Blegt er sejt

Det startede med et lille sår på næsen. Sådan et irriterende sår, der ikke rigtig ville hele, og som blødte lidt efter badet, eller hvis hun rørte ved det. 43-årige Christina Larsen tænkte ikke videre over det. Men såret blev ved med at drille i flere måneder, hun rensede med klorhexidin og tog plaster på for at give det ro. Lige lidt hjalp det.

- Det var faktisk min mor, der nævnte, at det kunne ligne hudkræft. Min morfar har haft noget lignende, og min mor har sundhedsfaglig baggrund, så det gav god mening, at hun kunne have ret, fortæller 42-årige Christina. Hun ringede til sin praktiserende læge samme dag og fik en tid til at få set på såret.

Lægen var ikke i tvivl. Det var hudkræft, såkaldt basalcellekræft. En kræftform, der ikke så ofte ses hos nogen, der er så unge som Christina.

Har aldrig ligget og stegt i solen

Christina Larsen er med egne ord fra en tid, hvor solarie var normen, og solcreme ikke var øverst på dagsordenen. Hun har rejst en del i Afrika i længere perioder og samtidig været udsendt i Afghanistan.

- Jeg kan ikke huske, at solcreme har været en del af min rutine på det tidspunkt, fortæller hun.

Men det til trods var hun overrasket over, at hun blev ramt af hudkræft. Hun har aldrig ligget og stegt i solen, og solariedagene hører en helt anden tid til, og hun var med egne ord bestemt ikke en fanatisk solarieforbruger.

- Jeg tænkte slet ikke på, at jeg kunne være i risiko for at blive ramt af hudkræft. Jeg er kun 43, og hudkræft er noget, man får, hvis man har dyrket solen meget, tænkte jeg. Det har jeg ikke gjort. Men jeg har på den anden side heller ikke beskyttet mig tilstrækkeligt, og jeg er ikke fra en tid, hvor blegt var sejt, siger hun.

17 strålebehandlinger

Christina fik med det samme en henvisning til en hudlæge. Hudlægen lavede en biopsi – en lille prøve af vævet – som viste, at det ganske rigtigt var hudkræft. Herefter blev hun sendt videre til kræftafdelingen på Odense Universitetshospital, hvor der blev lavet yderligere undersøgelser og lagt en plan for behandlingen.

Hun skrev sig op til en afbudstid, så hun kunne komme i gang det det samme, og hun kom hurtigt til.

I Christinas tilfælde skulle der 17 daglige strålebehandlinger til, før kræften var væk. Det tog cirka tre måneder, før huden var helet, der hvor kræften sad.

Hun har efterfølgende tænkt en del over, hvorfor hun ikke noget før fik mistanke om hudkræft.

- Nu her kan jeg jo godt se, at det var et klassisk tilfælde af hudkræft. Det var et rundt sår, der ikke ville hele, og det blødte, når jeg for eksempel kørte en vatrondel henover.

- Der var nok også en periode, hvor jeg tænkte, at det måske bare var noget andet, og jeg ville se tiden an. Jeg kunne ikke overskue det. Og man skal jo aldrig google noget som helst, når man har det skidt, fastslår hun.

Nye vaner og hatten på

Når ordet kræft bliver nævnt, sætter det tanker i gang – gså hos Christina, der lige skulle have det til at bundfælde sig.

- Jeg nåede at blive lidt bekymret for, om kræften kunne sprede sig til blodet eller lymferne. Men jeg fik heldigvis hurtigt at vide hos lægerne, at basalcellekræft sjældent spreder sig.

I dag står Christina tilbage med et lille bitte og næsten usynligt ar og med en øget bevidsthed om at passe endnu bedre på sin hud end tidligere.

- Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg havnede i den situation. Det her er jo en kræftform, der er let at beskytte sig mod i modsætning til andre kræftformer. Det har haft nogle konsekvenser, da min lugtesans er blevet dårligere efter strålebehandlingen, og jeg bliver ofte tør i næsen, fortæller hun.

Christina har siden også fået fjernet en såkaldt solkeratose med laser. Det er en solskade i huden, der kan udvikle sig til hudkræft.

- Jeg skal være særligt opmærksom nu, for min hud har fået den mængde sol, den kunne tåle. Jeg søger skyggen og bruger rigtig ansigtssolcreme med faktor 50 fra april til oktober, ikke bare sådan en dagcreme med lidt faktor. Og så har jeg vænnet mig til at have hat på, når jeg er ude. Jeg tænker, jeg skal have købt mig sådan en lækker Borsalino-hat, når jeg nu skal have hat på hele tiden, siger hun med et smil.

Må ikke blive bange for at være ude

Som spejderleder og glad for udeliv lever Christina et aktivt liv med masser af tid udendørs. Det var derfor vigtigt for hende, at hun ikke endte med at blive bange for solen.

- I starten tænkte jeg, at det, jeg gjorde før, jo har resulteret i, at jeg havnede i den her situation. Så jeg skulle lige vænne mig til tanken om, at jeg sagtens kan være udendørs, uden at det nødvendigvis er farligt. Jeg skal bare beskytte mig selv, pointerer hun.

Hun er også blevet endnu mere bevidst om at sikre, at både hendes søn og mand ikke kommer ud ad døren uden solcreme og kasket.

Også spejderbørnene er i gode hænder hos Christina, der altid sørger for, at alle er smurt ind efter alle kunstens regler.

Hvis folk spørger til det lille ar, tager Christina det som en god anledning til at fortælle, hvad hun har været igennem, og få understreget, at solcremen og hatten skal på. En god ambassadør på en ærgerlig baggrund.