Skip til primært indhold

Rasmus er afhængig af gode ben

Rasmus Vemmelund er bestyrer af en café og derfor på benene mange timer dagligt. For nylig fik han fjernet åreknuder, og det har hjulpet ham af med smerter og uro i de ben, som han er så afhængig af i sin hverdag.

Nogle dage når skridttælleren helt op på 30.000 skridt, for det er ikke meget, 34-årige Rasmus Vemmelund får siddet ned i løbet af dagen. Han er nemlig bestyrer af Café Gustav Lind på museet Trapholt, hvor han både arbejder i køkkenet og i selve cafeen. Og når den lange arbejdsdag er ovre, venter kæresten og tre børn derhjemme.

Midt i august blev Rasmus Vemmelund opereret for åreknuder i det højre ben på veneklinikken i Brørup. En uge efter, da Sund i Syd besøger ham, er han i fuld vigør igen.

- Jeg har det fint. Selvfølgelig er der lidt ømhed, der hvor åreknuderne er blevet fjernet, men det gør ikke ondt. Det føles nærmere som at have fået nogle kraftige blå mærker, fortæller Rasmus.

- Jeg tror, at operationspersonalet har fået fjernet alle knuderne, og kosmetisk er det jo et helt nyt ben. Før lignede det nærmest en gummislange, der lå udvendig nogle steder på mine ben, fortsætter han.

Åreknuder som 25-årig

Rasmus fik sine første åreknuder allerede som 25-årig og troede, at det skyldtes hans arbejde.

- Jeg har altid arbejdet rigtig, rigtig meget – i perioder 18 timer i døgnet. Men som udgangspunkt er åreknuder en arvelig ting, og på min fars side har de ret dårlige ben, så jeg er ikke i tvivl om, hvor det kommer fra.

Åreknuderne var synlige fra begyndelsen, men først efter nogle år begyndte de at genere Rasmus, som også lider af dårligt blodomløb i benene. Han fik derfor fjernet åreknuderne.

-  Det kosmetiske var jeg egentlig ligeglad med. Det er jo ikke mig, der skal kigge på mine ben, når jeg går i shorts, siger Rasmus med et smil.

- Men benene var ømme og hævede – særligt når jeg havde arbejdet i mange timer og stået meget op. Jeg havde også meget uro i benene om aftenen, så jeg måtte ligge og vippe med tæerne og bevæge benene hele tiden.

Ro og god stemning

Efter nogle år fik Rasmus igen fjernet åreknuder, og begge gange har det hjulpet ham af med generne.

For et år siden var den så gal igen. Rasmus fik skinnebenssår på det højre ben på grund af åreknuder, og det var derfor, at han for nylig fik fjernet åreknuder for tredje gang. Det foregik med lokalbedøvelse og en række små snit i benet.

- Operationen varede cirka 2 timer, og personalet lagde snit ind hele 64 steder. Så det ser ud, som om jeg er blevet skudt med et haglgevær, griner Rasmus.

Rasmus oplevede dog ikke, at det gjorde ondt. Han mærkede kun prikket, hver gang der blev lagt en ny lokalbedøvelse.  

- Der var en god stemning, og personalet var søde til at spørge, om jeg skulle have en pause eller en juice. Jeg er dybt fascineret af den ro, de har.

Undervejs i operationen blev Rasmus spurgt, om han ville se nogle af de åreknuder, der blev fjernet.

- Jeg er meget nysgerrig af natur, så jeg takkede ja. Det var spændende og en lille smule ulækkert, fortæller Rasmus.

Støttestrømper aflaster

Efter operationen lå Rasmus stille en halv time for at give benene ro. Derefter blev han beordret op at gå i en halv time, for at se om sårene sprang op.

- Det gik fint i begyndelsen, men pludselig så jeg, at det blødte fra et af sårene. Jeg kunne ikke mærke det, da jeg stadig var lokalbedøvet. Personalet lagde lidt kompres på, og så var alt ok igen, fortæller Rasmus.

Hjemme blev det til et par timer på sofaen med benene oppe, inden han gik i gang med at lave aftensmad til hele familien. Og allerede dagen efter var Rasmus på arbejde igen – dog kun i et par timer.

- Jeg var meget, meget træt. Det hænger nok sammen med bedøvelsen og 64 små snit. Det, tænker jeg, kroppen bruger lidt krudt på, siger han.

Rasmus er ikke i tvivl om, at åreknuderne vil komme igen, men det er ikke noget, der bekymrer ham. 

- Jeg gør, hvad jeg kan for at aflaste benene i hverdagen. Jeg sover med fødderne lidt hævet, og det gør underværker. Og så bruger jeg støttestrømper ind imellem. Dog kun halvdelen af dagen, for de er varme at have på, siger han med et smil.

Kunne du lide, hvad du læste her, så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om sundhed direkte i din indbakke:

APPFWU01V