Skip til primært indhold

Overvægt, arv og risiko for at få type 2-diabetes

Forskningschef Kurt Højlund fra Steno Diabetes Center Odense svarer på spørgsmål om, hvorvidt der er sammenhæng mellem overvægt og type 2-diabetes, og om type 2-diabetes er arveligt.

På spørgsmålet om sammenhæng mellem vægt og risiko for at udvikle type 2-diabetes er svaret ret klart fra forskningschef og professor Kurt Højlund fra Steno Diabetes Center Odense:

- Ja, der er en sammenhæng. Man kan sige, at jo mere overvægtig du er, jo større risiko har du for at udvikle type 2-diabetes, siger Kurt Højlund og tilføjer, at det jo IKKE betyder, at alle med overvægt får type 2-diabetes.

Han forklarer, at omkring 80 procent af dem, der udvikler type 2-diabetes, er overvægtige eller svært overvægtige. Men – understreger Kurt Højlund – langt de fleste af dem, der er overvægtige eller svært overvægtige, vil ikke udvikle type 2-diabetes.

- Det er vigtigt at huske, så man ikke sygeliggør disse mennesker, siger han.

Risiko for sygdom vokser med vægten

BMI står for Body Mass Index og bruges bl.a. til at give en pejling på, om man er overvægtig. Et BMI på 18,5-25 ligger inden for normalvægt, 25-30 indikerer overvægt, og over 30 indikerer svær overvægt.

- Man kan sagtens få type 2-diabetes med et BMI lige omkring 25, men jo højere tallet er, jo større er risikoen for at få type 2-diabetes. Så overvægt ér en faktor i forhold til at udvikle type 2-diabetes, konstaterer Kurt Højlund.

Nogle gener giver risiko

Ser vi på, om der er en sammenhæng mellem type 2-diabetes og arvelighed, skal vi have fat i generne. Dem har vi rundt regnet 20.000 af, og de rummer informationer om vores arvelige egenskaber. Der kan forekomme ændringer i generne hos alle mennesker, og nogle gange kan disse ændringer i generne – kaldet gen-varianter – øge risikoen for sygdom.

- Vi går alle rundt med gen-varianter – måske har du 10, måske 100 – som kan betyde noget for din risiko for at udvikle type 2-diabetes. Det forsker vi meget i, og indtil nu har vi kun fundet gen-varianter, som påvirker risikoen for type 2-diabetes med meget få procent.

Hvis far og søster har diabetes

Ser vi på risikoen, hvis man har type 2-diabetes i familien, så er din risiko for at få sygdommen ca. 40 procent større, hvis du har en forælder eller en søskende, som har type 2-diabetes. Har du både en forælder og en søskende, som har type 2-diabetes, er risikoen helt oppe på ca. 80 procent.

- Tvillingestudier viser, at noget af det er genetisk bestemt, men ikke hverken 40 eller 80 procent. Så derfor handler det også om den måde, familien lever på. Spiser man for meget? Bevæger man sig for lidt?

Der forskes også rigtig meget i at finde ud af, hvem af dem, der er overvægtige eller svært overvægtige, som har den største risiko for at udvikle type 2-diabetes. Men det kan man ikke sige noget om endnu.

Kost og motion er nøglen

Det man til gengæld kan sige noget om er, at du kan gøre noget godt for dig selv, hvis du har forhøjet fasteblodsukker eller forhøjet blodsukker efter et måltid – det man kalder en prædiabetes. Studier viser nemlig, at du kan nedsætte risikoen for at udvikle type 2-diabetes, hvis du ændrer livsstil over en periode på fem til ti år med vægttab og mere motion.

- Både vægttab og fysisk aktivitet kan være med til at forebygge udviklingen af type 2-diabetes og er i det hele taget godt for alle, som ønsker at gøre noget godt for sig selv og for at undgå hjerte-karsygdomme, siger Kurt Højlund.

APPFWU02V