Skip til primært indhold

Frivillighed på regionens sygehuse og institutioner

Frivilligheden i Region Syddanmark har mange ansigter og mange former. Fælles for alle initiativerne er, at de skaber glæde og livskvalitet eller løser udfordringer for patienter, pårørende og borgere.

Eksempler på frivillige indsatser

Videoerne herunder viser et lille udsnit af, hvordan frivillige indsatser på sygehuse og institutioner kan se ud, og hvilken glæde indsatsen bringer med sig.

Gå-klubben – et samarbejde mellem Nyborg Gymnasium og Handicapcenter Fyn

En gruppe elever fra Nyborg Gymnasiums internationale linje går ture og ser film sammen med borgerne på Handicapcenter Fyn i Nyborg. Mange af eleverne taler ikke dansk, men det betyder ikke så meget, for centerets borgere har et begrænset sprog, og kommunikationen foregår med kropssprog og nærvær.

App-Guiderne på OUH i Odense og Svendborg

App-Guiderne støtter og hjælper patienter og pårørende med at komme i gang med at bruge de mange forskellige sundheds-apps, som sundhedsvæsnet tilbyder.

Vores Fælles Historier på OUH i Odense

Vores Fælles Historier bygger bro mellem yngre og ældre generationer via højtlæsning. Én gang om ugen læser en frivillig i alderen 15-29 år højt for patienter, der er indlagt på Geriatrisk Sengeafsnit på OUH.

Palliativ Frivillig indsats på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg

De frivillige er til stede i den sidste del af patientens liv, hvor de tilbyder tryghed, støtte, samvær og aflastning af pårørende samt aktiviteter, som tager udgangspunkt i patientens og de pårørendes behov.

Tøj To Go i Psykiatrien i Region Syddanmark

Det er ikke alle patienter, som har et fyldt klædeskab derhjemme, eller som har netværk, der kan komme med tøj, når de er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Tøj To Go er en tøjdonationsordning, som tilbyder indlagte patienter gratis tøj og sko, der passer til årstiden.

Frivillige i vinterbadeklubben OdinsVig

I vinterhalvåret bliver patienter med tilknytning til Psykiatrisk Afdeling i Odense inviteret til vinterbadning i havnebadet i Odense.

APPFWU01V