Skip til primært indhold

Caja og Julius skal vaccineres mod influenza

Julius på tre år og Caja på seks år skal vaccineres mod influenza. Det valg har ikke været svært for deres forældre at træffe. For det handler om, at samværet med bedsteforældrene er helt essentielt. For alle tre generationer i familien.

Sonja og Hans Møller med deres tre børnebørn, Julius, Caja og Bertram.

For Charlotte Møller og hendes mand har det ikke krævet lange snakke over middagsbordet at beslutte, at deres to yngste børn, Julius på tre år og Caja på seks år, skal vaccineres mod influenza.

Familien har haft alvorlig sygdom tæt inde på livet. Charlottes mor har haft brystkræft, og faren har haft problemer med hjertet.

- Det betyder meget for os, at vi gør alt, hvad vi kan, for ikke at udsætte børnenes bedsteforældre for smitte. Mine forældre er meget tætte på mine børn. Selvom vi bor med 50 kilometers afstand, har vi set hinanden en gang om ugen. Altid, fortæller Charlotte Møller.

Nærværet er det vigtigste

Men på grund af hendes forældres sygdomsforløb har de under corona været nødt til ikke at se hinanden. Det har berørt dem alle meget og givet stof til eftertanke:

- Det trækker det vigtigste frem i livet. Vi har fået øget fokus på, hvor vigtigt det er for os at være tætte på hinanden. Dét, vi betaler med, hvis vi ikke tager imod vaccinen, er mindre af det allervigtigste – nærvær med dem, vi holder allermest af, siger Charlotte Møller.

Charlotte Møller er selv blevet vaccineret mod influenza i mange år. Som lærer og mor til tre børn har det været helt naturligt for hende.

- Med tre små børn er der rigelig sygdom. Det vil jeg gerne undgå, hvis jeg kan. Det belaster ens arbejdsplads og også derhjemme, hvis man bliver syg. Samfundsmæssigt er det ikke smart, at vi går og smitter hinanden, siger Charlotte Møller.

Sikkerhedssele og vaccination

For hende og hendes familie har det ikke været et svært valg at tage imod tilbuddet om influenzavaccination.

- Vores samfund er baseret på tillid. Og jeg har tillid til, at de vacciner, som vores sundhedsmyndigheder anbefaler, er gennemtestede. Jeg har det med vacciner, som jeg har det med sikkerhedsseler – som en automatiseret ting, som jeg bare gør for at passe på mig selv og mine omgivelser, funderer Charlotte Møller.

I familien Møller er alle tre generationer meget tætte. For at passe på bedsteforældrene bliver de mindste børn vaccineret mod influenza.

APPFWU01V