Freja var et mirakel på 500 gram

Et rutinetjek hos jordemoderen tog en alvorlig drejning, da Cecilie Tornvig var til undersøgelse 27 uger henne i sin graviditet. Cecilies blodtryk var lidt højt, og hun blev derfor sendt til flere undersøgelser på Aabenraa Sygehus. Her viste det sig, at der var meget lidt fostervand inde hos babyen, og så skulle det gå stærkt. 

Cecilie og hendes mand René blev sendt til Odense Universitetshospital, hvor de skulle forberede sig på snart at blive forældre til deres første barn:

- Jeg husker kun dagen i bidder, fordi jeg gik lidt i chok. Først troede jeg, at hun var død, da de sagde, at der ikke var noget fostervand, og så blev det hele bare sløret. Så da jeg kom til Odense, hvor de stod klar til at tage mig med til kejsersnit, forstod jeg det faktisk slet ikke, fortæller Cecilie.

På OUH viste det sig, at kejsersnittet kunne vente lidt endnu, og Cecilie blev i stedet indlagt, så fødslen kunne ske på det bedst mulige tidspunkt, fortæller hun:

- De skulle have hende ud på det rette tidspunkt, inden hun begyndte at få det skidt. Men samtidig ville man gerne trække det så lang tid som muligt, så lungemodningen kunne få lov at virke, inden hun kom ud. Så de gik hele tiden og holdt øje, og når jeg kunne begynde at mærke mindre bevægelse, skulle jeg sige til. 

7. december 2024 kl. 12.28 kom lille Freja på 567 gram til verden ved kejsersnit. To dage efter rutinetjekket hos jordemoderen i Haderslev og 13 uger før terminsdatoen 4. marts 2025.

En følelsesmæssig rutsjebanetur 

Inden Freja blev født, nåede de kommende forældre at få en rundvisning på neonatalafdelingen, hvor personalet forberedte dem på, hvad der ville ske, når deres datter kom til verden. 

- Fordi Freja var så lille bitte, skulle hun nok ligge i respirator, når hun kom ud. Så vi fik lov at se kuvøsen og udstyret, så vi havde en forståelse af det, fortæller Cecilie og fortsætter:

- Da vi så udstyret, kom reaktionen også. Vi blev pissekede af det, for dér gik det virkelig op for os, hvad det var, der skulle ske, når vi blev forældre.

Få dage efter fødslen viste det sig, at Freja led af en særlig tarmsygdom, som især rammer for tidligt fødte børn. Tre dage gammel fik hun fjernet en del af sin tarm og fik lagt stomi, og over de næste måneder gennemgik hun i alt fem operationer og utallige alvorlige infektioner. En tid, som forståeligt nok bragte de nye forældre helt ud i de følelsesmæssige tove, fortæller René Tornvig:

- Vi fik at vide, at det ville blive en rutsjebanetur. Så vi besluttede os for, at når der var gode dage, så skulle vi fejre de gode ting, der nu kom. Og når der var dårlige dage, så skulle vi huske at holde lidt ekstra om hinanden. Men i starten var vi bare i chok og kunne ikke gøre andet end at slippe kontrollen og bare prøve at følge med. 

Personalet blev som familie

Under indlæggelsen skiftede familien stue og afdeling, i takt med at Freja blev større og stærkere. Og uanset hvor de var, kunne de altid være tæt på deres lille pige:

- Det var vores barn, så vi måtte være ved hende, lige så meget vi ville. Og fra starten var vi med til at skifte ble og havde hende ude at ligge hud til hud. Så vi var meget sammen med hende, fortæller Cecilie.

Afdelingen gjorde alt for, at den lille familie kunne få lov at binde sig til hinanden. Under den lange indlæggelse kunne forældrene heller ikke undgå at binde sig lidt til personalet, fortæller René:

- Det blev lidt ligesom familie, når man var der i så lang tid. De kendte Freja rigtig godt, og de var gode til at fange, når hun ændrede sig. Jeg synes, at vi havde et rigtig godt samarbejde, og vi var heldige med, at vi havde nogle gode læger og sygeplejersker til at passe på hende. 

Et lille mirakelbarn

I april 2025 blev familien Tornvig endelig udskrevet efter indlæggelse på først OUH og senere Aabenraa Sygehus. Med sig hjem havde de Freja, som nu vejede over 3 kg og ikke længere havde stomi. I dag går Freja fortsat til en række kontroller, men generelt klarer hun sig godt, fortæller Cecilie:

- Vi føler, at hun er sådan et lille mirakelbarn, fordi hun har været igennem så mange ting. De der små præmaturbørn, de er bare nogle små seje størrelser. Jeg kan godt mærke, at vi har været igennem en hård oplevelse, og at mit nervesystem hurtigt reagerer, når der for eksempel er noget med Frejas mave. Men det, tror jeg, er noget, vi skal lære at leve med.

- Til gengæld har vi fået verdens største pytknap. Vi har stået i en situation, hvor vi var totalt ulykkelige og bange for at miste vores barn. Det har gjort os robuste, og vi har fundet ud af, hvad der er vigtigst for os i livet, tilføjer René til sidst.