Katrine Wind Nielsen har været pårørende hele sit liv. Hendes far har været nyrepatient, siden før hun blev født. Men det er først da Katrine går i 9. klasse, at faren bliver så syg, at de får at vide, at han skal i dialyse inden for nogle år. Men kun en måned efter bliver han pludselig rigtig dårlig.  Det følgende år er en meget turbulent tid, hvor faren er indlagt på hospitalet i flere måneder.

Det er otte år siden nu, og faren har det godt i dag. Men oplevelserne sidder stadig intenst i 25-årige Katrine.

- Min far ligger i sengen og er mentalt fraværende. Jeg husker, at det hele er meget voldsomt omkring mig. Han er lige blevet indlagt og ingen ved rigtig, hvad der skal ske. Der kommer en sygeplejerske ind og etablerer øjenkontakt med min mor, og hun taler kun til min mor. Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede på. Jeg blandede mig ikke, jeg sagde ikke noget, erindrer Katrine.

Følelsen af at være tilskuer

I lang tid efter havde hun følelsen af at blive afvist og en usikkerhed om, hvorvidt hun overhovedet måtte henvende sig til sundhedspersonalet.

- Jeg kan stadig mærke den ensomhed helt ind i hjertet. Det er følelsen af, at man som barn eller ung pårørende slet ikke er på deres radar. Man vil ikke forstyrre eller trænge sig på. Jeg følte mig som en statist eller tilskuer, fortæller Katrine.

Med i brugerrådet på OUH

Katrine har netop afsluttet sin uddannelse som kandidat i sundhedsvidenskab, og hun har engageret sig som frivillig. Hun sidder i brugerrådet på Odense Universitetshospital. Hun nikker bekræftende til, at hendes uddannelsesvalg og engagement som frivillig hænger direkte sammen med de erfaringer, hun har med at være pårørende, da hun var barn og ung.

- Det var helt ukendt land for mig det her sundhedsvæsen. Jeg var slet ikke tryg i omgivelserne, og jeg var ikke tryg ved det her sundhedspersonale, som ikke engang kiggede på mig, når de kom ind på stuen. De vidste ikke engang, hvad jeg og mine søskende hed.

De skal turde spørge

Katrines vigtigste budskab er, at sundhedspersonalet skal turde at være modige. Det kan være en lille ting som en hånd på en skulder og en interesse for barnet eller den unge.

- Det undrede mig, at det personale, som i flere måneder så mig hver dag, ikke var bare lidt nysgerrige på, hvem jeg var. Når jeg kom ud fra stuen og de tydeligt kunne se, at jeg var ked af det, kiggede de ned i stedet for at spørge ”skal du hjem nu – er der nogen, du kommer hjem til?” eller ”hvordan kommer du hjem?” siger Katrine.

Hellere afvises end blive overset

Katrine understreger, at hun godt ved, at personalet har travlt og selvfølgelig primært skal tage sig af deres patienter. Men hun mener, at der er nogle lavthængende frugter at plukke. For eksempel har de i brugerrådet på OUH netop fået lavet en folder til nyreafdelingen, som de kan give til familier, når de er inde til samtaler, som er målrettet børn og unge pårørende.

- Jeg vil hellere have en afvisning fra en sundhedsprofessionel, som siger ”jeg har simpelthen ikke tid til at gribe dig lige nu. Men jeg vil gerne hjælpe dig med at få kontakt til nogle, der kan” end følelsen af at blive overset, understreger Katrine Wind Nielsen.