en moden It Service Management-model, hvor sikkerhed, stabilitet og tilgængelighed er i højsædet. Samtidig stilles der stigende krav om hurtig afprøvning og smidig overgang fra innovation til drift – især i takt med øget fokus på AI, automatisering og datadrevet beslutningsstøtte.

Infrastrukturen skal kunne rumme både det velafprøvede og det eksperimenterende. Det betyder, at den skal være skalerbar, energieffektiv og interoperabel. Grøn it, reduktion af teknisk gæld og en fornuftig balance mellem standardisering og fleksibilitet skal være styrende principper. Det indebærer bl.a. konsolidering og virtualisering af systemporteføljen, øget anvendelse af API-baserede løsninger og fælles datamodeller.

Den nuværende AI-infrastruktur er allerede et skridt i den rigtige retning. Den giver mulighed for afprøvning af lokalt udviklede applikationer i et sikret miljø og tilbyder både beregningskraft og lagringskapacitet til krævende AI- og automatiseringsløsninger. Den skal videreudvikles, så overgangen fra test til reel drift (serviceintroduktion) bliver mere standardiseret og hurtig – med understøttelse af realtidsdata, høj tilgængelighed og behovet for løbende validering af modeller.

Regionen skal kunne bedrive "sikker innovation". Det indebærer, at nye teknologier kan prøves af tæt på driftsmiljøet – uden at gå på kompromis med kravene til datasikkerhed, adgangsstyring og systemstabilitet. Der skal etableres snitflader mellem innovationsarbejdet og driften, herunder fælles udviklingsmiljøer, monitoreringsværktøjer og værktøjer til validering og compliance – f.eks. ved brug af AI-modeller i drift. Derudover bør der opbygges regional kapacitet til datamærkning og datavalidering, som kan understøtte både forskning, innovation og kvalitetssikring.

Målet er at bevare og udbygge kapaciteten til at drive en fleksibel og innovationsvenlig infrastruktur, der understøtter hurtig afprøvning, stabil drift og ansvarlig anvendelse af nye teknologier – både internt og i samarbejde med eksterne partnere, herunder potentielt gennem fælles løsninger med aktører som UCloud eller Gefion.

Forudsætninger og gevinster
I takt med, at fokus på AI, automatisering og datadrevet beslutningsstøtte øges, vokser behovet for en infrastruktur, der kan håndtere store datamængder, realtidsintegration og sikker databehandling. Investering i infrastruktur skal derfor ske med fokus på både innovation og driftssikkerhed.

Forventede gevinster:

  • Øget fleksibilitet i teknologivalg og -udrulning
  • Lavere driftsomkostninger, energiforbrug og teknisk gæld
  • Styrket datakapacitet og bedre understøttelse af AI og automatisering
  • Hurtigere og mere sikker integration og monitorering af nye løsninger
  • Bæredygtige og skalerbare digitale investeringer.

Initiativer og indsatser

Styrkelse af teknisk understøttelse:

  • Etablere tekniske retningslinjer og standarder, der fremmer innovation og kompatibilitet med det eksisterende systemlandskab
  • Styrke interoperabilitet via fælles datamodeller og API-baserede løsninger.

Sammenhæng til drift og sikkerhed:

  • Etablere snitflader mellem innovationsarbejde og teknisk drift – f.eks. via fælles udviklingsmiljøer og værktøjer til validering og monitorering
  • Indarbejde krav om cybersikkerhed, adgangsstyring og realtidsmonitorering i alle nye løsninger.

Understøttelse af data- og AI-krav:

  • Udvikle tekniske rammer, der muliggør brug af AI og avanceret dataanalyse
  • Tilpasse netværk, lagring og beregningskapacitet til behov for realtidsdata og høj tilgængelighed
  • Etablere kapacitet til datamærkning, datavalidering og forskningsunderstøttelse.

Koordination og ansvar:

  • Skabe tydelig rolle- og opgavefordeling mellem digital innovation, it-drift og infrastrukturarkitektur
  • Afsøge muligheder for samarbejde på tværs af sektorer og regioner, herunder om delt infrastruktur.

