HIV vil altid være min følgesvend

Da Michael Beck-Hansen som 18-årig i 1989 blev smittet med HIV, var der endnu ingen behandling for den frygtede virussygdom. Beskeden fra lægerne var, at Michael havde tre til fem år tilbage at leve i.

En barsk virkelighed at se i øjnene for en ung mand med livet foran sig og store drømme om at blive arkitekt.

- Jeg gik i gymnasiet i Odense og var bogligt stærk. Jeg kunne være blevet, hvad jeg ville. Men jeg droppede ud og fik et job i Føtex. Det gav jo ikke mening at bruge sine sidste år på at uddanne sig til noget, når jeg alligevel snart skulle dø, fortæller Michael.

Han sidder i sit lyse, gennemrenoverede hus i Egtved uden for Vejle, hvor han bor sammen med sin mand gennem 21 år og fortæller sin historie. Hjemmet bærer tydeligt præg af deres store passion for boligindretning – en passion som også blev Michaels levevej. Da han nogle år efter sin diagnose flyttede til København, fik han job i Magasins boligafdeling, hvor han arbejdede i mange år.

- Jeg prøvede på bare at have et almindeligt liv. Jeg skulle tjene penge, jeg skulle leve og hygge mig, så meget jeg kunne.

Noget var anderledes i kroppen

Da Michael blev smittet med HIV, vidste han faktisk ikke ret meget om HIV og AIDS. Men alle i det homoseksuelle miljø var meget bange for det, ligesom han selv var. For det var ligesom at få en dødsdom.

Men Michael havde levet i sin egen lille, beskyttede osteklokke og var i et fast forhold. Han blev smittet af en sommerflirt, og meget hurtigt efter kunne han mærke på sin krop, at der var noget, der var anderledes.

- Min læge sagde, at det ikke var nødvendigt at få en test, for jeg var lige blevet testet. Men jeg insisterede. Dengang gik der 14 dage, før man fik svaret. Min læge ringede og kunne næsten ikke få det over sine læber – han ville tage en ny prøve, for der måtte være sket en fejl. Men den var god nok. Næste prøve viste også, at jeg var HIV-positiv. Det var på min mors 50-års fødselsdag, som jeg tog til samme dag. Uden at fortælle det til nogen, fortæller Michael.

Ville ikke pylres om

I første omgang holdt han det for sig selv og fortalte det kun til to nære kammerater. De var mere chokerede og kede af det, end Michael selv var.

- Jeg mærkede ikke noget til sygdommen i de første 10 år. Min verden er aldrig faldet sammen. Men jeg har set så mange dø, siddet og holdt dem i hånden. Jeg har været ked af det, været deprimeret og helt nede i kulkælderen.

Michael havde ikke behov for, at der var nogen, der vidste det. Han stoppede i en længere periode med at date, for han kunne ikke overskue konsekvensen ved at skulle fortælle det.

- Selvfølgelig var der nogen, der fik det at vide. Jeg har tre brødre. Tåbeligt nok fik de det at vide til en julefrokost, hvor min ene brors ambitionsniveau på mine vegne fik mig til at sige ”drop det der – jeg har ikke ret længe at leve i”. Min mor fik det først at vide, 10 år efter jeg fik HIV. Jeg lignede jo mig selv, og jeg havde ikke brug for, at der var nogen, der skulle pylre om mig, fortæller Michael.

Stigmatisering i det homoseksuelle miljø

Den største stigmatisering omkring at være HIV-smittet har Michael Beck-Hansen mødt i det homoseksuelle miljø, og han lægger ikke skjul på, at det har været hårdt. Han har oplevet, at folk har brugt det imod ham. Hvis én var interesseret i ham, så kunne andre, der var jaloux, finde på at sige til vedkommende ”ham der har HIV”.

- Det har også været hårdt i forhold til at møde en partner, og jeg har da også oplevet at blive valgt fra i en jobsøgnings-situation. Jeg har brugt mange år på at leve som HIV-smittet, og jeg har da nok tit lige sat en mur op, hvis folk kom lidt for tæt på, fortæller Michael.

Drømmen om børn blev virkelighed

I midten af 1990’erne kom der endelig medicin, som gør, at HIV-patienter ikke udvikler AIDS.  I 1998 er Michaels virustal så dårlige, at han skal i behandling.

Han inviterer sin mor til København, og på Rigshospitalet får hun at vide, hvordan landet ligger.

- Jeg fik diagnosen AIDS i udbrud. Jeg var indlagt i tre-fire måneder, før de endelig fandt ud af, at jeg havde en særlig form for tuberkulose. Da de fik has på den, vejede jeg 48 kilo.

Michael kom sig lidt efter lidt, og da han genvandt kræfterne, var han færdig med livet i storbyen og flyttede hjem til Kolding, hvor han mødte sin mand. De har nu igennem en årrække været plejefamilie, og det er Michaels fuldtidsjob at tage sig af deres to plejebørn.

- Jeg har altid gerne villet have børn. Hvis jeg dengang havde vidst, at jeg kunne, så havde jeg også gjort det noget før. Men dengang var jeg bange. Men nu har jeg dem, og det er min juhu-oplevelse.

Ligesom at drikke kaffe med veninderne

Michael har været tilknyttet Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital i 20 år. Han kommer til tjek to gange om året hos sin faste sygeplejerske Helle Møller.

- De har holdt mig i hånden i alle de år, jeg er kommet i afdelingen. Jeg har været smittet i 33 år, og i al den tid har jeg kun haft to læger og mine faste sygeplejersker. De er så stabile, og jeg føler mig favnet. De kender mig, ved hvem jeg er gift med, og hvad jeg går op i, fortæller Michael.

Før behandlingen af HIV kom, var der kun ét hold til at gribe de HIV-smittede, og det var infektionsafdelingerne på sygehusene.

- De har simpelthen været så fantastiske på Infektionsmedicinsk afsnit. Vi rørte ved hinanden, vi kunne kramme. Da jeg vejede 48 kilo og lignede døden fra Lübeck, der følte jeg mig stadig bare helt normal.

Så velbehandlet at HIV ikke kan måles

Michael er så velbehandlet, at HIV-virussen ikke kan måles i hans krop. Han har levet med sygdommen i så mange år, at det stort set er trængt i baggrunden. Men når han indimellem møder unge, som er blevet smittet og føler, at verden falder sammen om dem, så forstår han dem fuldt ud.

- Det kan godt være, at der er medicin, og du kan leve et helt liv, men du har noget, der forhindrer dig i at leve et normalt liv. Det er en belastende følgesvend. Det vil det altid være. Jeg har lært at træffe nogle valg fra der, hvor jeg står. Det er fremad, og der er altid en ny dag i morgen, siger Michael og fortsætter med et glimt i øjet.

- Jeg håber, jeg falder død om på fortovet, når jeg bliver 72. Min mand bliver så sur, når jeg siger det. Men jeg har ikke råd til at blive 90 – jeg har ikke nogen fed uddannelse eller den store pensionsopsparing. Jeg har friværdi i mit hus, og den rejser jeg nok relativt hurtigt op.