Skip til primært indhold

"Nu kan jeg bruge min energi på det, der er vigtigst"

For sclerosepatienten Ann Hesselager er der en stor ro i, at kontroller og tjek foregår tæt på bopælen i Middelfart.

Ann Hesselager er som sclerosepatient meget tryg ved at hendes kontroller og tjek foregår på Middelfart Nærhospital.

En overvældende, invaliderende træthed, der ikke forsvinder ved søvn eller hvile. Sådan beskrives ”fatigue”, som rammer rigtig mange sclerosepatienter. Og netop fatigue gør, at hverdagens energi skal prioriteres rigtigt, så overskuddet er der til alt det vigtige i livet.

Det fortæller 47-årige Ann Hesselager. Hun er en af de patienter, der har takket ja til at komme til kontroller og undersøgelser og at hente sin medicin på Middelfart Nærhospital. Hun fik konstateret sclerose i 2017 og bor selv i Middelfart Kommune.

For hende er det en stor hjælp at kunne bruge energien og tiden på familien og dagligdagen og ikke på transporttid til Kolding Sygehus, hvor hun tidligere var tilknyttet.

- Jeg har fire børn, så jeg vil gerne bruge mit overskud på mine børn og min mand. Derfor er det rigtig dejligt nu at være tilknyttet Middelfart Nærhospital, for det tog mange kræfter at skulle til Kolding. Nu kan jeg passe det ind i en almindelig dagligdag.

- I Kolding var det ofte i weekenden, jeg skulle til scanninger og kontroller, fordi der er flere patienter, der skal igennem. Nu kan jeg gøre det i dagtimerne i Middelfart, hvor jeg ofte har mere tid. Jeg henter også medicin i Middelfart nu frem for at skulle til Kolding, fortsætter hun.

Ro og nærhed er i fokus

Nærheden og de kendte ansigter er noget af det, Ann Hesselager skatter højt på Middelfart Nærhospital, når hun møder op til kontroller og samtaler.

- Der er en anden atmosfære i Middelfart, fordi der ikke er så mange mennesker. Ikke et ondt ord om Kolding, for jeg var rigtig glad for det. Men der er bare en rar stemning i Middelfart, og det tager noget af det sygehusagtige væk fra det at være patient, fortæller hun.

Ann Hesselager værdsætter også, at det som oftest er den samme sygeplejerske, hun møder, som kender hendes sygdomshistorik, og som har tid til at vende stort og småt.

- Det er virkelig betryggende, at det er nogen, der smiler og kan genkende en. Jeg skal ikke starte forfra og forklare alt, og der er mere ro på og tid og overskud til at tale sammen, når jeg er der, understreger hun.

APPFWU01V