Nyt samarbejdsprojekt skal styrke kulturhusene i Syddanmark
Region Syddanmark har igangsat pilotprojektet “Sammen om fremtidens værdifulde kulturbud i Syddanmark” i samarbejde med Spinderihallerne i Vejle og Kulturmakinen i Odense. Projektet skal styrke netværk, samarbejde og videnudveksling mellem regionens kulturhuse – med fokus på kulturens betydning for sundhed, trivsel og fællesskab.
Et kulturelt fællesskab med værdi for borgerne
Kulturhusene i Region Syddanmark spiller en vigtig rolle som både professionelle kulturinstitutioner og lokale samlingspunkter. De tilbyder alt fra scenekunst og udstillinger til kreative værksteder og borgerdrevne initiativer. På tværs af størrelse og geografisk placering har husene det til fælles, at de giver borgerne mulighed for at deltage, skabe og sætte dagsordenen.
Projektet skal skabe overblik over kulturhusenes aktiviteter og identificere deres behov og ønsker til samarbejde. Det overordnede mål er at understøtte deres udvikling og sikre, at deres viden, erfaringer og succesfulde initiativer deles og kommer flere til gode.
Projektets hovedaktiviteter
- Etablering af et regionalt netværk blandt 15–20 kulturhuse i Syddanmark
- Kortlægning af aktiviteter, målgrupper og eksisterende samarbejder
- Partnerskabsformater til erfaringsudveksling og fælles sprog
- Udarbejdelse af anbefalinger til, hvordan kulturhusene fremadrettet kan understøttes af regionale og lokale aktører
Projektets langsigtede formål
- At fremme trivsel, sundhed, bosætning og lokal identitet gennem kunst og kultur
- At skabe et bæredygtigt netværk, hvor kulturhusene støtter hinanden i at løfte opgaver og udvikle sig
- At inspirere kulturbrugere og beslutningstagere lokalt, regionalt og nationalt
Organisering og finansiering
Spinderihallerne varetager projektledelsen og samarbejder tæt med Kulturmaskinen og Region Syddanmark i en fælles styregruppe.
Regionsrådet har bevilget 500.000 kr. til samarbejdet fra Strategipuljen i 2024. Midlerne dækker blandt andet kortlægning, netværksaktiviteter og udvikling af anbefalinger.
Initiativet løber fra januar til november 2025 og er et pilotprojekt, som kan danne grundlag for en langsigtet indsats frem mod 2028.
Kontakt Kulturteamet
Annika Mai Dirckinck-Holmfeld
Udviklingskonsulent
Sundhedsinnovation og Kultur
23617654 annikadh@rsyd.dk