Region Syddanmark skal blive markant bedre til at udbrede løsninger, der virker. For mange digitale initiativer forbliver lokalt forankrede – og det betyder, at potentialet for forbedringer på tværs af regionen ikke realiseres. Med denne indsats skal velfungerende teknologier og løsninger kunne skaleres systematisk, hurtigt og med organisatorisk forankring. En forudsætning for denne prioritering af et fortsat samarbejde omkring evaluering og udvælgelse af de løsninger der bedst understøtter de mest presserende kliniske behov.

Skalering er ikke blot et teknisk spørgsmål – det handler om at tænke implementering, undervisning, arbejdsgange og support ind fra starten. Det gælder både for lokalt udviklede løsninger, fællesregionale initiativer og nationale programmer, som f.eks. regeringens indsats for udbredelse af AI i røntgendiagnostik. Disse kræver ofte medfinansiering og tydelig afrapportering af økonomi og effekt – og forudsætter, at regionen har kapacitet til at håndtere både drift og videreudvikling.

Det skal fra idéstadiet vurderes, om løsninger har skaleringspotentiale, og hvordan de bedst bringes i anvendelse bredt. Klare skaleringsplaner og støtteværktøjer er afgørende for succes. Derfor er et standardiseret samarbejde mellem idéskaber, løsningsformidler og slutmodtager centralt for at lykkedes med at få de gode løsninger ind, vurderet og løftet ud på tværs af de enheder hvor den nye løsning skal anvendes.

Digital Innovation og kompetenceenheden skal fungere som bindeled mellem lokale behov, strategigrupper og den centrale it-organisation. Med den stigende kompleksitet i teknologier og krav til integration og datadeling, er det afgørende med teknisk, juridisk og organisatorisk rådgivning hele vejen fra lokal afprøvning til fuld udrulning.

Samtidig skal samarbejdet med nationale og fællesregionale aktører som Digital Sundhed Danmark og Vestdansk It-samarbejde styrkes, så Region Syddanmark ikke bare følger med – men også præger udviklingen og bidrager til fælles løsninger, der virker på tværs.

Region Syddanmark skal have styrken og smidigheden til at implementere nye digitale løsninger – uanset om de er udviklet internt, testet lokalt eller kommer fra nationale eller internationale initiativer. Det kræver moden styring, organisatorisk kapacitet og et stærkt samspil mellem teknik, drift og klinik. Ledelsesmæssig opbakning, både på tværs og langs ledelsesstrengen er afgørende for at organisationen lykkedes med skalering, både på regionalt niveau og i de nationale løsninger der forventes udrullet i årene fremover.

Forudsætninger og forventede gevinster
Skalering kræver både teknisk og organisatorisk kapacitet og vilje til standardisering. Ressourcer til drift, undervisning og ændrede arbejdsgange skal være indtænkt fra start. Med øgede nationale investeringer og krav om medfinansiering stiger behovet for at kunne dokumentere, koordinere og opskalere effektivt.

Forventede gevinster:

  • Kortere tid fra vellykket afprøvning til bred implementering
  • Øget organisatorisk robusthed og governance
  • Bedre anvendelse af nationale investeringsmidler
  • Synlige forbedringer for patienter og medarbejdere i form af hurtigere adgang til nye løsninger og mere effektive arbejdsgange.

Initiativer og indsatser

For at sikre, at digitale løsninger kan skaleres og implementeres effektivt, skal der etableres en fælles model for udvikling, afprøvning og udbredelse. Modellen skal tage højde for både organisatoriske og tekniske forhold – fra idé til fuld implementering. Det forudsætter at der:

  • Udarbejdes en fælles procesmodel, der kortlægger en løsnings rejse fra idé til drift, herunder ejerskab, governance, kriterier for overgange og involverede parter i hele kæden fra lokal innovation, til behandling i relevante strategigrupper og modtagelse i enhedernes lokale it-afdelinger hvor den digitale transformation forankres.
  • At arbejdes efter en agil model for udvikling og skalering, baseret på sprintbaserede forløb og tæt koordinering mellem innovationsmiljøer, it-drift og forretning
  • Udvikles procedurer og retningslinjer for valg mellem af bedste udbredelsesmodel
  • Understøttes et strategisk top-down-perspektiv, hvor centrale initiativer får retning og prioritering fra øverste ledelsesniveau
  • Sikres inspiration til øvrige delstrategiområderne i forhold til processer og værktøjer.
APPFWU02V