Niels blev født ved kejsersnit en måned for tidligt
Da Helle Jørgensen fik svangerskabsforgiftning i uge 36, bekymrede hun sig kun om sit barn, og hvordan han ville klare at blive født en måned for tidligt. Men at hendes egen risiko for at blive hjertesyg er forhøjet, vidste hun ikke.
Niels sidder på sin mors arm og smiler som en flækket træsko. Han er en sund og trind baby på fem måneder. Men hans fødsel blev slet ikke, som hans mor, Helle Jørgensen havde regnet med. Hun havde termin midt i juli, så da hun midt i juni blev rigtig skidt og utilpas, havde hun ingen anelse om, at hendes tredje barn endte med at blive født en måned for tidligt.
- Jeg havde haft ondt i øverste del af maven to nætter i træk, og så kørte jeg ind på Esbjerg Sygehus for at blive tjekket. Det viste sig, at mit blodtryk var alt for højt, og der var protein i min urin, og så startede møllen. Der kom en læge ind og sagde ’han skal ud nu’, fortæller Helle Jørgensen.
Tankerne kværnede rundt
Helle vidste ikke noget om svangerskabsforgiftning, og der gik lidt tid før det gik op for hende, hvor alvorligt det var. Men da den ene læge efter den anden kom og målte blodtryk, gav hende medicin, og bad hende drikke og tisse på kommando, så gik alvoren op for hende.
- Jeg havde det ikke godt med, at han skulle fødes allerede i uge 36. Jeg havde mange bekymringer om, hvad det ville betyde, når han kom ud. Hvor lille han var, skulle han have hjælp til noget, hvor lang tid skulle vi være indlagt. Tankerne kværnede rundt i mit hoved, fortæller Helle Jørgensen.
Heldigvis kom Niels til verden. Sund og rask. Han vejede 2680 gram og målte 49 centimer og der var ingen komplikationer.
- Han fik sonde lidt tid, fordi lægerne var bange for, at han ikke havde sutterefleksen endnu. Men det viste sig, at dét havde han, fortæller Helle med et stort grin.
Ja tak til Hjertemor
Et par dage efter fødslen kom der en læge og fortalte Helle om forebyggelses-klinikken Hjertemor, og tilbød hende at blive en del af projektet.
- Det sagde jeg ja til med det samme. Hvis jeg kan hjælpe med, at de kan blive klogere på det her, så vil jeg selvfølgelig gerne det. Men jo også for mig selv, og hvad jeg kan gøre for at forebygge, at jeg ikke får problemer med hjertet senere, siger Helle Jørgensen.
Hun er mødt op en fredag formiddag i oktober hos hjertelæge Christina Oxlund og fødselslæge Anne Cathrine Godtfredsen på Esbjerg Sygehus. Christina scanner Helles hjerte og kommer med anbefalinger til hvordan hun fremover skal agere.
- Du skal få tjekket dit blodtryk en gang om året, og blive ved med at tage blodtryksmedicin, og så vil vi gerne se dig her i klinikken igen om fem år, siger Christina Oxlund til Helle Jørgensen.
Selvom fem år er langt ude i fremtiden, så vil Helle helt sikkert komme til kontrol igen.
- Jeg synes jo ikke selv at jeg er så gammel – jeg er 34 år og det er et vigtigt incitament for mig, at sørge for at blive tjekket. Jeg forstod ikke lige til at starte med, hvor alvorligt det var. Jeg tænkte kun på, om det kunne skade mit barn. Det er da rigtig rart, at jeg får nogle retningslinjer, så har jeg en mindre risiko for at blive hjertesyg, siger Helle.